Artikler omkring Karrebæksminde kro

Fra det gamle Karrebæksminde

For 300 år siden var der ikke noget der hed Karrebæksminde. Dette navn kom først i brug omkring 1750 og da var der ingen by endnu. Man sagde: ude ved Mindet.
Karrebæk sogn ejedes af Herregårdene. Karrebæk by af Saltø Gods, Karrebækstorp af Førslev Gods og Enø ag Gaunø.
År 1613 anmodede kongen (Chr.IV) Karen Rostrup på Saltø om at afgive et stykke jord ude ved Mindegabet, hvor der blev opført en Toldergård. Her boede i mange år Kgl. Majestæts Tolder samt en Tolderkarl, der skulle passe bommen, der kunne spærre for ind- og udsejling af skibene til og fra Næstved. Senere kom en Kontrollør til.
I mange år boede en sådan i Kirkeladen i Karrebæk, hvorfra han dagligt traskede den lange vej ud til Toldergården. På Lungshave lå også Lodshuset, der tillige drev lidt krohold. I 1784 fik købmand Martin Henrik Stennecke i Næstved, lov til at opføre en bygning til oplagshus på Lungshave, imellem Toldstedet og Lodshuset, tæt op til Strømmen på det sted, som klades Brokken. Stykket var på 2 skæppe land (ca. 13.800 kv.m.), og der skulle betales 2 rigsdalere årligt til gårdbeboerne i Karrebæk.

Tolderen, Kammeråd Franck, forpagtede Degnen Camstrups jord, men kunne ikke rigtigt komme ud af det med bønderne, der ikke ville anerkende ham som lodsejer. Der blev proces om sagen. Birkedommer Gierlev ude fra Bornakkehuset, måtte vige sit sæde i denne sag, da hans datter var gift med Degnen. Tolderen havde 3 gode heste, som bønderne havde optaget i Engen ved Strømmen, han havde også nogle køer.
Fra Kirkebogen kendes navnene på Toldere og Lodser ved Mindet. Disse blev ikke regnet med i Folketællingerne 1771 og 1787 - de hørte til Næstved Købstad.

I Kapertiden anlagdes "Batterier" på begge sider af den nygravede kanal - efter sigende skulle man spore svage rester af dem.
Nu var Lungshave og arealerne (indtil Bryggervolden) solgt af Saltø til Næstved Havnekommission, og grundejerne i Karre -
bæksminde måtte i min barndom svare Grundskat til Næstved Havnekommission (kommunen). Kommunalt hører byen til Karrebæk sogn, Sorø Amt, men den ejes af Næstved i Præstø Amt.

Der må have været noget øde ved Mindet på den tid, da byen Karrebæksminde endnu ikke var opstået. Da kornhandelen senere blomstrede op, rejste der sig 5 magasiner i byen. Scheel-Plessen på Saltø opførte et i 1854 og hans forbogstaver står på gavlen (Kakaofabrikken).
Den statelige bygning i Karrebæksminde var i mange år Gæstgivergaarden, senere kaldet Badehotellet og nu efter ombygningen: Strandhotellet.
Gæstgivergården opførtes 1850 af lods Lars Sørensen, åbnet som Kgl. privilegeret Gæstgiveri i 1852.
Det var mest skibsfører, håndværkere og fiskere der byggede sig hus langs den nye kanal. Der blev også opført nogle ejendomme ovre "på den anden side", hvor en mølle og bageri anlagdes. Til at begynde med måtte man pr. båd over kanalen; senere kom en simpel træbro og til sidst opførtes en højbro efter Martin Nyrops tegning. Den er taget væk, og en elektrisk dreven bro har afløst den.

