Karrebækfjorden var i vikingetiden en dødsfælde for Venderne.
Kysterne var spækkede med røverborge, der samarbejdede om udplyndringerne.
Hvor lå Valpladsen for "Slaget ved Næstved" ?

Omkring Karrebækfjorden har der i vikingetid ligget flere "Søhaneborge", såsom Basnæs, Borgen ved Carlsgab og Borgen i Bornakke skov, af hvilken sidste Margrethevolden er tilbage. Og disse samarbejdede ved flere lejligheder, når det gjaldt om at komme de fremmede til livs. Det fortælles således i P.E.Jensens Gaunøhistorie, at der  endnu da han i 1902 skrev sin bog, i Sognet levede et meget udbredt Sagn, efter hvilket Høvdingen på "Bastnees" drev sørøveri i forening med Høvdingen Carl ved "Carlsgab" og Hr. Reyonson på Gaunø (død 1326).
Det hedder sig således, at når hr. Carl, der lå fremmest ved havet, så sejlere løbe ind i Sønderstrand (Krageholmsstrømmen) nord for Dybsø og Enø, "signaliserede han med flag" såvel Gavnø som til "Bastnees", og så begyndte jagten !
Indløbene mellem de to nævnte øer og Svinø, hvor der på "Svinøgården" også boede en kæk Søhane, lukkedes af deres sejlere, og det blev ganske umuligt at undslippe; thi mod øst spærrede "Bastnees" og "Egersborgen" de flygtende vejen, og vovede de sig længere ind i Vandene mellem Svinø, Kostræde og Køng, faldt de i hænderne på Høvdingerne fra Køng og Sværdborg, om de ellers nåede så langt østpå.
Prøvede de flugten op igennem "Salterbierrigvigen", faldt de som i en snare eller sæk (en lille bugt ind mod Saltø kaldes den dag i dag for "sækken"), idet høvdingen på Gaunø og Saltø (og sagtens også i Bornakke) vogtede vandene, så resultatet blev almindelig Overgivelse og derefter plyndring af de fremmede - altså de Vendiske - skibe.
Eventuelle "pælespærringer" kan være anbragt forskellige steder i fjorden, som en ekstra sikkerhed mod angreb på bopladserne i bunden af fjorden og i åløbene.
Disse sidstes uvelkomne besøg på de sydsjællandske kyster og indvande fandt jo sted helt op i Valdemar Atterdags tid, og Kongen nødtes endog til at søge hjælp hos Hansestæderne for at standse Sørøveriet. Senere klarede han sig selv, efter at han havde skabt sig en betydelig flåde gennem anlæg af skibsbyggerier i Vordingborg og på Knudshoved. Tømmer var der nok af i datidens udbredte skove.
Kongen anlagde forøvrigt en flådestation på spidsen af Knudshoved, hvor skibene lå meget apropos nær indsejlingen til de sydsjællandske indvande. At kongen selv undertiden drev sørøveri er noget helt tredie, der blot understreger den anløbne moral, som rådede i landende og på vandet i de tider.

"Bastness" og Svenstrupgaard
Det er ikke meget man ved, om Søhanborgene på disse kanter. "Bastneesborg", der lå på Dybsøfjordens nordside, kladtes også "Bastnees Grund", og der findes fremdeles spor af den gennem murstensfund på selve tomten såvel som i strandkanten.
Man har naturligvis ingen årstal på den første borg, der blev opført her; men det vides derimod med sikkerhed, at en Borg af dette navn i 1.halvdel af det 14.århundrede ejedes af den ansete Basseslægt, efter hvem den nærliggende by "Basnæs", der dengang alene var fiskerleje, har fået sit navn.
Denne slægt ejede også den betydelige nabogård "Svenstrupgård" - ikke langt øst for "Bastnees". Om man har begyndt med et "bulhus" vides ikke; men navnet "Bastnees Grund" kan jo tyde på, at borgen forholdsvis tidligt er bygget med grundmur, altså sten, siden det udtrykkelig angives i navnet som noget ganske særligt. Senere blev borgmurene jo endda temmelig massive.
Hvornår "Bastnees" er forsvundet vides ikke, men Gaunøbogens forfatter gætter på, at det er Holstenerne, der har ødelagt den i Danmarks kongeløse tid 1332 - 1346, idet grev Johan af Holsten bekrigede og ødelagde alle de borge, hvis besiddere ikke erkendte ham for deres herre.
Dronning Margrethe lagde siden Kronens besiddelser i Basnæs under Gaunø Nonnekloster. "Svenstrupgård" nedlagdes 1691 af Geheimeraad Thott til Gaunø.
Nu ligger Basnæs - fjernt fra alfarvej - som et fredens symbol med sine gårde og huse ud mod fjorden og en fredelig og venlig befolkning.
Men det er Vikingeblod, der kendetegnede de gamle søhaner, og dette vikingeblod holdt sig temmelig længe, således anfører P.E.Jensen med Gaunø tingbog som kilde, om en episode fra år 1782 og fortæller:
Skovfoged Johan Pedersen og søn fra Nylandshuset, Lars Kylling også fra Nylandshuset, og dennes broder Hans fra Basnæs, overfaldt " i flok og følge" sammen på en båd, bevæbnede med skydegeværer "paa kapermæssig maade og med sørøvercotume"  2 fiskere fra Kostræde: Søren Larsen og Niels Bødker, der var ude at stange aal paa deres forstrand ved Kostræde banker. Under hujen og skrig, truede bemeldte mænd paa livet, satte de 4 "vikinger" ind paa de fredelige aalestangere, saa at disse for at redde sig for kugler og øksehug maatte springe i søen 80 favne fra land og med livsfare bjerge dem, hvorpaa de 4 "vikinger" bemægtigede sig, opbragte og borttoge deres baad med aarer og sejl samt de to i baaden værende aalejern, hvorefter de førte baaden, som tilhørte Møller Jensen i Køng Mølle, til Nylandshuset, og icke vilde dennem denne igjen lavere - hvad altsammen deres sagfører, Prokurator Mulvad i Mogenstrup Mølle, anfører i sit indlæg om nævnte overfald, som han kalder "et i vore kristelige tider uhørt sørøveri, som man næppe skulde tro kunde finde sted blandt musselmænd, end sige i en kristen stat".

