Omkring 1842 kommer den første del af familien Dibbern til Karrebæksminde, fra Eckernförde i Slesvig. Familien Dibbern var meget Dansksindet, da brødrene Dibbern ikke ville i tysk militærtjeneste, flyttede man derfor til Karrebæksminde. Man fordanskede sit efternavn til: Dibbert. Familien Dibbert bestod bl.a. af  fiskere, Skomagere, Møller/bager.
Omkring 1842 opfører Bager Carl Frederik Dibbert en mølle i Karrebæksminde, på grunden: Ved Broen 5 (hvor nuværende
"Fiskehuset" ligger (2001). Hans nærmeste konkurrent var møllen ved Saltø (Karrebæk mølle er først opført 1858).
Bagerforretningen: Ved Broen 6 (nuværende Søkonditeri) og møllen hørte sammen.
Karrebæksmindemøllen var tydeligvis en Hollandsk mølle, måske er Bager Dibbern inspireret af de Hollandske møller der blev opført i Slesvig, især omkring byen Frederikstad, hvor en broget flok af Hollændere havde søgt tilflugt, pga. af deres religion.

©
Ukendt maler.                                                                                              Maleri af L.A.Ring

Efterhånden udviklede samfundet sig, så mange af vindmøllerne var for utidssvarende, de fik bare lov til at forfalde.
Omkring 1920 puslede filmmanden Lau Lauritsen med planer om en film, hvori en vindmølle skulle bruges (brændes ned), han forsøgte sig først i Holland, hvor utallige møller lå hen, men fik vist afslag der nede.
Man fik øje på møllen i Karrebæksminde, og her følger så hvad borgerne, Pressen osv. kunne diske op med:

Bagermester Aksel Petersen`s (ejer af Karrebæksminde-møllen) datter Rut, beretter:
"Det er synd, det er synd". Således reagerede en lille pige, den dengang 4-årige Rut, da hun sammen med sin mormor overværede afbrændingen af sin fars, bagermester Aksel Petersens mølle på Enø. Det skete i 1924 i forbindelse med optagelsen af Fy og Bi-filmen "Ole Opfinders Offer".
Rut fortsætter: Min farfar, Hans Peter Petersen købte i 1899 bageriet og den dertil hørende mølle. Far kørte med brød, indtil han i 1915 overtog virksomheden. Som årene gik blev den gamle mølle ikke mere benyttet, og Turistforeningen eller forskønnelsesforeningen, som det dengang hed, havde ikke interesse i at ofre penge på dens vedligeholdelse. Derfor slog far til, da filmselskabet Palladium ved Lau Lauritzen sen. averterede efter en gammel mølle, som skulle lægges i aske i en af scenerne i "Ole Opfinders Offer". Far fik 2000 kr. for møllen, og det var ret så mange penge på det tidspunkt, og dertil kom den ekstra fortjeneste, som selve begivenheden indbragte ham.
Det var en smuk julidag, og folk strømmede til fra nær og fjern for at opleve de to populære filmkomikeres medvirken ved møllebranden.
Til bageriet hørte "Conditoriets Have", og her blev der hurtigt tæt besat af folk, der fik serveret lagkage og portvin før og efter optagelserne. Der kom så mange mennesker, at den gamle bro måtte lukkes op for at begrænse menneskemængden på Lungshavesiden.
En af filmoptagelserne skulle foregå med skuespillere fastspændt på møllevingerne, far havde opdaget, at man havde surret Carl Schenstrøm fast til den del af vingerne med de små tværribber, hvorpå sejlet var fastgjort, greb han straks ind.
Det ville aldrig gå godt, for den del af vingerne var rådden. Derfor blev Fyrtårnet flyttet længere ind på de mere solide tværstolper, og da han velbeholden var nået omgangen rundt, kom han hen til far og sagde: "tak fordi De reddede mit liv". Og det havde far ganske givet gjort.
Selve møllebranden tog kun kort tid. Det gik endda næsten for hurtigt, eftrsom filmfolkene havde fyldt mølleskroget med en mængde gamle, kasserede filmstrimler.
Fyrtårenet og Bivognen boede en månedstid i Karrebæksminde  -  hos fiskeeksportør Herman Martens, der havde en stor villa overfor bageriet, og Martens datter, Eva blev til minde om indkvarteringen opkaldt efter Bivognens datter.
For mange gamle Enøboere var det et savn, at Møllen forsvandt. Med dens beliggenhed omtrent på den plads ved kanalen, hvor der i dag er fiskeudsalg, havde den gennem så mange år været med til at give Karrebæksminde sit præg, men der var ingen økonomiske muligheder for at redde den.
Til gengæld kan man så glæde sig over, at der ofres penge til bevarelsen af møllen i Karrebæk, siger Rut Hansen (født Petersen).

