Barke gryde (gruekedel)
Før 1950 var fiskeredskaber lavet af naturfibre som bomuld og hør. For at beskytte nettet mod svamp og råd måtte det imprægneres. Hertil anvendtes man i ældre tid egebark heraf navnet barke gryde. I første halvdel af 1900-tallet importerede man catechu fra især Indien, et planteekstrakt udvundet af akasietræet, et garvestof og farvemiddel.
Imprægneringsprocessen begyndte med at gruekedlen blev påfyldt vand, hvorefter bomuldsnettet eller et sejl blev lagt i. Der blev fyret op underneden med alt tilgængeligt materiale, fortæller fisker Henning Petersen, kasserede fiskekasser, bundgarnspæle og bildæk, og når vandet kogte, anbragte man catechu’en i en netpose, der blev hængt ned i vandet blandt garnene. Hele redeligheden kogte et par timer. Så var nettene garvede og lysebrune.
Henning Petersen fortæller endvidere, at nettene blev barket 2-3 gange om året. Og når bomuldsgarnerne ”stod og fiskede”, skulle de hænges til tørre på pæle et par gange om ugen for at modvirke svamp og råd.
Efter kunststoffernes indtog i 1950’erne med nylongarn blev barke-gryderne overflødige.
En gruekedel er en stor gryde eller kogekar, der enten er indmuret, fritstående eller hængende. Kedlen var datidens vaskemaskine, men brugtes også til ølbrygning og plantefarvning.
Betegnelsen kommer af, at man hængte kedlen over en ”grue” eller ”grube”, der betyder fordybning og henviser til det åbne ildsteds fordybning.
En indmuret gruekedel stod ofte nedsænket i en dertil opbygget sten- eller betonsætning. Nedenunder var et brændkammer, der var tilsluttet en skorsten. Man fyrede i brændkammeret, som så opvarmede kedlens indhold.
På Nystedbaadelaug.dk ses en fin video om, hvordan man barker sejl.