Men lad os søge tilbage til den gamle kro, til hvilken den meget udbredte Sørenske families navn altid vil være knyttet. Foruden krohold var her også købmandsforretning, og jeg kan huske, at der hang et skilt i forretningen, hvorpå der stod de manende ord: Tid er penge. Det forstod jeg ikke ret som barn, og jeg synes nu, at de gamle beboere må have haft nok af både tid og penge, når de kunne opholde sig så længe i butikken, hvor de anbragte sig på låget af en vældig saltkasse.

Grundlæggerne af kroen havde et godt navn for deres venlighed og hjælpsomhed. En af deres mange sønner, Edvard Teodor Sørensen overtog virksomheden;
 han havde en dygtig og bestemt kone: Hermine - og de oplevede hotellets glansperiode, som jeg også husker.
Om aftenen sad mangen en gæv skipper på hotellet og spandt en ende, medens groggen blev sat til livs. De "menige" søfolk var dengang henvist til kælderstuen, hvor nydelsen at store kvanta brændevin og bajersk øl, ofte førte til beklagelige optrin med slagsmål og hensættelse i "brummen" (part af nuværende turistkontor, Alleen 36).
Om sommeren kom mange landboere efter høst, kørerne i lange rækker med musik i spidsen, dampbåden fra Næstved bragte også mange gæster, der efter besøg på stranden spiste den medbragte mad i hotelhavens Lysthuse og prøvede keglebanen. Haven var nu ved beplantning nået helt ud til grænsen ved Bryggervolden. Der var kommet lukkede Lysthuse til, med siddepladser oven på, så man kunne sidde der og nyde udsigten. Tillige opførtes et Koncert- og danselokale til afbenyttelse. Ja der var liv og glade dage ! Jeg mindes endnu Kelner Jacobsen, der havde sit sommer-job, han var meget populær. Om vinteren gik han i hi i København, og man syntes ikke, sæsonen var rigtig begyndt, før man med tilfredshed hørte, at nu var Jacobsen kommet !
Et par gange om ugen holdtes koncert i haven af musikere fra Næstved; bag efter var der dans, hvor mange af byens beboere forlystede sig - mest som tilskuere, om vinteren var der ofte danseskole og dilettantforestilling. En svensk danselærer, Åkerlund, var meget anset for sin dygtighed, men han gik alligevel til sidst i hundende på grund af drukkenskab.
I politisk henseende var fiskerne mest konservative, og den konservative forening fik derfor god tilslutning fra Karrebæks -
minde - ikke fra landboerne. Kredsens valgsted var i Fuglebjerg, så der kørte Vælgerfolket til om morgenen og kom først hjem ved aftenstid, gerne i højt humør og syngende nationale sange. Helt appelsinfri har de næppe været dengang de skulle stige af vognen i hotellets gård, sang de bl.a.: Om Dannebrog jeg ved, den faldt fra himlen ned !  Meget apropos faldt i dette øjeblik en af deltagerne ned fra vognen - han havde vel fået lidt rigeligt af de våde varer i løbet af dagen. Episoden vakte megen morskab, men ingen tog forargelse af den.
Det var nok ellers et stovt hold det fra Karrebæksminde, når de i sluttet trop mødte op ved stemmebordet og højrøstet meddelte, at de stemte på Højres kandidat. De var næppe velsete af de øvrige vælgere, hvis trøst det var, at Venstremændene
hver gang gik af med sejren. Til tider var stemningen nok lidt ophidset, og havde man vovet det, var der kanske blevet slagsmål.
Men man havde dog ikke dristighed nok til at gå voldsomt til værks mod de velvoksne og stærke folk fra Karrebæksminde.

