Træk fra Karrebæk sogn - set fra Karrebæk præstegaard
 

Præsten i Karrebæk, Jens Morsing, døde 1596 efter at have betjent sognet i 12 år. På sædvanlig vis fik enken lov til at bo i Præstegården og nyde kaldets indtægter mod at holde en vikar i stillingen ( Nådensåret).
Imidlertid gik det ikke så glat med at få en ny sognepræst. Jens Morsing`s svigersøn, Otto Christensen, der var Provst i Horslunde på Lolland, ville gerne skaffe sin broder, Albert Christensen, kaldet. Otto drog - uden tilladelse fra sin Biskop - fra Fyns stift (Lolland hørte dengang til Fyns stift) ind i Sjællands stift til Karrebæk.
Her optrådte han nok, som om han var Provst og bevægede bønderne til at  samle sig om hans broder Albert, og virkelig lykkedes det ham at skaffe Kaldsbrev på Karrebæk til sin broder.
Men så gik den heller ikke længer. Det var nok andres mening at Peder Reedz`s søns Tugtemester (Lærer)  skulle have kaldet, og Bispen havde efter aftale med Peder Reedz til Hørbygård befalet Mester ( Magister ) Jørgen i Næstved i Provstens sted at skaffe ham stillingen, men dette forspildtes, fordi Otto Christensen havde en del af bønderne med sig. Det kom til et sammenstød mellem Peder Reedz og Otto Christensen, ved hvilket Præsten trakterede herremanden med utilbørlige ord, som ikke sømmer sig en ordets tjener.
Til sidst gik sagen til Kongens (Frederik II) afgørelse, og 29. marts 1577 kom der brev fra Kongen til Lensmanden Knud Urne i Vestlolland og til Ordensbispen Jacob Madsen, om den dristige Præst fra Horslunde. Otto nægtede ikke, at han havde gjort tjeneste i kirken, skønt det var mod loven og uden Bispens samtykke. Men der var 15 af Karrebæks Sognemænd, som ville vidne om hans uskyldighed, dem havde han ikke fået tid og "Respit"  til at føre på tinge. Den tjeneste, han havde gjort, bestod i, at han havde efter anmodning besøgt et sygt menneske i Præstegården,. hvor den afdøde Præst`s enke boede.
Albert Christensens kaldsbrev blev kendt ugyldigt; ved at skaffe sin broder et ulovligt Kaldsbrev var en anden (nemlig Tugtemesteren)  bleven fortrængt fra et lovligt kald.
Ved dom i Naksov var det fastslået, at Otto Christensen havde forbrudt sit kald i Lolland. Denne dom stadfæstede Kongens Retterting, som var den tids Højesteret. Karrebæks sognemænd var også begyndt at blive betænkelige, eftersom sagen udviklede sig, og mente til sidst, at Otto ikke uden Bispens bevilling kunne befatte sig med tjeneste her på Sjælland.
Men Albert, broderen med det ulovlige kaldsbrev, hvad med ham ? Så vidt det kan skønnes, måtte han forlade Karrebæk og drog vistnok til Falster - så langt om længe fik Sognet en "Lovlig Præst".

Der findes ellers ikke ret mange gamle breve og dokumenter, som kan fortælle os noget om Karrebæk sogn for 400 år siden. Meget er gået tabt ved skødesløshed og ligegyldighed ved ildebrande osv., hertil kommer, at Kirkebøgerne ikke er ført helt godt.
1668 brændte Præstegården, og kort efter døde Præsten, Mag. Jacob Pedersen Lynge. Mærkeligt nok havde han ike giftet sig med Formandens Enke (formanden hed Gregers Lauridsen, som døde 1650). Lynges kone hed Kirsten Tausen.
I april vurderes indboet efter den skadelige ildebrand, af Jens Nielsen og Peder Laugesen. Af ædle metaller (guld og sølv) var en guldkæde, en diamantring, et lille smykke med 8 små diamanter, et sølvsejserværk (ur), en sølvkande, 7 sølvskeer, 2 små sølvkander, 1 forgyldt sølvbæger - noget af dette var sat i pant dels i Næstved, dels i København.
Så havde Morten Kandestøber i Næstved fået 4 lispund ( eet lispund=7,936 kg.) godt, smeltet tin - desuden fandtes 15 tinfade, 20 tintallerkener, 1 tinflaske på 4 potter ( 1 pot= 0,966 li.), 2 tinkander, 1 tinsmørkande, 3 sovseskåle og - et tin-sengebækken.
Af messing var 5 lysestager, 2 kedler, 1 senge-bækken, 1 øse, 2 fyrbakker, 1 dørslag og 1 morter.
Af kobber fandtes 1 bryggerkedel på 2½ td. (1 td.=131,39 li.), 3 gryder og flere mindre kedler.
Vi går så ind i stuerne, idet vi husker på, at datiens møbler mest var bænke, kister og senge. I dagligstuen stod en stor træseng, 2 kistebænke med lås, 1 lille stenskive (bord) med ramme om, 1 andet bord med 2 skuffer, 1 sort beslagen kiste, 1 slagbord, 3 små træskamler, 3 spinderokke, 1 jernkakkelovn med 4 messingpiller, 1 vugge, 1 Flamsk bænkedynd med skind under samt et lille vråskab (hjørneskab).
I den lille stue var også kakkelovn, her var stillet en kurveseng, 2 lave, syede stole, en gammel højstol og et lille spejl.
Der var godt med linned, Damaskes duge. Hørlærred, drejl og blågarn, ja et par Klosterlærreds-lagen med kniplinger på; dertil mange olmerdugs dyner og puder.
Præstens gangklæder omfattede 1 grågrøn Samarie, 1 klæderok (frakke), 1 hel atlaskes klædning, 1 flosset Kjortel med Flos under skødet, 1 rød Kattuns trøje.
Vognene omfattede 1 beslagen kurvevogn, 2 trævogne og 2 slæder. Af heste var der 2 køreheste, 3 små heste, 6 hopper og 6 føl. Kvæget bestod af 10 køer, 3 kvier over 3 år, 3 par studlinge, 1 ungtyr, 4 fjorkalve, 19 får med lam, 17 geder, 18 kid, 2 bukke, 11 svin og 5 gæs.
Præstens bogsamling talte ca. 100 numre og bestod mest af teologiske skrifter samt nogle Lægebøger; en del beroede hos hans formands enke i Lille Næstved.

