Havnevæsenet  Næstved-Karrebæksminde, 1536 - 1903

1.          Havnen ved Næstved

2.          Susaaen

3.          Karrebæks fjord

4.          Udløbet fra denne fjord mellem Enø og Lungshave
             Dette udløb kaldtes Karrebæksminde, Næstved Minde eller blot: Mindet (Minde = Munding).

Gyldendals stednavne leksikon:
           citat

        Næstved

            år  1135  Næstweth
            år  1140  Nestweit
            Næs-tved: Rydningen på næsset
       Position:  55° 13' 47,16'' N.br. (vestgavl af Sct. Mortens kirke)
                           11° 45' 45''      Ø.lg.

        Karrebæksminde

           år  1231  Karæbæc
           år  1321/23  Karbek
           Kar: ældre betydning for en fiskegård - bækken med fiskergårdene.
           Minde: munding, sigter til Karrebæk fjords udmunding i Karrebæksminde bugt, derimod ikke til bækkens udløb.
           Position:  55° 10' 62'' N.br. (vinkelfyret på kajen)
                          11° 38' 62''  Ø.lg.

          citat slut
 

Næstved havn

Ved Susaaen mellem Kompagnistrædet og Slagkildevej, har der fra ældre tid af, været et bolværk, der stod omtrent hvor gas-
værket har ligget, (hjørnet af Slagkildevej og Havnegade).
Ud for Slagkildevej om mindst til Brandtsgade var der også et bolværk, her blev særlig tømmer losset, hvorfor dette bolværk
og måske også det andet efter gammel sædvane blev vedligeholdt til ca. år 1700 på den måde, at når der blev losset, gav ejeren noget af det bedste tømmer til bolværkets vedligeholdelse.
Begge bolværker blev kaldt Skibsbroen eller Havnen.

Susåen er ca. 7 kilometer lang fra Næstved til dens udløb i Karrebæk fjord (gl. Susaa, via Abbednæs), og fra dette udløb til
Mindet, er der godt 7 kilometer, via den naturlige sejlrende.

At Susåen skal have været sejlbar for større skibe langt op i landet, i den historiske tid, er blot en fabel. Kun mindre skibe og pramme har kunnet befare Suså. Ladningen for større skibe måtte derfor i Karrebæksminde lades om til pramme, der så ved hjælp af et mindre sejl, roning og stagning, blev ført over fjorden og via Susåen op til Næstved. De mænd, der besørgede dette
arbejde, kaldtes Prammænd.
Fra Abbednæs til langt op i Susåen, helt op til Tystrup-Bavelse søerne, findes trækstier, hvor mænd og heste har trukket prammene.

Efter anmodning fra kgl. Majestæts tolder, Kaj Langelohe i Næstved, er her for Raadstueretten den 4. juli 1667 opkaldt byens prammænd, som fører byens pramme; der er mødt Laurits Jensen, Aalborg, Anders Aalborg, Jørgen Rud, Christian Jyde og Laurits Jensen, som nu alvorligt forholdes, at naar de med byens pramme gaar ned og igen her for byen opkommer, skal straks det hos Tolderen tilkjendegive under straf, før noget bliver losset.

I gamle dage kunne større skibe sejle ind i Mindet, hvor de kunne ligge i læ og losse og lade. Smaalandshavet truede i tidens løb med at tilstoppe Mindet. Næstved måtte derfor sørge for at hindre dette, bl.a. ved at bygge bolværker i og uden for Mindet.
I den kamp, Næstved i flere århundrede førte med havet, blev havet den stærkeste, idet Mindet i tidens løb tilsandedes mere og mere, idet byen ikke rådede over tilstrækkelige midler til at hindre dette.