JJ

Næstved Tidende, 12. Juni 1924:
Karrebæksminde-Møllen
Vi har modtaget:
For sent siges at være de værste Ord i Verden, og det lille Ord kommer maaske ogsaa for sent, men saa er Samvittigheden reddet, selv om den gamle  Karrebæksminde Mølle maa gaa op i Flammer. - Ja, Danskens Vej til Ros og Magt gaar ad mange bugtede Stier. - Om "Fyrtaarnet" og "Bivognen"s (kendte skuespillere på daværende tidspunkt) Ret til at være Vejen til Ros og Magt, er der ingen Tvivl. Lad os bare vise vor berømte humoristiske Sans, thi et udslag af den er netop "Fyrtaarnet" og "Bivognen" - men lad os ikke vende vort bekendte danske Grin mod os selv. - Og vil det være andet, naar vi nu til Vinter skal sætte os ned og se paa, at vore to berømte Venner skal ødelægge et smukt og karakterfuldt Landskab, og mon det ellers saa uskyldige danske Humør kan komme frem hos de to Humorister, naar de skal spille løs paa Brandtomten af et Stykke dansk Land.
Der skulle vel ikke findes en forbindelse mellem alt det daarlige Vejr, som mødte Palladium-Filmselskabet i Holland, og den gamle Karrebæksminde Mølles Afbrænding.
En køn gammel hollandsk Mølle gaaende op i Luer vilde gøre sig paa film; men Vejret maaske og manglede Tilladelse fra de Hollandsle Myndigheder har formodenligt forhindret det. Men det gør jo heller ikke noget, naar blot de danske Myndigheder giver Lov, saa lad os bare brænde løs paa det eneste lille stykke Hollandskpræget Landskab, vi har. Var det ikke bedre at ofre nogle Penselstrøg paa noget Par; mange danske Kunstnere, som staar i Taknemlighedsgæld til det smukke Motiv, vilde sikkert hellere ofre det.
Politimyndighederne har altsaa ingen Skønhedssans, og Karrebæksmindebefolkningen har ikke øjnene aabne. Men Foreningen til Naturfredningen og mange forstaaende Mennesker i Næstved kan dog ikke have en uløselig Opgave her. Men hvad der skal foregaa, maa ske hurtigt, inden det bliver for sent.
                                                                                E.J.
Et Forsøg paa at redde Møllen.
Meddelelsen om, at Karrebæksminde Mølle er solgt til Afbrænding ved en Filmsoptagelse, har, som ovenstaaende Indlæg viser, vakt Interesse for den karakteristiske, gamle Mølle, som mange gerne ser bevaret.
Vi har modtaget flere Henvendelser om Sagen, og vi hører i Dag et Rygte om, at Museums-, Turist- og Forskønnelsesfor-
eningen har taget sig af Sagen.
Er det rigtigt, spørger vi Formanden, Boghandler Demuth.
- Ja, det er rigtigt, at vi har søgt Underretning om Sagen, og i Eftermiddag skal jeg ned og sa paa Forholdende. Men det er en vanskelig økonomisk Opgave for Foreningen at overtage Møllen. Dels er det en betydelig Købesum, der skal udredes, dels er Møllen i en saadan Forfatning, at en større Reparation er nødvendig, og endelig maa der afses et Beløb aarligt til Vedligehold-
else. Alt i alt bliver der Brug for mange Penge, hvis vi skal overtage Møllen, og hvem vil yde Bidrag til dette formaal ?
Endelig maa man ikke overse, slutter Boghandleren, at hvis Kanalprojektet bliver til Virkelighed, skal Møllen jo alligevel rives ned.