Den nye Præst, Cornelius Povelsen, overtog ikke alene Kaldet, men også Formandens enke og hendes børn. Han må have været ganske ung - 22 år - da han tiltrådte, og i 44 år virkede han i Karrebæk sogn, fra 1666 - 1668 dog kun som medhjælper hos Lynge. I juli 1680 døde "den hæderlige og gudselskende Matrone"  Kirsten Tausen, og i februar 1681 holdtes skifte efter hende.
Med sin første mand, Jacob Lynge, havde hun 3 døtre og 1 søn. Sønnen, Christen Jacobsen, var 19 år, men man vidste ikke, hvor han nu var. En datter, Anna, var gift med en præst i Norge. Så var der Johanne (22 år) og Kirsten (14 år). På børnenes vegne var mødt deres morbroder, Claus Tausen, Kgl. Majestæts Kancellisekretær. Det var et godt bo i alle måder - mange diamant- og guldsager, 1 lille kontrafej i guld, perlearmbånd osv. I alt vurderes det til 1452 daler. Det må have været en flot begravelse, Cornelius Povelsen gav sin kone, den kostede 275 daler. Af særlig affektion lovede præsten, at give de  2 yngste døtre hver 100 daler ud over den søsterlod, der tilfaldt dem. Det skrev han under på: Cornelius Povelsen.

Går vi så over til Degnen, er billedet et andet. Her er ikke velstand, men de havde dog det daglige brød. 1647 opgiver Degnen, Peder Hansen, at der er 55 tiendeydere. Han får 46 skæpper (1 skp.=17,39 li.) rug, 46 skæpper byg og 16 skæpper havre. 116 brød om påsken, 36 børster (skinker) fed flæsk, 3 halve svin, 16 halve gåsekroppe, 16 medister og 47 snese æg, så sulte behøvede de ikke.
Per Degn og Jacob Madsen i Karrebæk var gift med 2 søstre, Ellene og Karen Lauridsdatter fra Næstved. Da søstrenes fader, Laurids Stenhugger, døde, mente de, at de skulle have mere i arv, hvorfor Degnen og Jacob Madsen indstævnede Borgmester Niels Hvid og Byfoged Anders Enevoldsen. Dommen kom til at lyde på, at der ikke skulle udredes mere til de to. Ved Ellenes død ægtede Degnen Maren Lauridsdatter. 1679 døde Peder Hansen, enkens lavværge var Jacob Bang, der nu virkede som Degnens medhjælper.
Det var efterhånden pålagt degnen at holde skole - hvorfor der byggedes til Degnstaven, men adskillige degne følte hverken kald eller lyst til skolearbejdet og antog en substitut. Senere ansattes en skoleholder.

Degnens bo vurderedes til 71 daler. Begravelsen kostede 12 daler (man kan sammenligne med præstekonens begravelse året efter). Degneboligens istandsættelse (den tilhørte Saltø gods) ville andrage 54 daler. Så skyldtes der familieskat og krigsskat. Anden gæld androg 31 daler, som der ikke fandtes midler til, men enken Margrethe lovede at betale tid efter anden og fornøje kreditorerne, såvidt hun kunne tjene og skaffe.
Den ny degn, Anders Nielsen, var student ligesom sin formand. Han blev gift med Peder Hansens svigerinde, Maren.
Samme år som han tiltrådte, begyndte han at føre en kirkebog 1679  -  måske det ikke har interesseret præsten så meget. Medvirkende har det øjensynligt også været, at Anders Nielsen blev i høj grad økonomisk afhængig af præsten, der sad godt i det og kunne låne penge ud ikke alene inden- , men også udensogns, bl.a. lånte han Fodbypræsten 100 daler. Maren Degns bar mange af sognets børn til dåben ligesom præstens kone.
I præstegården havde de Kristentøj, noget jævnt og det fineste af atlaskes med kniplinger om, dertil en lille Gyldenstykke Kristenhus. Det blev sagtens  -  mod en lille godtgørelse  -  anvendt ved mange dåbshandlinger.
Da Maren døde natten før Langfredag 1703, var hendes 2 søstre Margrethe, enke efter Peder Hansen (en søn Laurs Nielsen) og Boel Lauridsdatter gift med Peder Hemmingsen i Karrebæk. Arvingerne, de fik rede penge af Anders Nielsen som overtog gælden. Degnen giftede sig nu med Pernille Mathiasdatter.
Vi går nu ind i Degnehuset og ser, hvad der fandtes. I stuen stod en stor himmelseng med masser af dyner og hørlærredslagner, desuden stod der bænke og kister. I kammeret ved køkkenet var en egeseng med egestolper, olmerdugsdyner og 4 stykker grønt hjemmegjort til sparlagen og kappe. I kammeret oven for stuen fandtes kister og skrin, kobber og tin, fade og tallerkener.
I køkkenet stod en bryggerkedel med hat og pibe, den vurderedes til 14 daler og var sat i pant til præsten.
Meget hjemmevævet fortæller om husflid. Degnen ejede personligt 3 hørlærreds skjorter, 3 halsklude af fint hørlærred, 1 gammel klædeskjole og en ny af hjemmegjort tøj, 1 daglig dragt, også af hjemmegjort, 1 par sorte uldne strømper, 1 nathue af blåt taft, 1 par sølvspænder, 1 par skjorteknapper af sølv og et lille sølvbæger.
Af husdyr bemærker vi: 1 par små, sorte heste, 4 køer, 10 får, 3 svin, 4 grise - alt boet sættes til 174 daler. I midlertid havde præsten Cornelius 107 daler til gode, tolderen Christoffer Henningsen havde lånt degnen 10 daler til at købe hør for, begravelsen kostede 24 daler. Heldigvis havde degnen forbedret meget på boligen med egetømmer, således at Ridefogeden på Saltø, Otto Jørgensen kun krævede 4 Slettedaler til reparation af huset. Enken Pernille ønskede 24 daler til sin begravelse.
Præsten Cornelius og tolderen Christoffer skulle have indseende med, at det øvrige svaredes efterhånden til arvingerne. Der blev et overskud på 24 daler, hvoraf enken fik 12 daler og de øvrige arvinger andre 12. Alt dette fremgik af skiftet efter Anders Nielsen i 1710.

