Vinkelfyret
Det gamle vinkelfyr stod oprindeligt på det nordlige molehoved ved indsejlingen til Karrebæksminde. Fyrets linse var 12 m over havets overflade placeret på en gittermast.
Fyret afgav ét blink hvert 3de sekund, der var synlig i en afstand af 12 sømil ca. 22 km. for de hvide sektioner og 8 sømil for de kulørte sektioner.
Foran lampehuset/lanterne var anbragt farvet glas inddelt i 8 sektioner med hver sin farve henholdsvis rød, grøn og hvid. Disse sektorer skulle lede skibene udenom grundt vand især Kirkegrunde, Venegrunde, Knudshoved og Enø Flak. Når man styrede i den hvide sektor, gik man klar af grundt vand, kom man i rød eller grøn sektor var det med at komme tilbage til den hvide sektor igen for at undgå grundstødning. Grundene var sine steder blot med en ½ meter vand samt store sten.
Vinkelfyret var gasdrevet indtil 1970’erne for at blive elektrisk.
Efter udskiftningen af vinkelfyret forhørte KBM sig hos havnemyndighederne for at erhverve fyret, der efterhånden var blevet meget ramponeret af at ligge på land. Det fik man. Arbejdsholdet renoverede fyret, så det i dag står som nyt på et fundament formet som et molehoved.
Havneudvalgets formand Per Sørensen tændte det renoverede fyr i 2004 (Nørgaard s. 110)
Solventilen
Generelt: Fyrrerne var almindeligvis gasdrevne, blinkede døgnet rundt og var dyre i drift, men den svenske ingeniør Gustav Dalén konstruerede i 1901 en solventil, der slog til, når temperaturen faldt dvs. når det mørknede, da først tændtes et vågeblus foran de farvede glas. Solventilen nedsatte gasforbruget med 60-80 procent.
Solventilen virkede på den måde, at en sort kernestav, sammensat af forskellige mineraler i en koniske glascylinder kunne udvide/trække sig sammen alt efter temperaturen. Når mørket eller tågen satte ind og temperaturen faldt, trak den sorte kernestav sig sammen, og gasventilen åbnede. Herefter tændte vågeblusset, der skulle oplyse de farvede glas.
(Billeder og yderligere materiale i sagsmappe)
Garnvogn
Når fiskegarnene skulle fragtes til og fra barke- og senere tjæregryder, bødeplads, magasinet eller båd, brugte man en garnvogn, der blev trukket af heste. Carl J. Martens hest hed ”Blis” og var opstaldet i baghuset. I bogen ”Fra hav og fjord af Margrete Eli” er der s.39 et billede og omtale af garnvognen foran Martens magasin (tidligere kornmagasin) et garnhus på Karrebækvej nr. 997, hvor garnene blev opbevaret, når de ikke var i brug. På billedet ses Carl Martens med sønnen Valdemar Martens og Hunden Steffen.
Flere fiskere lejede sig ind i et hjørne af Martens magasin, hvor de så kunne sidde og bøde - og selskab var der også.
Fisker Henning Petersen fortæller, at de selv havde en hvid gammel hest købt på auktion til at trække garnvognen. Man lånte undertiden hesten ud. Garntransporten med heste foregik indtil 1960’erne.
I 1940’erne købte, som en af de første, fisker Hans Ditlevsen en lastbil, som han lånte ud til de andre. Vognmanden i Karrebæk fik sat vinde (at vinde garn) på en af bilerne, så han også kunne køre for fiskerne (Eli s. 53-54)
Kaj Kristiansen har lavet de flotte fire nye hjul
Barke gryde (gruekedel)
Før 1950 var fiskeredskaber lavet af naturfibre som bomuld og hør. For at beskytte nettet mod svamp og råd måtte det imprægneres. Hertil anvendtes man i ældre tid egebark heraf navnet barke gryde. I første halvdel af 1900-tallet importerede man catechu fra især Indien, et planteekstrakt udvundet af akasietræet, et garvestof og farvemiddel.
Imprægneringsprocessen begyndte med at gruekedlen blev påfyldt vand, hvorefter bomuldsnettet eller et sejl blev lagt i. Der blev fyret op underneden med alt tilgængeligt materiale, fortæller fisker Henning Petersen, kasserede fiskekasser, bundgarnspæle og bildæk, og når vandet kogte, anbragte man catechu’en i en netpose, der blev hængt ned i vandet blandt garnene. Hele redeligheden kogte et par timer. Så var nettene garvede og lysebrune.
Henning Petersen fortæller endvidere, at nettene blev barket 2-3 gange om året. Og når bomuldsgarnerne ”stod og fiskede”, skulle de hænges til tørre på pæle et par gange om ugen for at modvirke svamp og råd.
Efter kunststoffernes indtog i 1950’erne med nylongarn blev barke-gryderne overflødige.
En gruekedel er en stor gryde eller kogekar, der enten er indmuret, fritstående eller hængende. Kedlen var datidens vaskemaskine, men brugtes også til ølbrygning og plantefarvning.
Betegnelsen kommer af, at man hængte kedlen over en ”grue” eller ”grube”, der betyder fordybning og henviser til det åbne ildsteds fordybning.
En indmuret gruekedel stod ofte nedsænket i en dertil opbygget sten- eller betonsætning. Nedenunder var et brændkammer, der var tilsluttet en skorsten. Man fyrede i brændkammeret, som så opvarmede kedlens indhold.
På Nystedbaadelaug.dk ses en fin video om, hvordan man barker sejl.