Næstved havn  omtales første gang i Kristoffer af Bayerens Priviliger af år 1441. I de efterfølgende 150 år omtales havnen ikke.
Den 8. februar 1593 udsendtes et kgl. brev om, at Borgmester og Raad i Næstved havde meddelt Kongen (Chr.IV), at sejladsdybet (Mindegabet) af vinterens haardhed og vejrlig var blevet fyldt med sten og sand.
Da byen i de foregående dyre år var taget meget af og blevet så forarmet, at borgerne ikke på egen bekostning kunne lade dybet rense, havde de ansøgt Kongen om hjælp til at rense det. Kongen bevilgede i den anledning, at Borgmester og Raad i 3 år fra nytår 1592 til nytår 1595 måtte beholde den årlige byskat, der var på 300 mark, til dybets renselse og istandsættelse.
Disse penge og alt hvad borgerne selv ville give, skulle Borgmester og Raad anvende til nævnte formål efter deres bedste forstand, og de skulle aflægge regnskab herfor, så Kongen kunne se, at byskatten ikke var anvendt til andet.

Kongen skænkede nogle bøgepæle til bolværkerne ved Karrebæksminde, når dybet var renset. Kansler Niels Kaas, Lekkende Len, Mourits Podebusk, Jungshoved Len og Casper Paslich, Snegaards Len gav hver 100 bøgepæle, Hendrich Lykke, Vordingborg Len 200 bøgepæle og Herlufsholm gav 40 bøgepæle til bolværkerne.

Den 16. februar 1593, kom der et kgl. brev om, at Næstved til vedligeholdelse af sejlløbet måtte oppebærer 4 skilling dansk af hver hest, som blev solgt på markederne der.

Man begyndte nu at oprense dybet og bygge bolværker ved begge sider af Mindet og rimeligvis noget ud i Smålandsfarvandet, for at forhindre, at Mindet tilsandede igen. Nogle af de stenkister eller brokar (bolværker), der senere omtales, blev sikkert bygget ved denne lejlighed. Niels Kock skulle føre tilsyn med arbejdet, og den 12. juli 1594 forpligtigede han sig på Raad -
stuen til, at tage flittig vare paa byens arbejde i Mindet med brokarene af følle (følge), indtil arbejdet er gjort færdigt, saa der skal intet forsømmes, under hans hals's  fortabelse.

I året 1613 klagede Borgmester og Raad til Kongen over, at mange understod sig i at ind- og udskibe gods på ulovlige steder, nemlig ved Dybsø og Hørleshavn (Bisserup), hvorved Kongens og byens told blev formindsket. De ønskede derfor, at Kongen ville tillade, at de på egen bekostning måtte bygge et hus på Saltø's grund (Lungshave) ved Mindet. I dette hus skulle der bo en mand, der skulle have opsyn med, at der ikke blev ind- og udskibet noget på ulovlige steder.
Kongen (Chr. IV) bevilgede dette, den 11. november 1613 og befalede samtidig Karen Rostrup til Saltø, at tillade, at Borgmestre og Raad byggede dette hus.
I den anledning mødte Claus Sørensen, ridefoged på Saltø, på vegne af Karen Rostrup, på Næstved byting, den 10. april
1620 og meddelte, at han og Raadmændene havde været ved Mindet og udvist en byggeplads som var 16 favne (ca. 30 m.) lang og 16 favne ( ca. 30 m. ) bred, hvorpå der måtte bygges et hus på den betingelse, at der kun maatte bo et par folk i det, at de ikke maatte holde kro, kgl. majestæts bønder og tjenere til skade, at der ikke maatte hugges noget til ildebrændsel i kgl. majestæts skove, og at der ikke maatte holdes kvæg på græsgangene uden bøndernes tilladelse.

Der blev så bygget et hus på Lungshave (Lynghaven/marken) ved Mindet, og det blev kaldt Mindehuset.
Borgmestre og Raad ansatte nu en opsynsmand, Pilotmanden kaldet, ved Mindet, og han skulle bo i dette hus. Han skulle se efter, at der ikke fandt nogen ulovlig handel sted ved Mindet eller der i nærheden.