Den gamle Gæstgiver. E.T.Sørensen`s søn, Laurids, overtog nu styret - det var det 3. slægtsled. Han afhændede dog hotellet efter nogle års forløb og slog sig ned i Odense.
Den gamle Gæstgivergård har været skueplads for mangt og meget, glædeligt og mindre godt. Kunne murene tale - de ydre mure står der endnu som for 100 år siden - ville de kunne berette meget fra den gamle gård.
For os ældre vil familien Sørensens navn altid være knyttet til stedet. Efterfølgerne slog ikke rigtig rod i byen, hvad så grunden var. Et aktieselskab ejer nu Strandhotellet og forpagter det ud, men forventningerne har vist i nogen grad bragt skuffelser, så fremtiden tegner ikke alt for lys. Hertil kommer, at der nu er kommet konkurrenter til (Folkeferie på Lungshave og Konditori).
Det var med stor bekostning, hotellets indre blev moderniseret, så man får håbe, at tiderne vil ændre sig til det bedre.
Måske kan den gamle bygning da atter opleve en glansperiode som i "gamle Sørensens tid". Vandet er jo ypperligt stadigvæk, og når gæsterne kan få gode værelser og god forplejning på hotellet, skulle man synes, at der var gode muligheder. Fremtiden vil besvare dette spørgsmål som så mange andre.

Megen plads er der ikke at rutte med i byen, hvis nogen agter at bygge der - det skulle da lige være på Lungshave. Der er bygget en del langs fjorden, men det er ikke på Karrebæksminde-grund. Regner vi, at byen er grundlagt år 1800, kan den i
år fejre 150 års jubilæum og den gamle kro, bygget 1850, holde 100 års fest. Til lykke med årene og held og fremgang i tiden over !

Det er sandsynligt, at Christian IV har været ude ved Mindet. I sin dagbog anfører han, at han har været et par dage på Saltø. Måske har han ved den lejlighed villet se den Toldergård, som Næstved by havde opført ved Mindegabet på Lungshave. Saltø`s ejer, Karen Robstrup, gift med Lensmanden Peder Reedtz på Holbæk slot, havde efter kongens opfordring givet grunden, hvorpå Toldergården blev bygget.
Det vides, at Frederik VI, Christian d. VIII og Frederik d. VII har besøgt Mindet; sidstnævnte red med sit følge over Hestevaadet til Enø, hvor øens gårdmænd til hest fulgte ham til Karrebæksminde.
Frederik d. VIII lå jo en tid som Dragon i Næstved og har også været i Mindet. Chr. d. X sejlede gennem kanalen og den ny gennemskæring, da han skulle indvie den nye kanal fra Næstved ud til fjorden.

Vor store eventyrdigter H.C.Andersen, der stundom gæstede Basnæs og Holsteinborg, fortæller også om sit besøg i Karrebæksminde.
 

Underskrevet af:  Vald. Møller.      Kopi fra Lokalhistorisk arkiv, af "Jul i Næstved".

Kroen i Karrebæksminde

Kompakt og vældig ligger den store bygning midt i det lille fiskerleje Karrebæksminde. Havnen nogle få skridt fra kroen er et fascinerende syn. I lilleputformat afspejler en stor havnebys myldrende liv sig - altsammen langs to snævre kajer.
Her dufter af tjære, fisk og havvand, og mågerne skriger sig hæse over ens hoved.

Fra gammel tid har Karrebæksminde været en travl ladeplads for byen Næstved, Susåen forbinder de to samfund med hinanden, og det er folk fra Næstved, der først og fremmest har gjort det lille Karrebæksminde til en stor sommerby.
Indbyggertallet forøges med op til 10.000 i årets lyse, varme måneder. Sommerhusene ligger tæt sammen ved vandet. En lille bro forbinder Sjællands-siden med øen Enø.

Unge Sørensens indsats.