Borgen der sank i dybet
Om sørøveren Carl til Carlsgab er der for så vidt mindre underbygget historie end vedrørende "Bastnees" og dens ejere, men følgende historie er skrevet:
Maanen staar rund bag Gaunøs skove. Det gamle slots mure laaner deres bleggyldne lys og træder ud af de dunkle omgivelser som et syn - et Middelalderbillede, en mindelse om tider, der svandt - om kræfter, der ebbede ud, om magt der blev brudt....
Den gamle borg staar tom og tavs - et stoisk Væsen i Sten. Intet liv rører sig om dens smukke, stilrene mure, intet lys skinner fra den  ud over fjord og løb. Dens mange vinduer og glugger er sorte - tyst som det gamle kloster, senere de Thotter`s  gamle residens, en Tornerosesøvn - og dog...  dog taler det sit stumme sprog til hvert følsomt sind, der er modtageligt for de stemninger, som tingene i sig selv bærer frem til menneskeheden, den store, rastløse flok, der iler gennem tiden, men som har saa godt af at standse en stakket stund og se tilbage .....

Der lyder en plasken ude mellem sivene, derpaa et dumpt bulder af en aare, der ruller hen over en toft... der skinner lys mellem rørene..... et sært, klart blus, der trækker en en klar ildstribe fra vandoverfladen mod fjordens bund.... og et fartøj glider stille frem over den blanke flade, skubbende ildsøjlen foran sig. Manden, der staar i baaden med den lange stage, bliver saa sær spøgelsesagtig i disse omgivelser, og det hele billede leder tanken hen paa fjerne tiders opfattelse af livets usædvanlige tilskikkelser: Mystikkens tidsalder... Herregud ! Det er jo bare en mand, der er ude at blusse aal - mens hans nærværelse vækker i denne stille aftentime ved det hele kogtende sceneri til live Erindringen om det gamle slots Historie, episoder, over hvilke sagnets taageslør ligger udbredt som maanedisen om øens kyster i denne stund. Jeg falder i tanker ...