                       Karrebæk Sogn, Kirkebog 1679, (døde først fra 1716 - )

Sejladsen til og fra Næstved foregik dengang gennem Mindegabet i mellem Longshave og Enø. 1613 afgav Karen Rostrup (gift med Peder Reedz) på Saltø efter Kongens anmodning, et stykke jord ved Mindegabet, hvor der på Lungshave-siden blev opført en Toldergård. Her ansattes så Kgl. Majestæts Tolder, en Kontrollør og en Tolderkarl. Ikke langt fra lå Mindehuset, hvor Lodsen boede. 1682 viedes Knud Jørgensen og Anna Jørgensdatter af Mindehuset. Samme år anføres Sabine Tolders som bar et barn til dåb; Christoffer Henningsen, visiterer, og hans kone Else, var også nærværende. Da visistereren 1670 havde barn i Kirke, bar Sabine det, og tolderen Johan Ludvig var fadder til den lille, der døbtes Margrethe Elisabeth Christophers - datter.
Det var i hine tider på mode, at finde så fornemme faddere som muligt, hvilket måske også kunne have visse fordele. På dette område synes at have været et helt kapløb. Da Urtegårdsmanden på Saltø, Henrik Vitt, 1679 fik en datter døbt, bar præstekonen Kirsten det, og blandt fadderene var Borgmester Zacharias Hansen i Næstved. Og 1684, da Morten Hansen, skrædder i Karrebæk, skulle have et barn døbt Kristent, bar Alhed, Præsten Cornelius Povelsens anden hustru, det. Fadderne var: Assesor Hans Bøfke (fra Førslev), Generalfiskal Jørgen Bøfke, Landsdommer Pasbjerg og Præsidenten Jørgen Otto fra Norge. Rimeligvis har skrædderen eller hans kone tjent hos de pågældene.
1673 viedes Anders Madsen, Kgl. tolder, og Sara Kousis. Der kom mange børn til verden i Toldergården, og fine faddere var indskrevet: Borgmester og Rådmand eller rige Handelsmænd (f.eks. Vilcken Hornemann) fra Næstved eller endnu mere: Adelige fra Saltø: Oberstens frue, Vels, Fru Numsen, jomfru Eleonora Numsen, osv. Det vil senere ses, at præsterne og degnene i Karrebæk troligt fulgte dette fodspor. Forøverigt blev der senere megen forbindelse mellem Toldergården og Præstegårdens beborere.
Mærkelige navne støder man på fra disse år: Riedzel, Thun, Nisse og Koch.

Endnu 1678 lå den gamle kirkelade (hvor tiendekornet samledes) i byen, her boede Niels Hansen og Anna Pederdatter.
Året efter, at degnen Anders Nielsen var død, døde Cornelius Povelsen, så sognet fik ny Degn og Præst. Degnen, student Elias Christophersen Beck, rykkede ind i degneboligen, og Bendix Meisner Faxøe i Præstegården, hvor han var velkendt, eftersom han i flere år havde været medhjælper hos Cornelius. Han overtog gården for 420 daler, heraf stod 150 daler i Vartov, og resten skulle udbetales Alhed Cornelius, Enken. Hendes efterløn kunne de ikke rigtig enes om, så Provesteretten måtte 1712 til Karrebæk Præstegård for at mægle. Her fastsattes, at Alhed Etinger (enken) skulle have 38 slettedaler årlig af Faxøe.
Knap var Elias Beck bleven degn, før der kom megen trætte mellem ham og general Mathias Numsen på Saltø og med Præsten. Der havde nok været en kontakt mellem præsten Cornelius og Elias Beck, hvorefter den sidste havde lov til at bruge 4 skæpper af præstens jord til at så i. Den kontrakt var bortkommet, sagde degnen, engang i høstens tid havde Cornelius kaldt ham ind til sig og sagt: Der er en skriftlig forening mellem os, tager den til jer. Beck bad præsten beholde den, men denne svarede: Nej jeg vil ikke have den i mit hus, tager den.
Det hørte præstens kone. Så tog Beck kontrakten og gik ind i skolen og lagde den i vinduet. Den blev borte, og siden har den ej kunnet findes.
Mellem præst og Degn var forholdet mindre godt. Til sidst måtte de to kamphaner for provsteretten. Her forelagde Faxøe sin anklage mod Beck: Denne havde af egen magt og myndighed fra prædikestolen lyst om ungdommens læsning. Ja, svarede Beck, det var sket af vanvare og skulle ikke ske mere.
Så ville degnen heller ikke gå med Provstebrevene, og når præsten havde sendt bud til ham og bedt ham komme med Skriftebogen, kom han ikke. J, han havde ligefrem været uhøflig over for Faxøe og sat sin hat på. Da præsten påtalte dette svarede Beck: Jeg har betalt min hat og har lov at sætte den på, når jeg vil. Der kom forlig mellem mellem de to -  men sognefolkene har nok godtet sig.
Samme år mageskiftede Faxøe og Mogens Koch i Karrebæk noget jord. Til Koch afstod præsten 1½ ager jord med forpløjning dertil på Gedemosehøj i Syvhøjmarken og fik i stedet for et stykke af Koch`s mark, som i Cornelius Povelsens tid blev indtaget til præstens have  -  mod at Cornelius eftergav bonden hans tiende.
Ellers optræder en husmand, Roland Pedersen, ofte i Kirkebogen. Nogen almindelig husmand har han næppe været. To gange har han været gift, og med tiden blev han også skipper en velhavende mand. Ved hans børns dåb optræder folk fra Præstegården og Toldhuset.
I Karrebæk boede en præsteenke, Madame Beesche, hun havde flere voksne børn, der døde i en ung alder, således begravedes 1720 Jytte Dorthea Beesche (23 år) og studiosus Knud Beesche (24 år), og en anden søn var Præceptor (huslærer) hos Faxøe. En søn, Hans Beesche, blev kontrollør ved Toldstedet i Karrebæksminde. Her var tolder Anders Madsen død 1723, 60 år gl., og efterfulgt af tolder Taysen. Han tituleres Seigneur; efter datidens mode fik bønder ingen titel; Ridefogeder, ustuderede degne og jævne borgere blev kaldt Mosieur; studerede degne, større handelsmænd og embedsmænd var Seigneurs, præster og adelsmænd fik "hr" foran.
Da præsten Faxøe døde 1732, oplyste hans enke, at hver gård i sognet gav årligt til præsten 1 gås + 1 snes æg, derimod ikke ost. Kvægtiende udrededes således: af kalve 3 skilling, af føl 4 skilling, af bistader 6 skilling pr. stk.
    Enken boede i Præstegården i nådesåret mod at afholde udgifterne til vikaren; denne var en ung mand, Jørgen Guldberg, som fik embedet, men døde to år efter, 38 år gammel.