Den 11. februar 1621 udsendtes et kgl. brev om, at Borgmestre og Raad i Næstved i de følgende 6 år måtte oppebære         ½ skilling eller 1 søsling af hver dalers værdi, som ind- og udskibedes ved Mindet, til forbedring af dybet og bolværkerne ved Mindet. Denne afgift blev kaldt Søslingstold.
Om byen fik denne kgl. bevilling på søslingstold fornyet i år 1627, omtales ikke; men den 6. september 1634 bevilligede Kongen (Chr.IV), at Næstved herefter måtte få ½ skilling af hver dalers værdi, som ind- og udskibedes ved Mindet, til hjælp til vedligeholdelse af indløbet. Lensmanden skulle føre tilsyn med, at søslingstolden blev brugt dertil, og hvis han opdagede, at den blev brugt til andet, skulle bevillingen straks være forbrudt.

Den 28. oktober 1636 bevilligede Kongen (Chr.IV), at Næstved i 5 år fra nævnte dato skulle have 1 skilling af hver dalers værdi, som ind- og udførtes ved Mindet, til Mindets vedligeholdelse.
Efter at disse 5 år var forløbet, fik Næstved endnu i mange år lov til at beholde søslingstolden. Norgmestre og Raad valgte en forvalter til at opkræve den, tillige med Accisen (bytold).

Af Mindets Søslingsforvaltere kendes følgende:
                                                                        1635 - 36  Mathias Debber
                                                                        1636 - 38  Laurits Andersen
                                                                        1639 - 42  Peder Jacobsen
                                                                        1644 - 47  Niels Hviid
                                                                        1647 - 56  Jørgen Laugesen
                                                                        1661 - 65  Peder Olsen
                                                                        1665 - 71  Bertel Lauritsen
                                                                        1671 -       Cort Spemand

I Raadstuenretten den 17. juli 1635 valgte borgmestre og Raad, følgende borgere: Raadmand Vilhelm Davidsen, Frederik Hansen, Mathis Debber, Jens Hollænder og Jens Aalborg, til at indkøbe det, der behøvedes til Mindets reparation; men om der i dette år blev foretaget nogen reparation vides ikke.
Imidlertid ansøgte borgmestre og Raad Kongen (Chr.IV) om et lån til Mindets reparation, da søslingstolden ikke var tilstrækkelig. Kongen bevilligede 25. februar 1637 et lån på 2000 Rigsdalere til Mindets reparation, og det skulle aarligt forrentes, hvortil enhver skulle bidrage efter sin trafik og evne.
Afdrag omtales ikke; men lånet blev rimeligvis afdraget i løbet af 20 år.

Bygmester Hans Ryse, reparerede så bolværkerne ved Mindet, fra den 9. juli 1637 til den 3. februar 1638. Vilhelm Davidsen og Laurits Kock leverede en del tømmer, for godt 150 rigsdalere, men de fik ikke deres penge med det samme, måske fordi de 2000 rdl. ikke slog til.
De sagsøgte derfor borgmestre og Raad ved bytinget i 1649, og først efter at der var afsagt to domme af byfogeden, den 28. oktober 1649 og den 11. marts 1650, fik de vist deres penge.

Borgerne skulle nu betale afdrag og renter af de 2000 rdl. til Kongen. Denne Mindeskat  var de ikke glade for at betale. På et bystævne den 7. august 1638 opfordrede Borgmestre og Raad indtrængende borgerne, til at betale mindeskatten.
Mindets forvalter, Peder Jacobsen, måtte stævne Fjerdingsmændene for Raadstueretten, den 8. april 1639, for at få dem dømt til at aflægge regnskab for Mindeskatten. To af dem mødte og svarede, at borgerne ikke ville betale mindeskatten, og de opfordrede Peder Jacobsen til selv at gå omkring og indkræve Mindeskatten. Fjerdingsmændene blev dømt til at aflægge regnskab inden 15 dage.