Det var en midnatstime for mange hundrede aar siden. Den samme maane kastede glans over det gamle slot, der dengang var kloster, de samme bølger omskyllede, det samme blus luede derude mellem rørene - blot var det er saa stærkt, da ilden dengang næredes af halm og træ i stedet for som nu af karbidgas. Ejheller havde datidens aalestangere samme fredelige hensigter som nutidens; thi blusset var tændt af sørøverkongen Carl, der hin nat benyttede aaleblusningen som et skalskeskjul.
Hr. Carl var i harnisk !  Nu havde han i aarevis siddet som eneherre der paa stedet paa sin Røverborg, havde hærget og plyndret i de Hansestæders skibe, naar de viste sig der i farvandet. Og saa begyndte Kronen pludseligt at blande sig i sagerne, forbød ham rent ud at kapre de fremmede skibe. Han maatte vise sin magt paa en eller anden maade, han maatte have afløb for sin indestængte vrede. De hellige kvinder i Gaunø Nonnekloster skulle have en ordentlig forskrækkelse i livet - han skulle vise denne kirkens institution, at dens moralisering gjaldt til Wandsbeck. Det var h a m  alene, der beherskede disse vande. og som havde de afgørende ord i alle forhold.
Han lod sin ege løbe ind i en rende mellem siv og tagrør, gik i land paa klosterets grund, slentrede op mod klosterets port og lod porthammeren lyde mod egeplanken, saa den vagthavende Portner og Urtegaardsmand skjalv, da han gik mod gittergluggen og spurgte, hvem der gæstede Klosteret i denne hellige Vigiliestund.
Det er en sølle fiskermand, der ønsker at skænke klosterets Priorinde aftenens fiskefangst og at modtage Klosterets velsignelse, lød svaret.
Urtegaardsmanden aabnede en lille dør i porten og lod den fremmede fisker, hvem han ikke genkendte, træde ind ..  I samme nu slog hr. Carl portneren til jorden med et eneste slag af sin jernstærke næve. Og saa banede han sig vej til klosterkirken, hvor Nonnerne just var samlet til midnatsmessen: Nocturnum medianum.  Sangen blev afbrudt, og klosterkirken genlød af fortvivlede kvindeskrig, da Carl greb Priorinden. Han rev hendes hellige kors af hendes bryst og kastede det mod gulvet. Priorinden kæmpede mod den rasende røver, til hendes klæder hang i laser, og hun næsten nøgen sank besvimet om i hans stærke arme, hvorpaa han med en styg ed og et djævelsk grin fjernede sig med hendes legeme, mens nonnerne forskansede sig i deres celler. Han bar hende ud gennem porten og lagde hende paa langs i sin ege, hvorpaa han stagede den ud mod røverborgen, der laa ved det nuværende "Carlsgab".  Og der mishandlede han hende saa, til hun en skønne dag døde af græmmelse og skam.

Det skortede ikke paa advarsler fra kirken; men den forbandede sørøver fremturede i sin synd, og saa skete da det, hvorom de gamle strandjægere og fiskere der paa egnen endnu ved at berette. Kirken havde forgæves søgt at faa den røvede Priorindes afsjælede legeme udleveret, men det sagdes, at Carl havde sænket liget, tilbundet tunge sten, dybt i løbet. Da bristede tilsidst taalmodigheden og Forbandelsen udslyngedes mod hr. Carl og hele hans hus og alt det, han kaldte sit.
En juleaften, just i Vigiliestunden, sank hans borg med alt levende og dødt dybt i strømmen og der blev blot et bundløst hul tilbage, som lige siden markeredes af en bar plet, paa hvilken ingen vandplanter kan gro, og hvorfra der lyser blus. - sært grønligrøde flammer i stille maaneklare nætter.
De gamle fiskere gik helst langt udenom "Dybet", naar de færdedes her ved midnatstide, og naar de ildevarslede kvalte skrig lød derude fra Strømmen, slog enhver god kristen kors for sit bryst. Det betragtedes af samtiden for galmandsværk, da et par af egnens karle engang forsøgte at lodde dybden af sørøverens  "Gab".  De sænkede et plovjern, fæstet til mange favne reb, men jernet fandt ikke bund og karlene gav forfærdet slip paa tovet, da de trak et dødningehoved op med plovjernet, hvorefter det hele sank tilbage i det boblende og sydende dyb.....
 