9. Juli 1924
Filmsoptagelserne i Karebæksminde.
Mandag Eftermiddag begyndte, som omtalt, Filmsoptagelserne i Karebæksminde. Der var mødt en Mængde Tilskuere, som med Interesse fulgte de to "Gavtyve", "Fyrtaarnet" og "Bivognen"s  Optræden. For Resten er Filmen ikke det bare Morskab, hverken hvad dens Indhold eller Optagelsesarbejdet angaar. Den er bygget over Palle Rosenkrantz` Roman "Den røde Hane".
De ledende Roller spilles af Erik Hoffmann (Møllebestyren), Erik Juel (Statsbetjent), Jutta Lund (Møllerenken), Jørgen Lund (Sognefoged), Stina Berg (en landsbyskønhed) og Agnes Petersen (Møllerenkens datter). "Fyrtaarnet" og "Bivognen" er Møllersvende.
Ved Optagelsen i Gaar Eftermiddags medvirkede kun "Fyrtaarnet" og "Bivognen", som alene ved deres eventyrlige Paaklædning kalder Munterheden frem. De to filmører havde for Resten en streng Dag, idet deres Opgave i Gaar var at snurre rundt med Møllevingerne. Det saa voveligt ud, men forløb uden Uheld. Lidt pinligt virkede det, da "Fyrtaarnet" skulde filmes. Fotografen, der sad surret godt fast længere inde paa Møllevingen, fik pludselig Krampe i Fødderne og bad om at faa Møllen standset. Det kunde imidlertid ikke lade sig gøre saa pludseligt, og Fotografen, Hr. Fischer, maatte med rundt en Gang til.
"Fyrtaarnet" fik stillet sin Udholdenhed paa flere skrappe Prøver; den ene Gang hang han lodret ned med Hovedet nedad, medens "Bivognen" "filmede" under ham. Optrinet varede vel et Par Minutter; for mig varede det meget længere, sagde Hr. Schenstrøm ("Fyrtaarnet") senere. Jeg hang og tænkte bare det lille Asen vilde skynde sig lidt mere !
Ved 5-Tiden sluttede Optagelserne, der fortsættes i Dag.
----
Det er et vanskeligt Arbejde at Optage Film, fortæller Paladiums litterære Medarbejder. Vi maa optage ca. 14.000 meter Film, men naar den bliver helt færdig, beklippet osv., bliver der kun 2400-2500 Meter tilbage.
- Er Optagelsen af denne Film kostbar ?
- Naar Filmen er helt færdig, antager jeg, at den har kostet 250 - 300.000 kr., lyder svaret.
---------
Med hensyn til Møllebranden er der ikke bestemt noget endeligt; men den finder antagelig Sted Torsdag eller Fredag Aften, saafremt Vejrforholdende egner sig dertil.