Så blev Chr. Nold sognets præst, han var magister og havde været Provst (Præpositur, Formand) på Kommunitetet. Kan man dømme efter det skriftlige, som Karrebæk-præsten har efterladt sig, har Nold nok været en af de betydeligeste blandt sognets præster. Sirlig og omhyggeligt førte han kirkebogen, og synes hans skrivelser lidt stiv i formen, så er de altid omhyggeligt udarbejdede. Som provst i Øster Flakkebjerg Herred og Skifteforvalter i Gejstlige boer var han velset og afholdt af sine kaldsfæller.
Der skulle jo i hine tider holdes offentlig skrifte. Nold fortæller, at de fleste, her mødte, var kvinder med uægte børn. Dog hændte det, at Lars Jyde 1738 teede sig forargeligt i sin drukkenskab i kirken, så han måtte møde til Absolution.
1743 måtte en husmand fra Karrebæk også stille, da han sidste sommer havde taget korn på marken, hvilket han i førstningen nægtede ved dyre eder.
Et ægtepar, husmand Peder Rasmussen og hustru, Hylleborg, begik synd mod det 5.bud, da de lod et barn, der var sat til optugtelse hos dem, gå herreløs, og da det kom på gaden, blev det så ilde tilredt af et svin, at det (barnet) døde dagen efter.
Så var der dem, der forsømte at gå til alters, det ramte bl.a. Mogens Thorsen og hans kone, Maren Mortensdatter. Efter deres bryllup i Karrebæk kirke havde de løbet rundt omkring i landet og forsømt sakramentet.
1725 havde Plessen på Saltø oprettet skoler i Karrebæk og Torp og ansat skoleholdere, i Karrebæk Tersling, i Torp Søren Hallenstrup.
1736 blev konfirmationen indført. Dette år havde Nold 13 konfirmander  -  en af dem kunne ikke læse. Alderen var der ikke noget i vejen med: 2 var 20 år, 8 var 17 år, 2 var 19 år og 1 var 18 år.
1738 er grænsen endnu højere: flere er 20 år, 1 er 21 år, Peder Larsen fra Gumperup er 27 år og Søren Hansen 30 år !
Man må erindre, at konfirmationsattesten krævedes ved indgåelse af ægteskab. Flere af de mandlige konfirmander havde begået lejermål. Et helt særsyn er det 1748 at træffe en 14-årig blandt konfirmanderne; det var Vincents Fridericus Jessen, søn af Tolder Jessen i Karrebæksminde  -  men han læste også skønt.
Nogle læste godt, andre skikkeligt, somme mådeligt og enkelte skønt  -  dette sidste gjaldt enkelte Tolder- og Lærerbørn.

Dødeligheden var stor både blandt børn og husdyr. Mange børn døde som spæde, også hos de mere oplyste, f.eks. hos præst og degn. Gennemsnitslevealderen var derfor betydelig lavere end nu til dags. Det var helt godt at kunne nå 60-års alderen. 70 år var en høj alder.
Derfor regnedes Tolderens kone i Karrebæksminde, madame Dorthe Bolth for en olding - hun blev 75 år. Urtegårdsmandens hustru på Saltø var 87, hun hed Kirsten Engelbretsdatter. Men i Silkenborghuset nåede Rasmus Hansen 96 år. Han havde alle sine sansers brug og nogenledes helbred til 2 dage før sin død. På Enø var flere ældgamle kvinder, Inger Troelsdatter nåede også 96 år.
Ulykker indtraf;  flere druknede på fjorden, nogle blev dræbt ved løbskkørsel, og enkelte satte selv et punktum for deres liv.

Så var der kvægpesten, der nok i Sorø amt begyndte 1745 på Enø og forvoldte landet store tab. Det blev bestemt, at gudstjenesten i Karrebæk kirke skulle holdes, efter at de smittede byers beboer havde været der, det har næppe hjulpet videre.

Christian Nold virkede kun knap 14 år i Karrebæk. I september 1748 døde han og blev gravlagt i kirken, hvor en tavle i koret fortæller nærmere om ham. Der var intet skifte efter ham, idet enken, Maren Trojel, havde brev på at sidde i uskiftet bo. Tre år efter, september 1751, afgik Elias Beck ved døden, 69 år gammel. Han havde været gift 2 gange. Hans første kone var Pernille Mathiasdatter som døde 1740, 64 år gammel. I dette ægteskab fødtes adskillige børn, men kun to af dem nåede at blive voksne. Året efter viedes Degnen til Anna Cathrine Been på Harrested i Hyllinge kirke.
Det var et helt godt bo, Beck efterlod sig - karl og pige havde han også holdt. En del bøger fortæller om, at han har været sprogkyndig, måske også musikalsk, idet han ejede en fløjte. Kanske han også har været jæger, idet der var haglpung og krudthorn blandt hans løsøre. Af de to børn fra første ægteskab var Alette Marie i 1736 bleven gift med skomager Hans Pedersen i Næstved. Til hendes brudeudstyr lånte Beck i 1736  20 daler af sognets fattigkasse, der bestyredes af præsten, nu skulle den gæld ud af verden. Den yngste datter Cicel Margrete, tjente i København. Hendes lavværge blev skoleholder Jacob Tersling i Karrebæk. Egentlig skulle hendes farbroder, en Taffeldækker for de Kgl. Pager i København, have haft dette hverv, men hab frabad sig æren i følgende, pudsige brev: "Kære venner, eftersom jeg hører, at min broder er ved døden afgået, og hans datter har været her og forlangt, at jeg ville være hendes formynder, så lader jeg eder vide, at det er en sag, som jeg ved gud ikke kan tage mig af, eftersom jeg er en gammel svag mand og haver nok min egen del at forfatte - herved befaler eder gud"
Boets formue ansloges til 296 daler, udgiften var 147 daler, så der var overskud. Præsten Aagaard fik 5 daler for sin assistance; den yngste datter fik 20 daler forlods, fordi hendes gifte søster havde fået udstyr.
Når der blev holdt skifte i Karrebæk sogn, blev dette bekendt gjort ved, at trommen gik i Næstved mod en godtgørelse af 2 mark til trommeslageren. Ved skifte i Karrebæk Præstegård 1739 efter enken Faxø efterlystes den ældste søn Morten, som i flere år havde været fraværende på de Vestindiske rejser. Nu var der fra Amsterdam kommet bevis om hans dødelige afgang. Postpengene for dette brev beløb sig til 1 daler 1 mark og 4 skilling. En skipper Svenningsen i Åbenrå krævede 25 daler af boet, idet han påstod, at han havde hjulpet Morten Faxø fri af militærstanden, som han nok havde givet sig under.
Enkens broder, kontrollør Hans Beesche, krævede nærmere oplysning og bevis i den sag, og Mortens arvepart gik til hans 4 søstre: Sophie, Margrete, Ane og Cathrine, der hver fik 119 daler.
Kontrolløren ved Karrebæksminde Toldsted underskrev således Hans Breesche, formuen ansloges til 578 daler, gælden til 90 daler, så der blev 488 daler til deling.
Den 2. juli 1739 var Anders Larsen og hans steddatter Lisbeth gået ud på Karrebækstorp Long for at skære tørv. Da Anders begyndte at skære, blev han et stykke klædning var, og straks efter så  han en hånd og en arm af et menneske, som lå tildækket med et lag eng-skorpe med jord ovenpå. Da han løftede eng-skorpen, kunne han kende, at det var et fuldkomment menneske - det så Lisbeth også. Så gik han hjem og lod Tude på gaden; en del af byfolket fulgte derpå ham ud til Longen og skrabede jorden væk. De så da, at det var et kvindemenneske, idet hun havde flettede hår og en brunagtig frakke.
Birkefogeden Christen Jespersen efterså sammen med to Karrebækstorp-mænd, Peder Mortensen og Aage Hansen, den døde benrad. De udtalte, at mennesket var aldeles fortæret og forrådt og næsten led for led adskilt, og derfor var der ikke noget at se undtagen det venstre lår, som lå nærmest jorden. Her fandtes nogen hud på, ligeså på den venstre arm ved hånden og fingrene. Af hovedet fandtes kun baghovedet med brunagtigt hår, som var flettet i tvende lokker og i hver lok 3 totter hår, men af forhovedet fandtes ikke noget helt eller kendeligt. Samme benrad var iført en ulden vadmelsklokke, som var helt igennem sammensyet på akslerne og rynket i livet, den syntes brunagtig. Stedet, hun lå på var en gammel tør tørvegrav, ca. 1 alen i jorden. Af slige omstændigheder var det kendeligt, at hun ikke selv havde ombragt sig, men måtte være på ulovlig måde bragt af dage. Nogle af de tilstedeværende byfolk forklarede, at dette døde legeme ikke kunne have ligget der over et eller to år, og det af den årsag at de først i de 2 sidste år har skåret tørv på det sted ellers ikke i mange år tilforn. Den jord, den døde var dækket med, var opskåret de to sidste år og var endnu ikke sammengroet. Endvidere blev mændene spurgt, om de havde hørt noget kvindemenneske herfra var bleven borte o gej har været til at opsøge. Herpå svarede de; at forgangen år omtrent ved disse tider blev der spurgt efter et kvindemenneske fra Tornmark, som var bleven borte, og ingen havde hørt, hun var kommet til stede.
Amtmand Berregaard skrev: Det synes ikke at besigtigelses-forretningen, at det i Karrebækstorp tørvelong dødfundne kvindemenneske selv har ombragt sig, hvorfor hendes legeme kan optages og til sognets kirkegård henføres der at nyde sit begravelsessted. Men forøvrigt må det påhvile Forvalteren (på Førslev), at han efter yderste evne søger at få oplyst, hvem dette menneske har været, hvor hun sidst har haft tilholdssted, og hvad der måtte være årsag til hendes ulykkelige dødsfald.
Om dette hjalp er vel tvivlsomt, skønt man ikke skulle synes, det måtte være vanskeligt at konstatere et menneskes forsvinden fra det nærliggende Tornmark. To brødre, Hans og Lars Jørgensen, blev anklaget, men frikendt, idet Hans dog skulle 3 mdr. på Bremerholm for ukristlig og hård medfart mod sin fæstmø, der var forsvundet 1737.