Peder Jacobsen stævnede 8 borgere, der ikke ville betale mindeskatten, for Raadstueretten den 26. marts 1640 for at få dem dømt dertil. 6 borgere mødte. Borgmestre og Raad opfordrede dem godvilligt til at betale og sagde, at hvis de mente, at de lånte penge ikke var brugt til bolværket ved Mindet, kunne de klage til Lensmanden, der havde haft opsyn med, at pengene blev brugt til Mindets reparation. Jacob Kræmmer svarede, at han gerne ville rette sig efter Kongens brev, når han fik at vide, hvortil de mange penge penge var brugt, og om bolværkerne ved Mindet var bygget til gavn og bedste.
Borgmestre og Raad svarede, at Mindets forvalter havde aflagt regnskab over pengenes anvendelse.

I Tingbogen for 1641 nævnes, at der blev valgt to mænd til at pante for Mindeskat, den 22. februar 1641 mødte Tyge Bøssemager, der var valgt til at opkræve Mindeskat, i bytingsretten og sagde, at borgerne ikke ville betale Mindeskatten, før nogle kommissærer havde beset bolværkerne og afgivet erklæring om, at de var bygget til gavn og bedste for byen.
De mænd, der var valgt til at opkræve Mindeskatten, dømtes til at opkræve den inden 15 dage !

Der blev den 18. april 1650 afsagt en kommissionsdom af Lensmand Frederik Reedtz og Sigvard Urne, om Mindets beskaffenhed.
I årene til 1651 er der af og til borgere, der bliver stævnet for bytinget, fordi de ikke ville betale Mindeskat.

Efter Borgmestre og Raads befaling, blev der den 19. juli 1647 udmeldt ved bytinget, 4 mænd: Laurids Nielsen Kock (formand), Peder Ladefoged og Tømmermand Søren Lund, til at syne skibsbroen, i Næstved.
Den 9 august 1647 fremlagde de følgende synsforretning på bytinget: Bolværket fra Badstuen (ved Kompagnistræde) til
Vaskestedet, som laa ud for det stræde, som kom fra Slagers Kilde (Slagkildevej), var brystfældig (faldefærdig).
180 fyrrepæle og 13-16 alens (24-30 m.) træer til Hammeren oven paa pælene var nødvendige. Inden for bolværket
manglede der kampesten og fyld. Dette bolværk blev holdt ved lige for de penge, som byen fik i leje af Blegdammen,
men hvis de penge ikke var tilstrækkelige, kunne de mænd, som havde "deres ladested paa skibsbroen", vel holde bolværk og stenbro ved lige; thi søslingstolden maatte kun bruges til Mindets reparation.
De kunne ikke syne bolværket fra Vaskestedet til Vandhuset eller Aahuset, dvs. fra Slagkildevej til St. Karens kilde, fordi der laa en del tømmer. Dette bolværk blev vedligeholdt paa den maade, at de, som handlede med tømmer og derfor gjorde største skade, gav et af de bedste tømmertræer, som fandtes i lasten, til bolværkets vedligeholdelse.
Byen har rimeligvis ved denne lejlighed måtte bidrage lidt til skibsbroens reparation.

Trods alle de bestræbelser, der fra byens side blev gjort for at holde bolværkerne ved Mindet, vedlige, så større skibe kunne sejle ind til det, sandede indløbet så meget til omkring det 17.århundrede, at ingen større skibe kunne sejle derind.

I årene omkring 1750, måltes dybder ved/ i Mindet til ca. 1 meter, mod tidligere 2,5 - 3,0 meter.

Det hedder herom i Besværinger, som 12 af Borgmestre og Raad valgte borgere indgav til de kommissærer, der i 1661 skulle undersøge tilstanden i Danmark, efter Svenskekrigen. Sejladsen hertil er besværlig, idet man 2 mil (ca. 15 km.) skal op- og nedpramme, hvad der skal skibes til og fra byen, og det formedelst det onde indløb i Mindet, hvorfor skibene maa ligge paa rheden at losse og lade og ved storm og uvejr saaledes kan blive forhindret, at i vintertiden 14 dage, 3 uger ja, en ganske maaneds tid kan forbigaa, før en pram kan komme, og det alene formedelst byens uformuenhed, at bolværket ikke kan udsættes saa lang ud i havet, som fornødent gøres, og tilforn af gammel tid været har, hvor da en skude eller skib med sin fulde ladning kunne ind- og udsejle.

