Marstallerne, også kaldte "Havets gråspurve", har man kunne træffe over alt på jorden. Det startede med lokalfart i det Sydfynske samt fart på Hertugdømmerne. På grund af flid, sparsommelighed og delvis fritagelse for skatter og afgifter, da man hørte under Hertugdømmernes jurisdiktion.
Marstal-flåden steg støt og roligt, fartsområderne udvidet til store dele af nordeuropa, senere fart på New Foundland, Island, senere blev fartsområdet udvidet til hele jorden.
Efterhånden som velstanden steg i Marstal og Ærø, var man i stand til at opkøbe skibe / konkurrenter, således at Marstallerne  var enerådene i mange "trades".

Denne udvidelse af flåden betød, at andre ville prøve lykken andre steder i Danmark. I Marstal havde man kampen om at få etableret en havn, der kunne beskytte flåden, især om vinteren hvor en stor del af flåden var oplagt.
I Marstal var der en ung sømand, Hans Christian Kromann, der havde hørt om den nye havn, der var bygget ved indsejlingen til Næstved, nemlig:  Karrebæksminde. H.C.Kromann faldt for det han mødte i Karrebæksminde, idet han ofte havde rejser til denne plet på jorden, det fremgår af følgende avis artikel, bragt i Næstved Tidende 1986.

Han var landets ældste aktive skipper, og Karrebækkerne fejrede ham ved to jubelfester for 140 år (1986) siden.

Den 6. juni 1848 begravedes på Karrebæk Kirkegård en gammel Marstal-skipper, Hans Christian Kromann. Han var nær de 80, men havde ført skib næsten til det sidste, og han mentes da at have været den ældste aktive skipper i landet.

Når den gamle søulk og hans liv og virkes drages frem, skyldes det en forespørgelse til Næstved by- og egnshistoriske Arkiv fra Jens Hansens Søfartsmuseum i Marstal, som efterlyser materiale om forbindelsen mellem Marstal og Karrebæksminde.
Søfartsmuseet medsendte en kopi af en artikel i et gammelt nummer af bladet "Ærøboen", hvor H.C.Kromanns tipoldebarn, Johan Kromann fortæller om den gamle skipper, og lokalhistorisk arkiv anmodedes om eventuelle supplerende oplysninger.
Arkivar Strange Nielsen har i de gamle Lodsprotokoller fundet vidnesbyrd om forbindelsen mellem Marstal og Karrebæks -
minde, om skibenes og skippernes navne, hvorfra de kom, og hvad lasten bestod af, også om Kromann og hans skib.
I Karrebæk kirkebog kunne det bekræftes, at han var død 2. juni og begravet 6. juni 1848.
Også en annonce fra Næstved og Callundborg Ugeblad fra 30. juli 1839, hvor Kromann efterlyser ejeren af nogle effekter fra hans skib, har kunnet fremskaffes. Derudover har arkivet ikke været i stand til at bidrage med oplysninger.
Men på grund af Johan Kromanns artikel om sin tipoldefar ved man også meget.
Det fremgår bl.a., at han i 1785 i en alder af kun 18 år fik skipperpatent, og at han i 1803 fik bygget en jagt "Anne Marie" på 14 læster, som forliste 1817. Siden havde han jagten "Freden", bygget i fredsåret 1814, og fra 1835 ejede han jagten "Gjertrud", som han førte resten af sin tid.

Karrebækkerne fejrede den gamle skipper.
H.C.Kromann sejlede til sin høje alderdom og må have været hyppig gæst i Karrebæksminde, hvor han lå med sit skib 17.februar 1845, den dag han kunne fejre sit 60 års skipperjubilæum. Det hedder i et avisudklip fra Næstved-avis bl.a.:
"Det var ligesom Forsynets Villie, at Beboerne af Karrebæk skulde have en Glædesfest. Den indtrufne Frost havde nemlig bragt i deres Midte den almeenagtige Skipper, Hans Christian Kromann, der i mange aar med sit Fartøj har gæstet Karrebækkerne, og det var just den Dag 60 Aar siden, han blev meddelt Skipper-Patent. Festdagen blev fejret med almindelig Flagning, og den agtværdige Olding modtog tydelige Beviser på deres Hengivenhed for ham.
Dagen efter foranstaltedes et Festmaaltid, der endtes med flere Skaaler for Oldingens vedvarende Sundhed og Velbefindende."

Efter denne fest har den gamle, der var enkemand, sikkert slået sig ned i Karrebæksminde hos sine gamle venner, for allerede næste år fejredes hans 61 års skipperjubilæum dér. Dette meddeles i Berlingske Tidende, som bl.a. oplyser, at Kromann indbød beboerne og de i havnen værende skippere til festmåltid, som indledtes med en i anledningen forfattet sang.

Grå hår på retfærds isse.

Det hedder videre, at han sin høje alder til trods endnu fører sit skib næsten med en ynglings lyst og munterhed.
"Hvad der især gjør den brave Olding saa elsket og hædret af alle, er den godmodige Munterhed og den aabne Hjertelighed, hvormed han imødekommer enhver. Hans retskafne Charakter og det ædle Hjertelag berettiger os til at anse ham for ligesaa hæderværdig som den, der bærer Hæderstegn og Ordensbaand, skjønt intet saadant pryder Oldingens Bryst. Dog graa Haar er jo den bedste Prydelse, naar der deres bæres paa Retfærds Isse, og at Kromann med fuld Ret tør gjøre Fordring paa, at dette hans synlige Hæderstegn maa blive agtet og hædret af alle. Deri vil vist enhver, der kjender ham, være enig med os".

Johan Kromann erindre blandt vers og viser, han lærte som dreng af sin faster, disse linier om sin tipoldefar:

Tilbage  till oversigten