10. Juli 1924
Filmsoptagelsen i Karebæksminde
foregaar nu regelmæssigt et Par Timer om Formiddagen og et par Timer om Eftermiddagen. Tilskuerskaren er stadig voksende.
I Gaar var det meste af Personalet i Ilden, men ligesom de øvrige Dage var det der tiltrækker sig størst Opmærksomhed Naar de "arbejdede", var der en til Tider generende Trængsel om dem, og var de fra, maatte de stadig "staa" for Amatørfotograferne, de blev fotograferet mindst Hundrede Gange i Gaar.
Optagelserne skrider iøvrigt godt fremad. Torsdag Aften eller Fredag Formiddag ventes de egentlige Optagelser sluttet, og ved 4-5 Tiden om Eftermiddagen sættes der Ild paa Møllen (hvis vinden tillader det).
Hvad sker der egentlig i denne Film, spørger mange blandt Tilskuerne. De enkelte, i flere Tilfælde af hinanden uafhængige Optagelser, giver ingen bestemt Forklaring herpaa, men Direktør Lauritzen fortæller Hovedtrækkene:
Filmen er anlagt som en Folkekomedie; Møllen ejes af en lidt ældre Møllerenke, som sidder i økonomiske Vanskeligheder.
En Nat brænder Møllen, og Møllerenkens Nabo, en ondsindet Person, sigter Møllerenken for selv at have paasat Branden.
"Bivognen", der sammen med "Fyrtaarnet" arbejder paa Møllen, mistænkes ogsaa, hvilket giver Anledning til forskellige tragikomiske Optrin. Ind imellem udspilles en nydelig, lille Kærlighedshistorie.
Hvorledes det hele ender? Ja, derom faar ingen Besked, før Filmen til Efteraaret kommer frem i Biografteatrene.
Aftenoptagelserne
Onsdag havde samlet en meget betydelig Tilskuermængde, overfor hvilken Dir. Lauritzen og hans Folk udviste en englelig Taalmodighed. Det vilde nemlig ikke være helt korrekt at paastaa, at de mange nysgerriges Tilstedeværelse og deres pludselige opstaaende Trang til alle paa én gang at være i 1. Parket virker fremmende paa Arbejdet.
I Aftes var det for Resten særlig de firbenede nysgerrige, der virker forstyrrende. "Fyrtaarnet" skulde i Aftenskumringen løbe fra Vejen op ad Volden og ind i Møllen. Og mens han - gravalvorlig under Tilskuernes Munterhed - farer op over Højen, saa hurtigt som hans lange Ben kan bære ham, halser en lille, ivrig Foxterrier bagefter. Om igen, lyder Kommandoen.
Men nu faar en ældre , adstadig Køter pludselig lyst til at promenere indenfor den spidse Vinkel, Objektivet spænder over. Ogsaa de unge elskende, der med hinanden i Haanden, forsvinder ind under Møllen, og Skurken, der ondt skulende holder Rundskue over Egnen, før han følger dem, maa tages om. Alligevel gaar det hele ret hurtigt, og kl. 8,45 kan Dir. Lauritzen melde sine Plageaander: "Ja, mine Damer og Herre ! Saa bliver der ikke mere danne gang":
Det var vel nok Toppunktet af Høflighed !
 

Naar Karebæksminde-Møllen brændes af
i Morgen Eftermiddag vil der blive foretaget en Afspærring af Vejen hen til Møllen. Dette er nødvendigt, fordi Optagelsen vil blive ødelagt, hvis Damer i lyse Kjoler eller Pelsværk kommer med.
En Del Karebæksminde-Beboere skal medvirke i Filmen, men de møder i deres Hverdagstøj.
Blandt Tilskuerne til Møllebranden i Morgen Eftermiddag og Aften vil der findes Repræsentanter for den københavnske Presse.

Lørdag 12. Juli 1924
Kæmpe-Komedien i Karebæksminde.
En Tusindtallig Forsamling overværede i Aftes den idylliske Mølles Afbrænding.
Afbrænding.  -  Der gaar Ild i "Epidemihuset", men den bliver hurtigt slukket.  -  Sprøjtefører Schenstrøm "scorer" stor Sukces.