Mindeforvalter Peder Olsen tillyste på Bytinget den 4. november 1661, at hvem der ind- og udførte købmandsvarer, skulle angive dem for ham, da han den 26. august 1661 var overdraget af borgmestre og Raad, at forvalte Mindets indtægt og udgift
tillige med søslingstolden. I 9 uger var der kun fortoldet 12 skilling, idet ikke alle de ind- og udskibede varer var angivet.

Den 23. september 1666 udsendtes et kgl. (Frederik III) brev om, at handelsmand Jørgen Eggertz og hans hustru i Næstved, maatte i deres levetid nyde og oppebære 1 skilling dansk af hver rigsdalers værdi, som blev ind- og udskibet for Næstved og i Mindet af fremmede og indenlandske mænd, paa den betingelse, at han og hans hustru skulle forpligte sig til at vedligeholde bro og brokarret, ved byen og Mindet, saa ingen med billighed kunne klage derover.
Dette brev blev stadfæstet af Christian V., den 21 juli 1670. (Chr.V. overtog kronen i 1670).
Eggertz havde denne kgl. bevilling til den 1. maj 1672, hvorfor den ophørte, omtales intet sted.
Hans indtægt af denne bevilling var 726 rigsdalere 4 mark og 1 skilling, og han stak disse penge i sin egen lomme, idet han ikke udførte nogen reparation på Mindet.

I 1682nedsatte Kongen (Chr.V) en kommission på 6 medlemmer til at gennemse købstædernes regnskaber, og i 1683 blev
Næstveds regnskaber fra 1668-81 gennemset. Kommissærerne forlangte så, at Jørgen Eggertz skulle aflægge regnskab for, hvorledes han havde anvendt de oppebårne penge; men Kongen fritog ham derfor i allernaadigst henseende til hans aller-
underdanigst gjorte tjeneste i den forrige Svenske krig.

Borgmestre og Raad befalede i april 1669, Mindets forvalter, Bertel Lauritsen, at lade nogle pæle slaa ned i Mindet, den søfarende til nytte og brug.

Niels Knudsen stævnede på Jørgen Eggertz vegne, Borgmestre og Raad, for bytinget den 26. april 1669, da han ønskede 8 mænd udnævnt til at syne skibsbroen ved Aaen, her i byen. Peder Seyersen, Niels Hviid og Rasmus Christensen mødte og henviste til hans priviligium af 1666. De havde dog intet imod, at der blev udnævnt 8 mænd til at syne skibsbroen. 8 mænd blev så valgt dertil.
Disse mænd, hvis formand var Jørgen Lessø, fremlagde deres synsforretning på bytinget den 7. juni 1669: Fra Vandhuset til Tvættestedet var skibsbroen brystfældig. Til dens reparation behøvedes 72 tylt (een tylt = 12 stk. = 864 stk. ialt) gullandske (Gotlandsk) 18 alens (ca. 11 m.) træer, 24 tylt (288 stk.) gode brædder og 8 lisp. ( ca. 63 kg.) jern til bolte, sand og sten til broen. Smeden og brolæggerens løn ville blive 300 rigsdalere, Jørgen Eggertz reparerede dog ikke skibs-
broen.