1735 var udstedt en lov om Sabbatens helligholdelse. Den forbød bl.a., at der blev "redet sommer i by" på helligdagen. Det er ikke så svært at skrive love, langt sværere er det at få disse efterlevet, og det beredte præsterne mange kvaler. Loven blev næppe overholdt, og mange steder genoplivedes de gamle skikke.
1742 klagede Nold over ungdommen på Enø, som mandag d. 4. juli "red sommer i by" med sang og tromme - hen til ridefogeden Ivar Brun på Gavnøgaard.  Som jeg fik dette at vide - fortæller Nold - sendte jeg degnen og en af medhjælperne over på øen tirsdag morgen tidlig, som i mit navn kærligt bad og formanede dem, at de dog ville afstå fra dette deres forsæt, thi det ville ellers ikke blive dem til gode, men det hjalp aldeles intet; de satte sig straks derpå til hest, tog vejen ad Gavnøgaard, hvor deres ridefoged bor med sin familie, gjorde deres exercitier og parade; af ham har de forhen fået dette svar, da de søgte tilladelse dertil hos ham, at han tillod det dem ikke, men han forbød dem det heller ikke.
"Mig kunne det være lige meget, om ikke da slige optog og conflux i nogle år har ophørt her i Herredet, der nu igen just skulle begynde at blæse alarm i mit sogn, så følgen visselig blive denne, at ej alene de andre byer i sognet men endog de øvrige sogne i Herredet  vil efterfølge deres eksempel, dersom jeg ikke for 4 år siden (1738), da Karrebæks unge mandkøn i Kvislemark og Marvede sogne vakance ( i præstekaldene), også tog sig for at fuldføre sligt, offentlig fra prædikestolen havde sagt min mening derom og ved Forvalterens (på Saltø) assistance fået det forekommet og dæmpet formændene lemfældigt straffet, så ingen i det ganske Herred siden den tid har faldet sligt i sinde. Halvårlig har jeg i kirken oplæst Reskriptet af 1735 og forstået den således, at når der ikkun "rides sommer i by"  en søgnedag, så må man nok siden derpå drikke så meget man vil !  Hvis folk ikke kom til deres skuespil eller skød gaver til deres gilde, så at dette kan blive glædeligere og overflødigere, hvorpå jeg tirsdag d. 5. juni fornam mærkelige beviser og prøver."
Det var lykkedes Nold at få en skoleleder til Enø, at ikke øens børn skulle leve som uoplyste hedninger. Ridefogeden mente, at man ikke kunne få nogen til den plads, men Nold fik dog en opspurgt, som indbyggerne nu kan være tjent med. Han hed Niels Lerche og var kommet fra Svinø, hvorfra adskillige folk kom til Enø og gjorde sig megen umage med at overtale ham til at vende tilbage til Svinø, hvad dog ikke lykkedes.
Nolds kone, Maren Trojel, bar Niels Lerches barn til dåben 1743.
Nold fortsætter om ridningen på Enø: Jeg ser ikke hvorledes jeg kan tage dem til Herrens bord, når de har syndet mod loven og vil blive ved med det - og lade mig stå på prædikestolen og læse lovens ord op, så længe jeg gider !