Karebæksminde har ikke før haft en Dag og en Aften som den i Gaar og faar det næppe heller foreløbig. Fra tidlig om Efter-
middagen stævnede Folk fra næsten alle Egne af Sjælland, ja, fra Møn og Falster mod den lille, idylliske Havneby, og ved 4-Tiden var Vejen fra Næstved til Karebæksminde en uoverskuelig Række af Biler, Vogne og Cykler. Det var som Strandvejen paa en Væddeløbssøndag, sagde Københavnerne. Og det var ikke overdrevet.
Hvor mange Hundrede Biler, der ved 7-Tiden var parkeret foran Broen, gennem Karebæksminde By og hinsides Broen skal vi ikke forsøge at gætte, men da de efter Branden brød op og satte Motorene i Gang og Hornenes Membraner i Svingninger, lød det, som om et ondt Vejr var brudt løs over Byen, eller et Armèkorps` Træn var i Opbrud.
Hvor mange Tilskuere der var, er ikke let at sige, da de var spredt over et meget stort Areal, men vi skulde tro, at 7-8000 ikke rammer meget ved Siden af. Et Tal, der vidner om, hvor stor Interesse for Filmen er, og om hvad Publikum er villig til at ofre af Tid og Penge for at faa Lejlighed til at kigge lidt bag Kulisser.
Vejret var gunstigt:
en jævnt kraftig Vestenvind, der dog, som det senere skulde vise sig, var en Streg for meget i Nord, svag Sol og tilpas Varme.
Der var ikke meget, der tydede paa, hvad der forestod. Idyllen var endnu ubrudt. Møllen spejlede sine oppudsede Vinger i Kanalen glitrende Strøm, som den har gjort det i saa mange Aar. Der var Vagt ved den, men af Filmshelte og -Heltinder var der intet Spor at se (de indtog fredeligt deres Eftermiddagskaffe henne foran Bageriet). Fra den nordlige Bred lød de hæse Jazz-Toner fra en Motorlirekasse over Kanalen. Det var en Luftgynge, der "arbejdede". Hele Sceneriet mindede nærmest om
et Sommermarked i stor Stil
Men saa man nærmere efter, var Møllen ikke saa idyllisk endda. Den var nærmest som en Krudttønde før Eksplosionen, overhældt med Petroleum og udstoppet med 5-6000 Meter gl. Film, og det var ikke for Spøg, at Vagtposterne nedlagde Forbud mod Tobaksrygning i dens Nærhed. En Gnist, og den vilde være eksploderet uden at give Filmfotograferne store Chancer for at indhente hvad der skulde forberedes gennem omhyggelige og planmæssige Opstillinger.
At disse  var nødvendige, fil Tilskuerne snart Beviser for.
Ved 6-Tiden begyndte Politiet at genne Folk tilbage bag Afspæringerne. Publikum var interesseret-elskværdigt og Betjentene hensynsfulde, saa det forløb altsammen i Fred og Ro. Det var Overgeneralens Hensigt, at Slaget skulde begynde kl. 6½, men klokken blev 6¾, før Sprøjterne var bragt i Stilling og de lokale Statister - Voksne og Børn - udtagne, og paa Henstilling af Stabschef Fischer ventede man i 10-12 Minutter til. For de raske Karebæksmindedrenge var det et velkomment job at faa Lov at komme indenfor Snorene og medvirke. "Endelig ikke for velkædt", raabte L.L., og da en voksen, der havde baade Flip og Slips paa,  vilde gaa med, løftede han i Fortvivlelse sine Arme mod Aftenhimlen. Meget havde man budt ham, men dette .... Naa, saa røg baade Flip og Slips. Kraven op om Ørene, Haaret ned i Panden, og Manden var "filmsfähig".
Før Slaget begyndte, holdt Overgeneralen en kort, men fyndig Tale til Tilskuerne og anmodede dem om at være ham behjælpelige ved ikke at ødelægge noget. Det er hørt, raabte de, og saa begyndte Optagelsen af Sensationen i den ny Lau-Lau Film.
Miehe-Madsens (Bivognen) muntre Møllebrand
Direktøren svingede sin hvide Sejlsportskasket, der ligesom Modet ellers aldrig forlader ham, og gav et Stød i den laante Politifløjte.
Straks fo´r  en af de tjenende Aander ind og satte en Tændstik til den ene Kilometer gamle Film, og med en Eksplosions Kraft slog Ilden op om den gamle Mølle.
(det var et pragtfuld Skue, men om det ikke filmsteknisk set havde været bedre, at det hele var gaaet lidt langsommere, skal vi lade staa hen).
- I samme Nu satte Brandvognene ude paa Enøvejen sig i Bevægelse og med Schenstrøm som et rigtigt Fyrtaarn ragede op ved en Pumpestang fo`r  de i Galop frem mod Brandstedet, hvor Stabschefen og hans Hjælpere drejede som rasende paa deres Kukkasser.
Slaget var begyndt, og det rasede med langt større Voldsomhed og Kraft, end nogen havde anet. Op over Brændingen ragede nu og da Lauritzens hvide Kasket og Fischers forsorne Sixpence, Bivognens kalkede Ansigt og Fyrtaarnets lange Arme, der gik rundt, ja, som Møllevingerne burde have gjort det, mens de rettede de afmægtige straaler, dels mod det fræsende Ildhav deroppe paa Højen, dels mod Skurken, der var meget lettere at naa.