Den 15. juni 1674 mødte kæmner (byens regnskabsfører) Iver Clausen Rotgeiter på Borgmestre og Raads vegne på bytinget og begærede, at byfogeden skulle vælge 8 mænd til at syne skibsbroen og Mindets bolværker ved nord- og sydsiden.
Skibsbroen mellem Vandhuset og Vaskestedet var nemlig ødelagt ved, at der blev udskibet tømmer. Endvidere lå der meget tømmer på pladsen ved skibsbroen, at man næppe kunne vende med en vogn der. Byfogeden valgte så 8 mænd, hvis formand var handelsmand Anders Bjørnsen.
De 8 mænd fremlagde følgende synsforretning på bytinget, den 28 september 1674: Fra Vaskestedet til Vandhuset behøves
139 egestolper til pæle for 56 dalere 3 mark og 8 skilling, 184 alen (ca. 115 m.) egetømmer til hamre for 46 dalere, tømmermandens arbejdsløn 80 rdl., jern og bolte, splitter og ringe for 15 dalere, arbejdsløn 14 rdl., 1200 lægtesøm for 6 dalere, brolægning ved bolværket i en bredde af 3 alen (ca. 1,9 m.) vil koste 61 dalere, sand dertil 11 mark 7 skilling, og sten dertil 5 dalere 2 mark 14 skilling, fra Vaskestedet til Eiler Vogners er 164 alen (ca. 102 m.), dertil behøves  164 alen egetræ til hamre for 41 dalere, 12 hovedpæle for 5 dalere og 1 mark, 10 smaapæle for 3 dalere 3 mark, og 6 tylt ( 72 stk.) brædder for 12 dalere, jernbolte for 4½ daler, smedens arbejdsløn 4½ daler og tømmermandens arbejdsløn 20 rdl., brolægning ved bolværket i en bredde af 3 alen (ca. 1,85 m.) vil koste 8 dalere 2 mark 1 skilling, sten dertil 7 dalere 2 mark og 9 skilling og sand dertil 5 dalere 7 skilling.
De har også beset Mindet og fundet megen brystfældighed der. Ved sydsiden af det var der 13 stenkister, som alle skulle forbedres, og 2 stenkister var borte.
Ved nordsiden var der 20 stenkister, hvoraf de ydereste næsten var ved magt, mens 19 kister var næsten borte; dog kunne man fra stranden se fundamenter af dem, og ud til sandrevlen, hvor de 3 pæle stod, var der 411 alen ( ca. 250 m.), og her fandtes slet intet.
Hvor meget den store reparation ville beløbe sig til, kunne de ikke sige.

Mindet var altså i en sørgelig tilstand. Borgerne har måske klaget til Kongen (Chr.V) herom; thi den 19.juli 1675 kom der en kgl. befaling til Borgmestre og Raad, om straks at lade bro og bolværk ved Mindet reparerer på byens bekostning. Der blev så i 1675 brugt 11 rdl. 3 mk. 2 skilling til en reparation på en gammel pram og 146 dalere 2 mk. til en ny pram, der skulle bruges ved nedbukning af pæle i Mindet og ved rensning af Mindemundingen. Borgerskabet klagede i 1682 til de kgl. kommissærer over, at der ingen pæle var blevet nedbukket, og at Mindet ikke var blevet renset.
Raadmændene Oluf Christensen og Christian Gabrielsen svarede kommissærerne, at Mindets reparation ikke var blevet til noget på grund af mangel på penge. Kommissærerne frifandt de nuværende Borgmestre og Raad for borgernes klage.
Borgerne klagede også over, at den, der forvaltede Mindets regnskab, tog 6% af indtægten. Kommissærerne mente at 5% var nok. Efter klage fra borgerskabet erklærede kommissærerne, at Mindets penge ikke måtte anvendes til rejser, og at kæmner- og Minderegnskabet ikke måtte blandes sammen, hvoraf 2 raadmænd og 4 borgere skulle skille disse to regnskaber.

Søslingstolden bortfaldt omkring 1680, til gengæld fik Mindet ifølge Toldordinansen 1/3 af accisen (bytolden), mens de fattige og Raadhuset fik hver 1/3 del.

På Kammerkollegiets skrivelse af 31. marts 1680: Næstveds Minde er i denne haarde krigstid af storm og høj vandflod blevet øde og fordærvet, og byen har ingen midler til at reparerer bolværkerne der.