I en avis fra århundredskiftet kan man læse, at der med "unge Sørensen"  er kommet mere liv til Karrebæksminde: Han har med lyst og kraft taget sig af at gøre Karrebæksminde til et søgt badested, Gæstgiver Sørensens Badehotel danner selvfølgelig et naturligt centrum.
Hr. Sørensen har forbedret badeforholdene, og med badehusene er der sket adskillige fremskridt. Han har udvidet haven i betydelig grad, bygget pavillon og rejst lysthuse i massevis, så haven hvert år er blevet et søgt tilflugtssted for en mængde skovture.
Endelig arrangere han sommeren igennem en række koncerter, hvor 4. Dragonregiments musikkorps forlyster tilhørerne. Alt dette har skabt øget søgning til Karrebæksminde. Badestedet har i forvejen ypperlige betingelser. Der er udmærket saltholdige
bade med god sandbund, skove, frugtbare marker, venlige landsbyer, små øer og fjorde samt det åbne, friske hav.

Man kan vælge - slutter artiklen fra år 1900 - om man vil gå langs det skvulpende hav eller spadsere langs frodige marker gennem Karrebæk fiskerleje til Bornakke skov ved Saltø å. Når Karrebæksminde får jernbaneforbindelse (jernbanen kom aldrig, man nøjes med busser) og det får havne- og badestedet (!) så vil "Mindet" i sommertiden blive besøgt af tusinder og atter tusinder.

Lave vinduer i små huse

Det sidste kom til at passe. Tusinder og atter tusinder besøger Karrebæksminde, bilisterne savner ikke den manglende jernbane - og de fastboende gør det vist heller ikke. En af dem fortæller, at det kan være en hel lettelse at få sommeren overstået. - Vores huse er små og lave, og vinduerne sidder sådan, at nysgerrige kan kigge lige ind i vores stuer. Det kan føles lidt generende. I vintermånederne ved vi da, at hvis nogen går forbi og kigger, er det som regel "vore egne".

Karrebæksminde står i fiskeriets og søluftens tegn. Havnen er ca. 5 meter dyb, og sejlløbet til Næstved er udgravet, så det er ret store skibe, der kan sejle ind i landet.
Kroen er bygget om flere gange, til den nåede den nuværende imponerende størrelse. Hvor der nu er en hall med en bred trappe, var der før i tiden forskellige lokaler, så gæsterne kunne anbringe sig efter stand og rang. Skipperne og styrmændene brød sig nemlig ikke om at sidde sammen med de mere jævne søfolk eller de unge knægte på 16-18 år.

Den første Karrebæksminde kro blev kgl. privilegeret i 1791, og den lå i nærheden af den nye kro, som blev bygget af lodsen Lars Sørensen. Han vedblev at være lods resten af livet, og han derfor nok at bestille. Sønnen Edvard Teodor Sørensen overtog kroen sidst i 1870-erne.
I gamle lods Lars Sørensens tid var der fugleskydning, 2-3 gange hvert år, og der var stabelafløbninger, som samlede mange mennesker. Der var købmandsforretning i krobygningen midt i 1880-erne og til 1920-erne.
Efter E.T. (Edvard Teodor Sørensen) kom sønnen, Laurits Sørensen til roret i 1890-erne, og han var kromand indtil 1911 og var en slagfærdig, populær type, hans søn skulle have afløst ham som kromand, som det efterhånden var skik i familien, men hans kone brød sig ikke om Karrebæksminde - så de flyttede. Derefter gik det raskt. Hr. Søfeldt afløste i 1911, i 1915 kom Emil Christensen, fra 1918-23 Aamand, Aamand bortforpagter Badehotellet til J.C. Stilling, Skælskør ( 5.000 kr. i afstaaelse og 10.000 kr. i aarlig afgift).  Midt i tyverne C.C.Nielsen og derefter købte et aktieselskab i Næstved kroen. Den har ikke været så let at drive, måske fordi den blev for stor og dyr at forrente.
1958 står Direktør E.Jørgensen, som ejer af Karrebæksminde kro og badehotel.

Kanefart og skovture
Karrebæksminde kro har dog altid været det bedste samlingssted, man kunne finde, for her var plads til alle slags arrangementer. I Laurits Sørensen`s  tid var der store sommerballer, og om vinteren var der lystig kanefart fra Næstved. Bønderne kom kørende i 1920-erne med hest og vogn, når de havde høstet og skulle fejre det med en skov- og krotur.

