Da man i starten af 1800-tallet, påbegynder
gennemgravningen af Longshave samt bygger en ny havn, ved det man i dag
kender som Karrebæksminde, åbnes der mulighed for brændeudskibning,
fra de store skove på midtsjælland, dette skulle foregå
via en kanal/slusesystem ved Susåen. (en strækning på
ca.25 km.).
I begyndelsen af 1800-året, var kravet
til mere brændsel steget betydeligt, især til forbrugerne i
Københavns området. Da vejnettet ikke var etableret/egnet
til denne form for transport, så man en mulighed via søvejen.
De store skove på midtsjællands hørte
under godserne Bavelse og Næsbyholm, hvis ejer Christian Conrad Sophus
Greve
Danneskjold-Samsøe, var ejer af. Han ønskede
for egen regning at bygge en farbar søvej, via Susåen, fra
området Broby / Tyvelse området til den nye havn i Karrebæksminde.
Brændet skulle da lastes i pramme, via små anløbsbroer
i/ved skovområderne, for derefter at "prammes" ned til "sættepladsen"
i Karrebæksminde. Der skulle brændet så sælges
til skipperne på de søgående fartøjer. Den lokale
lods Lars Sørensen, bosat på Enø, stod også for
vidersalg af brændet.
I 1810 bliver der udstedt tilladelse for etablering
af kanalprojektet, godkendt af Kanaldirektionen og Det Kgl. Rente- og
Toldkammer.
En sagkyndig fra Kanaldirektionen, Landinspektør
og Landvæsenskommissær, Oberstløjtnant (senere major)
Diedrich von der Recke, Fredenborg, blev stillet til rådighed med
råd og vejledning ved det forestående kanalbyggeri, han bliver
snart sat til andre opgaver i Danmark, hvorfor hans søn, søløjtnant
Johan Adolph von der Recke, overtager det overordnet tilsyn. Endvidere
ansætter man H.C.Møller fra Holmen, til at tage sig af det
praktiske arbejde med sluse/prambyggeri. H.C.Møller bliver senere
havnefoged i Karrebæksminde.
Under vejledning af Kanalmester H.C.Møller,
der havde erfaring fra Flådens værksteder på Holmen,
gik man igang med at bygge de første pramme( 2 stk.), som man anvendte
til transport af kampesten, mursten, tømmer osv., der skulle bruges
ved sluse/kanalbyggeriet.
På strækning fra søerne til
Næstved, anlægges der to kammersluser: Holløse
og Næstved. Endvidere anlægges der to stopsluser (enkelt opdæmning
med port) ved Nåby og Herlufsholm. Endvidere etablerede man stigborde
ved Stridsmølle.
På strækningen fra Tystrup og Bavelse
søerne ned til Næstved, kunne prammene hæves/sænkes
ca. 7 meter ialt.
Endvidere blev der anlagt trækstier, fra
Næstved til Stridsmølle. Først ca. 50 år senere
anlægges trækstien fra Næstved til Appenæs.
Endvidere skulle Danneskjold-Samsøe, udrede
erstatninger til henholdsvis ejerne af jorden, hvor trækstierne blev
anlagt, foruden erstatning til ejerne af vandmøllerne ved Holløse
og Magle mølle i Næstved, da de ikke kunne forvente samme
mængde vand til møllerne, som før kanalen blev anlagt.
Den 11. september 1812 bliver Den Danneskjoldske
Kanal så indviet, den første pram på åen/kanal,
afgik fra søerne med
22 favne brænde (ca. 49 kbm.), som skulle
uddeles til de fattige i Næstved.
Kanalen er som nævnt tidligere, privatejet,
men kunne anvendes af enhver, mod betaling af gods og pramme.
I maj måned 1812 modtog Danneskjold-Samsøe
5 pramme som samlesæt, fra Holmen i København, disse pramme
blev samlet i Karrebæksminde. Senere på året ankommer
end 2 pramme, de landsættes ved Gumperup klint, da der sandsynligvis
har været Englændere i farvandet.
Endvidere fik den unge Recke bygget 2 pramme,
en i Næstved og en ved Sorø. Ejeren af Kongskilde Møllegaard,
Bache, der også var leverandør af brænde, byggede også
en pram.
Før selve pramtransporten kunne sættes
i gang, måtte Danneskjold-Samsøe købe tre store pramme,
af købmændene i Næstved, incl. den kgl. bevilling der
var udsted i 1794 på eneretten til pramsejladsen: Næstved-Karrebæksminde.
Disse pramme kunne ikke anvendes på Den
Danneskjoldske kanal, da de var for store, de første år blev
brændet omladet i Næstved, fra de små kanalpramme til
de tre større pramme, der så lossede brændet på
Sættepladsen i Karrebæksminde.
Grundet til denne omladning i Næstved var
denne, at kammerslusen/sluget efter slusen krævede en større
indsats, end forudberegnet, pga. af hård bundforhold i åen
ved Storebro området.
Da man endelig kom igang, var der sat 10-12 pramme
ind i kanalfarten, hver pram var bemandet med 2 erfarne mænd samt
en hestekører på "trællestien", som trak prammen,
via et tov fastgjort til prammens mastetop, for at opnå en god styring.