I begyndelsen af 1680-erne blev der bygget en bolig til en tolder ved Mindet, og Tolderen i Næstved flyttede dertil.
I anledning af en klage til rentekammeret fra Tolderen ved Mindet, over at bolværket der var meget forfaldent og ikke blev holdt ved lige, da samme bolværk engang af ny er bekostet til Næstved bys indvaaneres tjeneste og deres handels befordring, pålagde rentekammeret den 19. oktober 1686, byens øvrighed straks at reparerer bolværket og i fremtiden holde det ved lige, ved hjælp af accisepenge, tolderen havde  endvidere klaget over, at Pilotmanden ikke var til stede, når hans tjeneste behøvedes, og hjalp de søfarende ind og ud ved Mindet. Rentekammeret befalede øvrigheden at pålægge ham at gøre sin pligt, så de søfarende ikke for hans forsømmelses skyld skulle lide nogen skade.

Den 13. juni 1702 skrev Borgmestre og Raad et langt brev til Kongen (Frederik IV). Det hedder heri: Blandts byens indbyggere findes kun nogle faa handelsmænd, der af yderste evne formaar at fortsætte en liden handel, da deres brød i saa maade er dem meget svært at erhverve alene af den aarsag, at deres losse- og ladeplads er to mil (15 km.) herfra
ved Mindet, hvorfra godset med stor bekostning skal op- og nedprammes eller vognes, saa er rheden saa farlig i storm at ligge paa, saa skib og gods samt livet ofte maa staa i fare, formedelst fartøjet ej kan passere igennem det sædvanlige Mindegab, der næsten er forstoppet, og de faa handelsmænd eller byen ej formaar at lade det reparerer i tilbørlig stand, og den ringe del af accisen ikke nær til byens bro/bolværkers vedligeholdelse kan være tilstrækkelig, saa det er at befrygte, inden faa aar den liden negotie (handel) her i byen gaar til grunde.

De bad nu Kongen om, at de måtte få lov til at få de 3000 rigsdalere, der for et år svaredes af Næstved i kommission til Kongen, idet de forsikrede, at både told og konsumtion ville blive meget større end nu, da bl.a. Hollænderne, der hidtil ikke havde villet sejle til Mindet, fordi det var livsfarligt at ligge på en åben rhed, sikkert ville sejle hertil.

Under Kongens ophold her i Næstved (13. juni) gav Borgmester H.Pohlmann dette brev til oversekretær Wibe, der lovede at ville levere det til Kongen. Brevet blev senere sendt til Stiftamtmands erklæring.
Kommercekollegiet (Handelsministeriet) ønskede den 17. marts 1704, i anledning af borgmestre og Raads skrivelse af 13. juni 1702 oplysning om, hvorledes de 3000 rdl. skulle anvendes, hvor mange fods dybde Mindet ville få m.m., for at kollegiet bedre kunne anbefale ansøgningen hos kongen.
Borgmestre og Raad svarede den 29. marts 1704, at det ville tage nogen tid at skaffe de forlangte oplysninger, da de skulle have kyndige borgere og søfarende til at undersøge Mindet; men når de havde fået det undersøgt, skulle kollegiet få besked derom.
Borgmestre og Raad skrev den 5. maj 1704 til Kommercekollegiet, at de ikke kunne få nogen folk til at undersøge Mindets forhold, da det i lang tid havde været ubekvemt til at kunne med både komme til at udforske fundamentet. De bad om, at en ingeniør måtte rejse hertil for at undersøge Mindet og give et overslag over dets reparation.
Der kom dog sikkert ikke nogen ingeniør hertil, og byen fik ingen penge af Kongen; thi det arbejde, der blev udført ved Mindet, måtte byen selv betale. Der nævnes nemlig i Raadstuekopi-bogen, at efter overslag er en temmelig sum penge efter fornødenhed destineret ved forskud, der ej hvert aar kan ske.