"Sorte Grethes Borg"
Sagnet om Carl fra Carlsgab lever den dag i dag i befolkningens bevidsthed, men Gabet ligger saa afsides, at turiststrømmen aldrig naar det. Derimod er "Margerthevolden" i Bornakke skov ofte besøgt af folk og skovrider Aage Wielandt, Saltø, der administrerer Godsets skove og som personlig føler megen veneration over for de historiske Mindesmærker, har frilagt Borgruinen, saa den nu fremtæder i en udmærket skikkelse og byder paa en udsigt, der er ret enestaaende her i Egnen. Som Carl uløselig er knyttet til borgen ved Carlsgab er Dronning Margrethes navn uløselig knyttet til dette sted. Naar jeg beskriver Dronning Margrethe er her ikke tale om den store dronning Margrethe, skønt hun vel ogsaa har tilknytning til egnen, men derimod den tidligere Dronning Margrethe med tilnavnet "Sprænghest" eller "Sorte Grethe", der var gift med Kristoffer den I., som regerede 1252 - 1259. Hun styrede derefter riget for sin mindreaarige søn Erik Glipping (Valdemar Atterdags datter den "Store" Dronning Margrethe regerede derimod fra 1387 - 1412).
Hvorfor kaldte man nu den "mindre" Dronning Margrethe for Sprænghest ? Sagtens fordi hun var en eminent dygtig rytterske. Naar man endvidere kaldte hende for "Sorte Grethe" saa skyldtes dette, at hun som Pommersk-slavisk Fyrstedatter havde Slavernes mørke lød og haar. Af dækpladen paa hendes sarkofag i Doberan Klosterkirke ved Rostock (D) fremgaar det, at hun har et ægte slavisk Fyshiognomi. Hun døde i 1292. Hendes navn er imidlertid uløseligt knyttet til Borgen ved Borge Aa, som Saltøaaen i gamle dage blev kaldt.
Vi har ingen anelse om, hvornaar den er opført - om det er sket i Vikingetiden eller senere; men en stor Krigsbegivenhed er sat i umiddelbar forbindelse med denne borg. En kendt historiker, nu afdøde Redaktør I.V.Christensen i Ringsted har i Sorø Amts historisk Samfunds Aarbøger 1933 skrevet en interessant afhandling om denne  krigsbegivenhed, nemlig "Slaget ved Næstved", der ifølge overleveringen skal have kostet 10.000 sjællandske bønder livet. Nogle forskere vil paastaa, at det "kun" var 3.000 og en enkelt er kommet helt ned til "1800 Kongsmænd og bønder". Det sidste tal kan forøvrigt efter datidens forhold siges at være stort nok. I.V. Christensen har i sine undersøgelser - mindre beskæftiget sig med, hvad der maa siges at være det virkelige tal, end med spørgsmaalet om hvor slaget har staaet, thi ved Næstved er et vidt begreb. Under Kristoffer den I. var, siger I.V.Christensen, brydningerne mellem datidens politiske faktorer, Kongemagt og Bispemagt, dybtgaaende og voldsomme. Kongen og hans mænd synes at have været beslutsomme, men ikke konsekvense i deres beslutsomhed. Og mellem hovedlinierne i de politiske kampe krydser sig andre linier, der viser, at tilfældigheder her paavirket begivenhedernes udvikling. Men hovedlinien ligger klart nok, og den fortæller os, at i den politiske kamp stod Sjællands bønder og Øens stormænd, om end ikke side om side med Kongemagten, medens Bisperne (Ærkebisp Jacob Erlandsen i Lund og Bisp Peder Bang i Roskilde) med deres tilhør, kæmpede for de nye gejstlige krav og i denne kamp ikke tog i betænkning, at tilkalde hjælpere, baade deres Vassaler og fremmede fyrster. Det udviklede sig til aaben krig, og den har til vore dage bevaret sit navn efter tidens mest udprægede Krigsskikkelse: Fyrst Jaromar af Rügen. " Jarmerfejden".
Den 29 maj 1259 døde Kristoffer den I og hans Dronning, Margerthe (Sprænghest), støttet af Kongens hidtige Førsteminister, Kanseleren Bisp Niels af Viborg overtog Landestyret i en tid, da Sjælland (og ogsaa de sydsjællandske indvande) hærgedes af Rügerfyrstens skarer.
Under den forvirring, der er en følge af Kongens død, udvikler begivenhederne sig til det dramatiske højdepunkt, som "Slaget ved Næstved" betegner. Det stod den 14. juni 1259. Redaktør I.V. Christensen har ikke kunnet efterspore hvor Valpladsen laa. Den kan have været i bakkerne ved Næstved by og paa "Husvolden". Den kan ogsaa have været her ved Bornakke. Og der er der mange der mener, samt at Borgen ved samme lejlighed er blevet ødelagt. Derimod er det næppe sandsynligt, at de i Bornakke liggende saakaldte "Gesterer-høje", er begravelsesplads for slagets døde, hvilket almuen har omtalt. Det er sikkert almindelige Broncealderhøje af hvilke Egnen har en masse.
Man antager, at "Slaget ved Næstved" kostede omkring 1800 personer livet, hvor disse er begravet vides ikke med sikekrhed, nogle mener, at massegraven (ca. 60 personer) på Grønnegades kaserne, kan stamme fra slaget ved Næstved. Kulstof 14-prøver viser, at disse skeletter dateres tilbage til ca. 1300-tallet, plus/minus nogle år.
Skovrider Wielandt, Saltø, har engang overfor mig opgjort Egnens Oldtidsminder saaledes:
4 Dysser, 31 Broncealderhøje, og 1 Borghøj i Skovene, samt 12 Broncealderhøje paa markerne. Men selv om man altsaa ikke paa papiret kan finde hjemmel for Margrethehøjens data, saa har man dog, naar man betræder den, rent umiddelbart en følelse af, at her er historisk grund.
Dermed skulle vi saa være færdige med Sørøverborgene ved Indvandene fra Smaalandshavets kyst til Præstøbugten.

Kilde: Redaktør K.W.J.Thureholm, artikel i Sydsjællands Venstreblad, dateret 7. nov. 1950
 

Retur til forsiden