De sidste måneder af sin levetid havde Nold strid med en skrædderfamilie i Karrebæk, der havde indsendt en klage over ham til Kongen. Nolds eftermand som Herredets provst bleb ma. Hans Hansen i Skelby. Han tog selv en dag til Karrebæk for at få sagen oplyst og fortæller derom: Maren Monsdatter og hendes mand bebor et fæstehus i Karrebæk, hvoraf de hidindtil har kunnet svare den sædvanlige afgift. Hendes mand, Thor Espersen har lært skrædderhåndværket med at sy vadmel til bønder-
klæder; i samme syarbejde har han haft og har endnu god hjælp af sin hustru, så de begge deraf hidindtil skikkelig og til nødtøftighed har kunnet ernære sig, så at den fattigdom, som de vil klage over, er ikke af anden beskaffenhed end den fattigdom, som i disse tider findes hos de fleste her på landet såvel gårdmænd som husmænd. Dette bekræftede alle, som jeg spurgte derom, at der var mange andre husmænd såvel der i byen som i Karrebæk sogn, hvilke ere mere fattige end denne Thor Espersen og hans kone, da de dog uanset deres fattigdom har kunnet finde udveje til at lade deres hustruer efter deres barselseng holde den i ritualet anbefalede og i Karrebæk sogn brugelige kirkegang.
Den vanførhed, som de i lige måde klager over, er ikke af nogen betydenhed. Maren Monsdatter har været lidet halt fra barnsben, dog ikke anderledes end at hun jo kan gå omkring i byen, hvor hun vil. Manden, Thor Espersen, er og lidet vanfør på den ene arm, men al den vanførhed kan dog ikke være nogen af dem til hinder i det skrædderarbejde, hvoraf de hidtil har kunnet ernære sig uden at betle. Om mandens betleri vidste inden at give nogen tilforladelig oplysning, uden at de havde nok hørt, at Thor Espersen engang i denne vinter ville prøve at betale, dog ikke der i sognet, men uden for sognet, hvilket han straks blev ked af, som noget han ikke fandt sin regning ved, og jeg skal heller ikke tro, at nogen ville give almisse til sådan en mand, som efter anseende så frisk og munter ud.
Med de bøder, som Maren Monsdatter klager over, har det den beskaffenhed, at da hun var gået i kirken efter hendes sidste barselseng uden at lade sig introducere, så lod provst Nold hende forkynde suspension fra sakramentets brug, indtil hun lærte lydighed for Kongens lov og kirke-ritualen og viste kirken og kirkens myndighed tilbørlig ærbødighed.
Siden efter lod provst Nold kalde hendes mand, Thor Espersen, og foreholdt ham hans hustrus forseelse i denne post samt sagde, at dersom han og hans hustru på en sømmelig måde ville erkende forseelsen og afbede den, så ville provsten og degnen afstå fra deres krav om offer, der kunne falde ved kvindens kirkegang, som kunne beløbe sig til 5 mark, dog på den betingelse, at de skulle give de 5 mark til sognets fattige - men det ville ingen af dem. Andre bøder er dem ikke pålagt.
Jeg spurgte Thor Espersen, om han havde talt til provsten, ved Kongens kirkegang og besværet sig over deres fattigdom, herpå svarede han, at det havde han ikke, og hans hustru var på egen hånd, ham uafvidende, gået i kirken; hun havde nok ladet sig besnakke af nogle andre kvinder, der i byen, af hvilke den ene ( som provstinden og degnen berettede at have spurgt) skal have brugt det motiv, at hun lavede sig til barsel, og efter sin barselseng ville hun gøre det samme, nemlig at gå i kirke uden at lade sig introducere. Så det synes at have været et oplagt råd af disse kvinder for at få barselkvinders kirkegang afskaffet, og af denne Maren Monsdatter skulle gøre en begyndelse dertil, hvortil de ville bruge fattigdommens påskud til at besmykke deres ulydighed og vanartethed. Ellers beklager provstinden, at Maren Monsdatter, som er en overgiven kvinde i hendes mund, ikke alene skal have brugt mange unyttige ord om provsten, ham ikke til liden ærgelse i hans sygdom, men hun endog ligefrem har triumferet i sin ondskab over ham, da han var død ( 1.8.1748), og nu efter hans død kommer frem med dette klagemål, så kan det ikke andet end gøre sagen mistænkelig på hendes side.
Det er klart, at Maren Monsdatters og hendes mands yderste armod, vanførhed og betleri er ikke af den beskafffenhed, som hun i sin allerunderdanigeste supplik har villet forebringe det. Detses deraf, hvad en præst må lide, når han efter sit embeds pligt skal holde over kirkeskik og orden. Sandelig, det ganske Herreds kleresi findes ikke liden ømhed ved, at den gode provst Nold skal lide sådan en tort i hans grav på hans ærlige navn og rygte. Vi veder D.H. (bispen), at Maren Monsdatter øvede dumdristighed må blive hemmet og hendes anslag gjort til intet.
Jeg spurgte Thor Espersen, hvem der havde sat denne supplik op for hans hustru, men han ville ikke sige det og undskyldte sig dermed, at han med ed havde forsikret aldrig at bekende det. - Provsten fra Skelby har åbenbart ikke været i lag med skrædderkonen !  Han har holdt sig til skrædderen samt til Nolds enke og degnen.
Nold efterfulgtes af Lars Hansen Aagaard, en Gørtlersøn fra Ribe. Dammenligner man Nolds sirlige skrift med Aagaards, falder sammenligningen absolut ud til fordel for Nold. Til gengæld synes det, at den ny præst udtrykker sig mere frit og ubunden end Nold, hvis stil var udpræget akademisk.
Aagaard kom fra det lille Fodby-kald, men det er vist tvivlsomt, om hans økonomiske forhold bedredes synderligt, i hvert fald var der to enker på kaldet, som han skulle svare til. Aagaard havde været med til skiftet efter degnen Elias Bech. Dennes enke, Anna Cathrine Bech, flyttede til Bidstrup og bombarderede herfra bispen Hersleb med klager over den gejstlige skifteret, hvis behandling af boet - efter hendes mening - ikke havde været fyldestgørende. Hun tænkte her navnlig på vurderingen af degneboligen. Denne bestod 1751 af en stuelænge på 13 fag i øst-vest straks ved kirkens venstre side. Så var der den ladelænge med lo, stald og fæhus på 9 fag, et lidet fårehus mod syd på 2 fag og i gården et lille hus til tørv.
Det hele vurderedes af kirkeværgerne Lars Hansen Koch og Peder Olsen til 100 Slettedaler.