Fra Søens nordlige ende til Karrebæksminde,
incl. losning af ca. 20-25 kbm. brænde, tog 3-4 dage. På søen
kunne man i pænt vejr anvende et lille sejl, fra Stridsmølle
til Næstved, i medstrøm, anvendtes heste. Fra Næstved
til Karrebæksminde, stagning, roning evnt. det lille sejl, hvis vejret
var til det.
Prammændene mødte flere problemer
på deres ture, vejret spillede naturligvis ind, endvidere var der
tørre somre, hvor vandstanden i søen, åløbet
var reduceret, dette medførte at man ikke kunne sejle med fuld ladning,
idet normal lastet pram stak ca. 95 cm., og til andre tider var der store
problemer ved sluseportene, når vandet stod ekstremt højt
i åen, endda med oversvømmelse på trækstierne.
Normalt ophørte pramsejladsen hen i december
og blev genoptaget i marts måned, afhængig af isen. Om vinteren
blev prammene, een efter een trukket på land i Karrebæksminde,
for at bunden kunne blive renset, malet mv., for straks at blive sat i
vandet igen, da prammene var bygget af bøgetræ , ville "aldeles
oprådne".
Den 6. juni 1823, dør Danneskjold-Samsøe, 49 år gammel. Den ældste søn, Frederik Christian Danneskjold-Samsøe, blev i henhold til fundatsen, overdirektør for Gisselfeldt, som faderen tidligere havde købt.
Ved boets opgørelse fik man øje
på den store gæld der var, man regner med, at de første
3-4 år ved kanalens bygning, blev der anvendt ca. 375.000 rdl., hvoraf
den kgl. Kreditkasse havde ydet lån for 250.000 rdl., mod pant i
godserne Bavelse og Næsbyholm. Da boet ikke var i stand til kontant
til at tilbagebetale det store lån, til den kgl. Kreditkasse, blev
sagen ordnet i mindelighed.
I henhold til kgl. resolutio af 17. januar 1824,
blev de to pantsatte godser, Næsbyholm og Bavelse, samt kanalen med
fartøjer, indretninger og inventar og alle indtægter heraf,
solgt og overtaget for Kongelig regning for 500.000 rdl. sølv,
og boet fik de udstedte panteobligationer tilbage i kvitteret stand
Foruden ovennævnte besiddelser, havde Danneskjold
i årene løb yderligere indkøbt: Gisselfeldt, Holmegård,
Ravnstrup samt
Nordfelt og Ålebæksgård på
Møn. Disse godser samt grevskabet Samsø forblev i slægtens
eje.
Godserne, kanalen osv. som Kongen havde overtaget,
udnævnte justitsraad Einar Richter til Godsinspektør, som
så skulle drive kanalen, godserne videre. Recke blev ansat
som bestyrer af kanalen og brændetransporten, og H.C.Møller
blev havnefoged i Karrebæksminde. Kanalen blev omdøbt Næsbyholm
kanal, herefter skulle det hele sættes i system, Told- og
Consumtionsvæsenet skulle føre kontrol
med kanalafgiften.
Der blev indført kontrolposter, fragtbeviser
og alle prammene skulle have et nummer, hvidmalet på sort bund. Pramførerne
blev stillet til regnskab for mangler ved transporten, herunder urigtige
angivelser af ladningen. Der kunne idømmes bøder for disse
forseelser, ca. 10 rdl..
Brændetransporten var den bærende faktor, der blev i mindre omfang transporteret korn ud. For opgående var det minimalt hvad der kom op, via Susåen. I 1852 blev der bl.a. sejlet ca. 250.000 røde mursten, fra Karrebæksminde til Herlufsholm.
I 1835 bliver godserne Bavelse, Næsbyholm
samt kanalen solgt til den Københavnske grosserer Christian Rønnenkamp,
for 320.000 rdl.
Prammene var efterhånden overgået
til Recke og H.C.Møller, der selv stod for indkøb/transport
af brænde, fra skovene til sættepladsen i Karrebæksminde.
Efter at Rønnenkamp havde overtaget godserne
og kanalen, brød utilfredsheden ud, med bønderne langs kanalen
og mølleejerne, man kunne ikke enes om erstatningerne. Fra de første
år man fragtede brænde ned, lå man på ca. 7-8000
kbm. pr. år, efterhånden faldt det til 3-4000 kbm. og i 1832
var man nede på kun ca. 1000 kbm., hvilket igen medførte lavere
indtægter for kanalejeren.
Omkring 1865 ophører pramfarten helt,
og Rønnekamp vil gerne af med kanalen, men der skal gå en
række år med forhanlinger om Susåens nye ejerskab. Man
bliver til sidst enige om oprensninger, nedlæggelse af sluser osv.,
hvor de implicerede parter hver må betale sit.
Først i 1872 bliver Susåen/Kanalen
overdraget til det offentlige, nemlig: Præstø amt og Sorø
amt.
Den Danneskjoldske kanal / Næsbyholm kanal, fik således en levetid som kommerciel vandvej i ca. 55 år.
Idag har Susåen stadig en kommerciel funktion,
idet et stort antal kanoer nu udlejes, med sejlads fra Vetterslev til Næstved,
med diverse teltpladser undervejs.
Tilbage til oversigt