"Slaget " i Klokkeslet.
Faa Minutter over 7 var Møllen fuldstændig omspændt. 7,10 kunde man se gennem den. Hatten og de svære Sten og Kværne stod som paa Støtter af Ild. Pragtfuldt !  Hurtigdrejning !!   7,15 begyndte Vingerne ganske langsomt at dreje sig. Det gibbede i Filmsfolkene af Fryd. Hvad kunne det ikke blive til !  Men desværre: Vingerne betænkte sig, da de havde flyttet sig nogle faa Centimeter. "Er De parat, Fischer", raaber General Lau. "Nu gaar hun".  Og hun gik.

7,17 præcis faldt Møllen sammen med et mægtigt Brag.
Flammerne slog meterhøjt op mod Aftenhimlen, Vingerne pegede som afmægtige Fingre ud over Kanalens stille Vande, mens smaa Ilinger af Ild som vævre Smaadyr løb ud til de yderste Ribber .. Og Solen gik ned bag Skybankerne, som vilde den ikke være Vidne til denne Ødelæggelsens Vederstyggelighed.

Kl. 7,22 Indtraf Aftenens uforudsete Sensation.
"Det brænder i Huset", raabte man fra Kanalens nordlige Bred, mens Hundrede pegede mod det skifertækkede  Hus, der ligger et Par hundrede Meter sydøst for Møllen (Epidemihuset).
Og virkelig var Gnister fløjet over og havde antændt Skiferunderlaget i Husets nordvestlige Hjørne. Det var Aftenens farligste Øjeblik. Folk lod sig ikke længere holde tilbage. Afspærringerne sprængtes, og Hundrede strømmede over mod det brændende Hus. Der rejstes hurtigt en Stige, og efter at en Spand Vand var kastet paa og lidt Træværk revet ned, var Forskrækkelsen overstaaet.
Huset beboes af Fisker N.P.Nielsen og Enkefru Petersen samt hendes Søn, og det var efter Forlydende ham, der først opdagede Branden.
Paa dette Tidspunkt kneb det lidt med at holde Folk tilbage, og enkelte faldt i Kanalen uden dog at blive halvt saa vaade som Madsen, Schenstrøm, Jørgen Lund og Bewer, der "filmede"  paa Livet løs foran de spruttende Sprøjteslanger......
Lidt efter lidt faldt der Ro over Publikum. Fotograferne tog Opstilling foran Underkørselen, hvor Ilden endnu rasede paa fuld Kraft, for som Afslutning at faa nogle Meter Nærbilleder, og Aftenen sænkede sig over Karebæksminde. Men det varede længe, meget længe, før den sædvanlige idylliske Ro vendte tilbage.