Med de gamle konfirmander havde Aagaard en del besvær. Anders Jensen Wibo i Karrebæk var over 30 år ! Præsten skriver om ham, at han ikke har været til at bringe til nogen tilbøjelighed eller kundskab om gud og sig selv. Nu for at forekomme alle hans indvendinger har jeg selv taget han i mit hus, anordnet ham hos en skikkelig person nogle timer om aftenen at gå hen at lære at læse, siden han så gammel skammer sig at gå offentlig i skolen, men det gå meget langsomt med ham, og her vil bruges tålmodighed om muligt at få ham i den stand til Mikkelsdag, at han kan blive antaget.
Oluf Olufsen i Gumperup var over 20 år og kunne ikke læse i bog, men vel noget af Katekiskmus udenad. Hans broder Christen, gårdmand i Gumperup, har efter min indstændige begæring og formaning lovet mig at lade ham gå i skole, som jeg også havde talt derom med Hersted i Torp (1761), og for at han ikke skulle blive broderen besværlig i den tid, da han gik i skole og kunne ikke være ham til tjeneste, havde Gumperup samtlige gårdmænd lovet mig at give ham kosten, men han beklager, at broderen hindre ham fra skolen, så han ikke er kommet synderligt der. Det er ilde.
I sit sidste brev til bispen fortæller Aagaard, " at satan havde lagt an på ham ved at onde mennesker opvakte forvirrelse i menigheden, endnog i guds hus". Nu er nogle døde, andre i live, men jeg har erfaret guds kraft under den grasserende, svære sygdom både morgen tidlig og aften sildig med hovedpine og rygværk, for en del er henrykte (dvs. døde).
Til denne influenza-epidemi, som det vel har været, kom kvægsygen, der bortrev køer og heste og derved påførte ejerne store, svidende tab.
Det har været en svær tid. 1771 døde fru Aagaard. Den ny præst i Karrebæk, Jokum Christian Møller, blev 1771 viet  til jomfru Christiane Birgitte Beesche, datter af kontrollør Hans Beesche og Vita Guldberg. Vielsen i Karrebæk kirke, fortoges af præsten Bildsø fra Sct. Peders kirke i Næstved.
I kirkebogen hedder det herom: Den nådige gud og fader, som øjensynligt har vist sig at være vor ungdoms ledsager til denne dag og selv været vor ægteskabs stifter, hjælpe os fremdeles at føre det til sit navns ære.
I efteråret var biskop Balle på visitats i Karrebæk. Præstekonen var da syg og døde 3 uger efter fra 3 umyndige børn, der fik en stedmoder i  Karen Bagger, som giftede sig med præsten. Ligesom sine forgængere, Nold og Aagaard, havde Møller sine fortrædeligheder at slås med. Kirstine Katrine Larsdatter indgave  klage til bispen over ham over Herredets provst, præsten i Lille Næstved Magnus Hammer. Hun havde nok tidligere tjent hos kromanden i Skovshoved og senere i København, hvor hendes skudsmål var blevet borte, så hun ikke kunne komme til alters. Nu var der beskikket en ny kontrollør til Karrebæksminde toldsted: Runchel, og han antog Kirstine som amme. Sit bohave fragtede hun med et skib til Karrebæksminde og tog selv med familien over land. Men da vejret blev ondt, blev skibet borte i 14 dage, således at Runchel og hans familie måtte opholde sig hos en købmand i Næstved. Og - fortæller Runchel - Da Kirstine havde været hos mig i 2 a 3 uger, kunne jeg ej længer beholde hende for hendes slette og skarnagtige opførsel og dimitterede hende straks til Næstved af tjenesten, førend jeg kom til stedet at bo. Heraf erfares, at den løgnagtige kvinde hverken tjener mig eller har tjent mig i denne min kontrollørbolig. Dette kan jeg med sandhed bevidne såvel som om min nabo Tolderen, hr. Kammeråd Franck.
Karrebæksminde d. 6. november 1787, signeret: Runchel

Franck bekræftede, at Kirstine var bortjaget i Næstved og en anden amme antaget af kontrolløren.

Degnen i Karrebæk, J. Camstrup, skrev, at hun var et løgnagtigt menneske, som næppe var 24 timer i kontrollørens tjeneste efter hans ankomst her til sognet. Hun har aldrig anmeldt sig hos degnen for at blive tegnet til altergang, og han kendte hende ikke, før hendes ondskabsfulde klage var indgivet.
Kirstine havde fået en vinkelskriver i Næstved til at skrive klagen. Gud ved bedst, hvor inderlig ondt det gør mig, at jeg nu i 11½ år ikke har været til herrens bord. Jeg fulgte kontrollør Runchel og hans familie til Karrebæksminde Toldsted, i hvilken menighed jeg ikke måtte blive antaget, da mit skudsmål var borte, ligeså i Herlufsholm.
Karrebækpræsten skriver: Hun er løgnagtig, ondskabsfuldt skarn; til Karrebæksminde skal hun være kommet med kontrollør Runchel fra København, men ej været noget i hans hus her ved Toldstedet, såsom hun formedelst befunden utroskab blev straks bortjaget af hans tjeneste. Af mig er hun aldrig set, mindre har hun meldt sig til altergang her, men alt er skammeligt pådigtet opspind, hvormed visse sorte gemytter søger at drille provsten og mig, siden de ej er i stand til at opdage eller angive nogen vanærende plet i vort embede og levned. Ellers ved jeg ikke med havd grund berørte, lumpne kvindemenneske kan besværge sig i, thi end jeg endog sætter det fald, at der var nægtet hende altergang, fordi hun intet skudsmål kunne fremvise, da havde jeg dog derudi handlet således, som enhver brav præstemand bør handle. Hvad er altså denne klage andet end et spilfægteri.
Skoleholder Niels Kofod på Enø døde natten mellem d. 8. og 9. februar 1795 på isen, da han ville gå hjem over Strandvejen; om morgenen fandtes han ihjelfrossen.
1794 døde den næstsidste degn i Karrebæk sogn. Jacob Camstrup, det var et godt bo, han efterlod sig, bl.a. blev der givet 185 daler til sognets fattige, så godt et resultat viste skiftet efter J.C.Møller, hvor formuen blev anslået til 1407 daler, men udgifterne til 1572 daler.

Sognets 3 skoleholdere var oprindelig håndværkere. Ham i Karrebæk havde været Møllersvend, ham i Karrebækstorp, Skomager og Enø manden, Skrædder.
Ved år 1800 stod det ikke helt godt til med sognets ungdom og skoler. I Karrebækstorp - fortæller præsten - fandt jeg en gammel, udlevet olding, Nicolajsen, som skoleholder og en ungdom så rå og uvidende, som det var muligt at forestille sig. Der skal være 40 børn, men kun 27 var mødt, og på grund af skoleholderens alderdom og affældighed var der ingen fortegnelse over dem. Et eneste barn kunne læse nogenlunde tåleligt i bog; de øvrige, deriblandt børn på 14 år, kunne ikke engang stave med sikkerhed, langt mindre læse rent lidt kunne de remse op udenad af katekismus. Provesten mente, at skoleholderen skulle afskediges med pension - det blev han dog ikke.
PÅ Enø var det ikke så slet, men provsten fandt læreren lidet skikket og dannet til sit fag; han har intet lært og er vel gammel til at lære noget og synes indskrænket af naturen, at der intet kan ventes af ham. Af 20 børn var 17 mødt, og nogle læste pænt, men det havde præsten Bast nok æren af.
Karrebæk skole kunne og burde være langt bedre, efersom skoleholderen, Rasmus Hofmann er bedre dannet dertil, men han er bange for at støde sognets folk ved at forlange nøjagtighed og flid af børnene. Hofmann føler den gamle regel:  Stød ikke dem for hovedet, du skal leve iblandt og tildels af. Af 39 børn var 29 mødt.
Degnekaldene blev efterhånden nedlagt og de gamle skoleholdere fortrængt af Seminarister fra Brahetrolleborg og Blågård.