Karrebæksminde var en overgang kendt for sine kapsejladser, der også satte besøget på kroen i vejret.
Christian Sørensen - en søn af lods Lars Sørensen - byggede et skibsværft, og når en stor skonnert var færdig blev der festet på kroen et par dage.
I 1900 udvidedes havnen til at kunne tage imod dampere af en anselig størrelse. Den første havn lå iøvrigt ved Enø.
Robert Martens, der er født i Karrebæksminde og har tilbragt et langt liv i fiskerlejet, har fortalt, at ingen steder fanges der så mange blankål som ude i Karrebæksminde bugt. Ålesalget var betydeligt i gammel tid. Efter den 1.verdenskrig bragte det mange hollændere herop.
Da Martens var dreng, havde man en nattevægter i Karrebæksminde. Han gik rundt og sang, og han kundgjorde, hvordan vinden var:
                Klokken er slagen tolv,
                    vinden er norden - og den er kold !

10 øre for en snaps
Endnu mindes de gamle fiskere de dage, da bøffen om søndagen kostede 2 kroner, og snapsen bare stod fremme på bordet -
10 øre glasset kostede den stærke vare.
Den første kanal til Næstved blev gravet allerede i 1807 af indkaldte soldater. Arbejdet var strengt. Ældst blandt inventaret på kroen., er "det runde bord" (bruges nu på "Kabyssen" i Karrebæksminde). Det er ikke særligt stort, men der kunne altid blive plads til et glas til. Gæve mænd sad i flere lag rundt om bordet, tobaksrøgen hang tykt i lokalet, og der blev skålet og sagt mange drøje sandheder.
Det hændte jo, at urolige elementer måtte afkøles. Så tog natvægteren sig af dem og satte dem i kachotten, der først blev inddraget i 1938.
Vinteren kunne være hård at komme igennem, skipperne lagde op og havde ikke rigtig noget at tage sig til. Det var fristende at mødes på kroen og fordrive tiden der. Enhver forlystelse blev modtaget med glæde. Det gjaldt også bjørnetrækkerens besøg, bjørnen kunne danse og gå på bagbenene, og det syntes både børn og voksne var fornøjeligt at se. Lirekassemænd var også faste gæster, og de fik lov at sove i staldbygningen, hvor også landstrygerne fandt et læ.

Kilde: "Det nye Danske Familieblad", nr. 24  12.06.1964, pris kr. 1,35. inkl. oms

Karrebæksminde kro  -  rummer også god lokalhistorie

Avisartikel fra den. 25 juni 1975.

En "Slyngelstue" kan rumme andet og mere end drikkende og kortspillene mandfolk, der hygger sig en stund i venners lag. Den kan også rumme et stykke lokalhistorie. Det er således "Slyngelstuen" - altså krostuen - ved Karrebæksminde kro et godt eksempel på.

Selve Karrebæksminde kro er i år op mod 125 år. Det var gæstgiver Sørensen, som i 1851 overtog det kroprivilegium, som lods Lars Sørensen havde fået den 7. juli 1826, men som ikke længere blev benyttet, idet lodshuset, der blev brugt til kro, ikke mere var stort nok.
Gæstgiver Sørensen lod derfor opføre en ny krobygning i 1851. Bygningen har i årenes løb rummet skibshandel, barbersalon, kroen, og altså også krostuen, som indtil 1944 var placeret der, hvor nu hall`en i kroen er. Indtil for 11 år siden blev Karrebæksminde kro drevet af en række hurtigt skiftende værter, men så blev den købt af Gastronomisk Landsforbund, som indrettede den til fagskole, og i de sidste fire år har skolens leder været restauratør Kaj Salling, som foruden skolen også har drevet krostuen, der fortsat er åben for offentligheden.