Lau Lauritzen er tilfreds.
Vi vekslede efter Branden nogle Ord med Direktør Lauritzen, der udtaler sin Tilfredshed med Optagelserne. Vi fik paa en Snes Minutter taget, hvad vi egentlig havde beregnet flere Timer til, "og ved De Hvad", slutter han, "jeg synes egentlig, at Karebæksminde-Møllen har faaet den mest standsmæssige Begravelse, der til Dato er blevet nogen dansk Vejrmølle til Del !"
Og det kan der jo være noget om. I hvert Fald vil dens Minde leve længere, end det plejer at være Tilfældet med afbrændte danske Vejrmøller.
Om nogle Maaneder vil Yankeerne og vore Antipoder i deres Biografer gysende betragte Karebæksminde-Møllens Brand, og "Fyrtaarnet"s  Redningsforsøg vil kalde Smilet frem paa deres Ansigter.
Og det vil de mange fuldvægtige Dollars ogsaa nok kalde frem paa "Palladium"-Aktionærenes og den elskværdige Direktørs Ansigter.

Lørdag aften, den 12 Juli 1924
Karrebæksminde-noter.  Færdselen til Karebæksminde
var, som andet Steds omtalt, i Aftes ganske enorm, og det er nærmest et Under og vidner i hvert Fald højt om den Hensynsfuldhed, som de fleste motorkørende trods alt udviser, at der ikke skete alvorlige Uheld. Og den har der, saa vidt vi har hørt, ikke været nogen af.
Naar det gik saa godt, skyldtes det iøvrigt ikke mindst den Forudseenhed, Politiet havde udvist ved at postere Bejtente ved alle farlige Sving. Men det var ogsaa nødvendigt. Havde der f.Eks. ikke været en Mand til at Regulere Færdselen der, hvor Vejen til Broen udmunder i Karebæksminde Gade, vilde det uværgeligt være gaaet galt.
I L.Næstved noteredes ca. 30 Bilister.
De sidste Optagelser i Karebæksminde.
Dir. Lauritzen udtalte i Aftes til os, at der nu kun resterede nogle Brandtomtsoptagelser, som det var Meningen at foretage i Dag. Og saa er Filmen færdigoptaget.
Hvad der blev brugt af Amatør-Films.
i Gaar grænser til det utrolige, Schenstrøm og Madsen, Bewer, Lund, Hoffmann og Frk. Petersen var udsat for en sand Hurtigild og vilde hurtigt være blevet meget velhavende hvis de, som en af dem foreslog, havde opkrævet en Afgift af hver Amatør.
Fra København var mødt 7-8 Pressefotografer, der sandt at sige heller ikke sparede paa Pladerne.
At det kneb med Serveringen,
kan ikke undre. Men Folk tog det hele med godt Humør. Og Karebæksminde-Restauratørerne har vist ikke noget imod at komme i den Knibe en Gang til.

Ikke alle var enige i den spektakulærer afbrænding.
Knud Martens fortæller (2004) at hans oldemoder Thora Emilie Marie Bønnelycke, var endog meget skuffet over at møllen ikke kunne bevares, som datter af møller og bager Christian Bønnelycke der tidligere var ejer af møllen og bageriet, havde Thora tilbragt meget af sin barndom i og omkring møllen. Da møllen skulle afbrændes var Thora 61 år gammel, hun nægtede simpelt hen at deltage i det folkelige tilløb der opstod i forbindelse med møllebranden. Da møllen skulle antændes, fortrak Thora til den fjerneste stue og længst væk fra vinduerne der viste mod kanalen, med sin kaffe, for ikke at se på den skændige afbrænding af barndommens legeplads.

-----------------------------------
Den kunstig skabte høj, hvorpå møllen var bygget, blev længe efter kaldt for "Møllehøjen". Møllen lå på et lejet stykke jord, tilhørende Næstved Havnekommission, jordstykket blev senere udlejet til Fisker Gerhard Hansen, Karrebæksminde.
Endnu senere er der opført en Fiskeforretning (Enø-Fisk).
 

Retur til oversigten