Der var nok fattigdom i sognet i de tider; kampen for det daglige brød var hård og samfundsforholdene ikke gode. Dette er forklaringen på det mistrøstige billed af skolernes tilstand. Hvor der i enkelte hjem var interesse og råd, gik det helt godt med børnene. Således i Tolderhuset, hvorfra børnene læste "skønt" for præsten.

Da Englænderne splittede Landeværnet ved Køge, blev Landeværnsmand Johan Ditlev Hansen af Gumperup skudt. Hans enke med 4 børn fik 12 rdl. i årlig pension. Ellers var der ingen folk fra sognet kvæstet således, at det var dem til nogen hinder i deres arbejde.
Havde Bast været ivrig for undervisningen i sognets skoler, så var Brasen det ikke mindre. 1806 besøgte han Karrebæk skole 23 gange, skolen i Karrebækstorp måtte nøjes med 6 gange, og  i  Enø skole var han 14 gange. Han beretter, at i Karrebæk drives undervisningen med held, hvorimod det står dårligt til i Karrebækstorp på grund af skoleholderens alderdom. På Enø finder der "antagelig fremgang sted".

1816, da der atter er barnedåb i Præstegården, var bl.a. en Strandtoldbetjent Ronacher fra Karrebæksminde med som fadder.
Nævnte tolder var samme år kommet hjem fra en Københavnsrejse, medførende sin brud, imidlertid viste det sig, at de slet ike var viede !  Snakken gik, og præsten i Karrebæk var vred, fordi tolderen til ham havde fortalt, at en katolsk præst havde viet ham. Brasen forlangte så en æreserklæring af tolderen. Herpå svarede denne:
De forlanger at vide, hvad den katolske præst hedder, som forrettede vielsen, og jeg ser deraf, at de tager den ting alvorlig, da De overalt udlader dem med at have andraget det for biskoppen. Så må jeg da ikke fornærme sandheden sige Dem, at jeg ikke er viet hverken af den katolske eller af anden præst, og at jeg kanske har fornærmet Deres embede og prøvede venskab, kan jeg herved indse. Men på den anden side betragtet så vil de kanske tilgive mig den puds, når De tager omstændigheden, som den er.
De ved jeg har et embede, som kræver, at jeg må holde folk, og det har jeg prøvet ni siden fredens komme med fremmede i mit hus. Jeg har erfaret, at jeg blev bedraget. Som De selv er vidne til, søgte jeg en tro bestyrerinde, og det fandt jeg. Jeg søgte om tilladelse til at gifte mig, det går med sneglens gang; jeg har ingen i huset uden en gammel mand, som skal koge, bage, brygge, malke, fodre, skære brænde, kort: bestille alt, som dog er urimeligt. Jeg bekostede en rejse til København i håb om, at min tilladelse at gifte mig var udvirket og med det samme at føre min forlovede hjem, jeg havde kun 4 dages tilladelse at blive. Pigen ville gerne med, men frygtede slette rygter. Jeg fandt på at sige til familien at lade mig vie i den katolske, det faldt mig desto lettere, da jeg som bekendt er katolsk. Jeg gik ud med min kæreste og kom efter 2 timers tid hjem med min kone. Nu havde jeg bifald, nu måtte jeg få min kone med mig; hun har hidtil passeret som min kone, og det ønsker jeg også, at De vil bevare, indtil jeg har fået tilladelse fra København og blive offentlig viet af Dem, så må hele verden vide det, for så må jo enhver tie stille.
Karrebæksminde d. 28. december 1816, signeret: J.M.Ronacher

Brasen meddelte bispen, at tolderens første udsagn og flere "har været fingeret fra København af"  ikke for at undgå gyldig ægteskabspagt, men for at få familiens samtykke til at føre sin tilkommende i forvejen til sit hus. Da jeg anså mig som embedsmand fornærmet ved denne digt, forlangte jeg hans skriftlige Æreerklæring. At han behøvede højlig hjælp i sit hus, som han i embedsaffærer næsten hver dag må forlade, er sandhed. At han mener sin udvalgte veninde det oprigtigt,  har jeg grund til at formode, da hans hidtil førte levned har været i overensstemmelse med sædelighedens forskrifter, og at han ikke uden familiens samtykke har ført pigen til sig som sin kone, deri er jeg overbevist ved Deres venskabelige besøg hos ham siden.
Jeg finder altså i det hele taget ingen ved hans påfund fornærmet uden mig, som han har satificeret. Jeg håber altså, at den hele sag hermed er til ende, når jeg højtideligt lover, at ægteskabet retmæssigt fuldbyrdes, når alle nødbendige formaliteter er bragt i rigtighed.
Karrebæk d. 30. december 1816, signeret: Ole Brasen

Den 20. marts 1817 blev de viet i Karrebæk kirke: Velbyrdige hr. Joseph Martin von Ronacher, forhen Premierløjtnant ved Prins Christians regiment og for nærværende tid 2.den Strantoldbetjent ved Karrebæksminde, 45 år, til jomfru Lucie Bentzen af København, 26 år, opholder sig ved Karrebæksminde. To Næstved-toldere, Kammerrådene Bugge og Rung, var forlovere.

Den 24. februar 1819 døde Mogens Scheel von Plessen, Kammerjunker, Major og Overbefalingsmand, Ejer af Saltø. Han blev ligsat i kapellet Norden for Karrebæk kirke og derefter ført til København.

Var nogen plaget af vedvarende sygdom, gik turen enten til Kipping på Falster eller til Helenes kilde i Vejby sogn i Nordsjælland. Endnu så sent som 1847 - lørdag før Sct. Hans søndag - kom en bondevogn fra Karrebæk kørende til sognefogeden i Vejby, og i vognen lå i sengeklæder et stakkels værkbrudent menneske, der ikke kunne støtte eller stå. I agerstolen sad en alvorlig, ældre mand og kone, som var kørt de 18 mil fra (ca. 135 km.) Karrebæk i en gammeldags, fast vogn og nu skulle overnatte hos sognefogeden, hvis kone var fra Karrebæk sogn, og så tage til Helenes kilde og grav om søndagen med den syge. Som skoledreng så meddeleren heraf både køretøjet og den syge, men tænkte vel ikke videre derover, før han nogle få år senere, på Helenes grav så et malet trækors, hvorpå stod, at den og den dag og år, var N.N. fra Karrebæk bleven helbredet her for sin sygdom. På graven var lagt en mængde krykker, kæppe , tavler og lignende.

Kilder:
Indkomne sager fra Sognekaldet til Bispen.
Gejstlig skrifteprotokol for Øster Flakkebjerg Herred.
Gejstlig Justitsprotokol for Øster Flakkebjerg Herred
Sjællandske tegnelser.
Kancelliets brevbøger.
Sognepræst Aage Lambert Jensen.

Retur til forsiden