Og på væggene i krostuen vidner mange morsomme og antikke fiskeredskaber og andre effekter om egnens og fiskerierhvervets historie.
Til højre for indgangen hænger en gammel, nu lidt falmet redningskrans, der er påskrevet Hiv & Sving af  Karrebæksminde.
Bag redningskransen skjuler sig historien om den første lodsbåd i Karrebæksminde, ejet af lodserne, den ejes nu af pensioneret lods Kristensen, Karrebæksminde. Det var en båd udstyret med en motor, der skulle startes med godt gammeldags håndsving. Ulempen var blot, at den yderst ofte voldte store kvaler, inden den ville starte, og den daværende havnefoged Svarre Nielsen døbte derfor båden "Hiv og Sving", navnet blev hængende, og en vittig sjæl forærede lodsen redningskransen.
Ved siden af redningskransen hænger fotos af det gamle Karrebæksminde - blandt andet et foto af den oprindelige bro over kanalen, beliggende et par hundrede meter længere ind mod Næstved end den nuværende, og af den gamle mølle, der lå, hvor fiskehandler Jørgen Edwin (nu Hans "Enø" Jørgensen) nu har fiskeudsalg. Møllen blev brændt af 1924, da der skulle optages en "Fy & Bi-film", der hed "Ole Opfinders Offer".

Uheldige ål

På modsatte side væg fortæller et "ålepryne" om hvordan fiskerne for ihvertfald mere end 50 år siden fangede ål. Det er en slags overdimensioneret kam, der ved hjælp af et skaft og et reb blev trukket efter f.eks. en jolle gennem søbunden, og spiddede de ål, som svømmede rundt ved bunden.
Ulempen var, at den tog af alle størrelser med sig, også dem, der var for små, hvorfor den da også blev forbudt for omkring 50 år siden. Siden brugte man ålejern - en slags trefork med modhager - som blev stødt mod bunden, hvor der var ål. En uheldig ål kunne let blive fanget.
Men begge redskaber forudsatte dog, at der var nogenlunde rigeligt med ål til stede, og det er der ikke mere i Karrebæksminde bugt.

Midt på krogulvet står gæsternes og fiskernes måske mest kære stykke inventar, nemlig "det runde bord". Møblet er antikt og kan ses på gamle billeder fra krostuen fra begyndelsen af dette århundrede. Tjener Jens Nielsen, der til daglig står står for betjeningen i "slyngelstuen" fortæller, at fiskerne i Karrebæksminde sætter stor pris på, at bordet får lov at stå fremme uden hverken dug eller andet til at skjule den smukke bordplade.
Engang havde en krovært fundet på at lime linolium på overfladen, men allerede næste dag måtte det rives af, fordi fiskerne krævede det. En anden gang - indenfor de senere år - var der en aften tumuler i krostuen, bordet blev smadret, og værten Kaj Salling smed det derfor ud. I løbet af kort tid indkom pludseligt små "gaver" fra fiskerne, indtil der var penge nok til, at bordet kunne restaureres.
Over bordet hænger en gammel udskåren lysekrone og en "omgangsklokke", den der ringer med den, må gi` en omgang til hele krostuen.
Restauratør Kaj Salling understreger, at han betragter alle de gamle effekter i krostuen, for at være "til låns" for kroen, dermed sikrer man, at de alle får lov at blive hængende, til glæde for både fiskere og turister i Karrebæksminde.

Bondedreng i halvfjerdserne (1870-erne).

Min far ejede en bondegaard i Bistrup, en lille mils vej fra Næstved, dér blev jeg født d. 2.juni 1866. Begge mine forældre var gaardmandsbørn der fra byen, og mine forfædre, saa langt tilbage som jeg kan spore dem, var bønderfolk fra Sognet eller de nærmest tilgrænsende sogne; det nævntes som finere, at min Oldefader paa fædrenes side havde været Ridefoged paa Harre-
stedgaard, vel tæt op mod Holbergs tid, ham kender man altsaa fra "Jeppe" og "Erasmus".

Nu var det om at faa fat i noget lønnet arbejde. Til at begynde med var jeg heldig nok, Læreren paa Enø ved Karrebæksminde var blevet forflyttet til Venslev, og gennem bekendtskab fik Far mig ind som vikar under Vakancen. Det blev 3 interessante maaneder; ganske vist havde øens befolkning mistet noget af sit særpræg, efter at Enø ved en træbro var gjort landfast med "Longen", et stykke hedejord mellem Enø sund og Karrebæksminde; men det var alligevel en hel anden slags folk end min hjembys. Alle her var søkendte;  ved siden af deres jordbrug drev de fiskeri, smaakaarsfolkene som erhverv, bønderne til hjemmebrug. De fleste havde faret til søs i deres ungdom, hvilket prægede deres tale, naar de kom sammen.

Jeg kom til at bo og spise hos gaardejer Niels Sørensen (Stølsgård), der tillige var lods i Karrebæksminde; det var en brilliant mand, hyggelig, altid i godt humør. Han kunde med forbavsende Uberørthed stikke stærke flydende sager under vesten, adskillige "half and half" i dagens løb inde paa Karrebæksminde Gæstgivergaard, der laa tæt ved lodskontoret, i hvis nærhed han maatte opholde sig dagen igennem, og saa igen et par drøje Toddyer derhjemme om aftenen, og der gjorde jeg ham selskab - man var jo da trods de 18 aar voksen og skolelærer.
Dem der havde sin gang paa kroen hørte til Noblessen: Toldere, forhenværende kaptajner og styrmænd, Storfiskere osv. - allesammen glødende konservative Patrioter af den gamle skole, og allesammen folk, der nok kunde tage en haard tørn, ogsaa ved Drikkebordet.
Naturligvis var jeg ikke kompetent til Deltagelse i dette Elite-selskab, men Lodsen var der jo. Nu blev det ud paa aftenen et Herrens vejr med Storm og Sne, og fru Sørensen blev bekymret med hensyn til Mandens hjemfærd over den mørke hede, i dyb Sne mod Stormen. Henad midnat blev det saa til, at jeg skulde gaa over til Gæstgivergaarden for at følge ham hjem.
Der var liv i gemytterne, da jeg traadte ind i stuen, hvor Selskabet var samlet om Punchebollen, og lystigheden steg adskillige grader, da de forstod, at jeg kom for at lodse Lodsen hjem.
De fik mig - alle stilende mod et bestemt maal, som jeg ikke i tide fik øjnene op for - bænket ved Drikkebordet, og saa postede de op for mig. Jeg var lidt forkommen af Kulde, Punchen var varm og velsmagende - og stærk.
Efter et par timers forløb (jeg var i mellemtiden f.eks. kommet til at vælte en kakkelovn ! ) hev Lodsen afsted med mig  ud over Heden gennem snefoget og stormen. Hjemme hjalp Fru Sørensen mig af med de lange støvler. Lodsen klarede sig selv.

Kilde: "En Gammel Skolemands Erindringer" af Lærer L.P.Poulsen,  Ejnar Munksgaard`s  forlag  1940.

Karrebæksminde kro blev drevet som sådan, indtil 1963 hvor Gastronomisk Landsforbund køber ejendommen, for at indrette den til undervisningssted for vordende smørrebrødsjomfruer, under ledelse af Kaj Salling.
I 1979 bliver kroen indrettet til pensionisthøjskole, uden den større succes. Krostuen forblev åben i denne periode, indtil Karrebæksminde kro i 1980-erne sælges, med det formål at indrette ejerlejligheder. Det kendte "Runde bord" fra slyngelstuen føres i procession til sit nye domicil, nemlig: "Kabyssen" i Karrebæksminde.

Retur til  Oversigt