Den 8. oktober 1704 sluttede Borgmestre og Raad akkord med tømmermændene Christen Pedersen Straale og Jacob Jensen her om at nedramme 18 pæle med 7-8 alens (4,3 - 5,o m.) mellemrum til at fortøje skibene ved i Mindet og bygge to flåder og en kran eller buk til brug under arbejdet.
De skulle selv holde arbejdsfolk. De fik 36 rdl. derfor. Byen skaffede pælene og tømmeret til flåderne og kranen.
Skipperne Peder Pedersen og Peder Olsen skulle være til stede under arbejdet og have tilsyn dermed.
De måtte rådføre sig med købmændene Hans og Wilken Hornemann, der ejede fartøjer. Den 20. oktober 1704 var arbejdet færdigt.

Borgmestre og Raad befalede i oktober 1704 Kristoffer Henningsen , Nikolaj i Karrebæk og skipper Jens Kristoffersen, der tilsammen ejede et skib, at have opsyn med, at Pilotmanden i Mindehuset sørgede for at ise omkring pælene, og at han i hårdt vejr sørgede for, at skibenes fortøjninger ikke løsnede, eller at pæle blev rykket op.

Om de fortvivlede forhold ved Karrebæksminde skrev købmand Wilken Hornemann her til Borgmestre og Raad, den 21. maj 1710: Min skude paa 500 tønder (ca. 67 t.dw.) sled sig "om vinters tider" løs, tog pælene, hvortil den var fastgjort, med sig og drev ud af vor havn ved Karrebæksminde formedelst stærk storm og høj flod, og med stor bekostning samt bjergeløn fik jeg den opsøgt i Bæltet og ført til Nyborg, og nu i høst drev min store skude "Den Graa Falk" paa
100 tønder (ca. 14 t.dw.) under vedvarende storm og uvejr fra rheden i land og sloges i stykker, fordi skibsfolkene var rejst til Kjøbenhavn for at komme i Kongens tjeneste, og fordi skibet stak saa dybt, at det kun ved højvande kunne sejle ind i Mindehavnen.

Den 23. september 1713 befalede Borgmester og Raad Henrik Lafrandtz, der havde oppebærelsen af accisen, at sørge for, at broen ved Toldboden i Karrebæksminde og bolværket ved havnen i Næstved blev repareret, da både tolder Anders Madsen og købmændene havde klaget over, at de var brystfældige.

I en ansøgning til Kongen (Frederik IV) af 16. november 1728, om en formindskelse af indkvarteringen, omtalte Magistraten, at byens handel daglig aftog på grund af  havnens opfyldning, hvorved sejladsen her til staden hæmmes og ganske bort-
falder, saa i stedet for 9 fartøjer, her var til byen før krigens begyndelse, er der nu kun eet.

Snart efter indsendte 8 borgere følgende andragende til Kongen:

                    Stormægtigeste Monark! Allernaadigste Arvekonge og herre !

Den allernaadigeste og højpriselige omhu, Deres Kongelige Majestæt har for sine undersaatters almindelige velfærd, maa jo billigen opmuntre alle ærekære og tro undersaatter hver ved sit sted at pønse paa det, som i tiden kan være til nytte og gavn. Og i saa henseende fordrister os underskrevne borgere her i Næstved i allerdybeste underdanighed for Deres Kgl. Majestæt at andrage skibsbroens meget slette tilstand her ved byen, hvis bolværk i mange aar har været forfaldent og nu paa nogle aar er blevet ganske øde, saa aaen derved saaledes er efterskylt og opfyldt, at man ikke kan komme nær landet med prammene, dem vi her maa bruge med stor bekostning at losse og lade med, fra og til rheden ved Karrebæksminde, 2 mil ( 15 km.) fra byen, men maa først køre ud i vandet til prammene, hvorved vognene ofte er væltet, godset fordærvet og folkenes liv hazarderet, foruden det som endnu er at befrygte og daglig erfares, at aaen mere og mere tilstoppes, at den inden kort tid vil blive ubrugbar for pramme at komme til byen. Til dette at hjælpe og forekomme findes her aldeles ingen evne; thi den allernaadigst bevilgede accise til havnens reparation (formedelst den ringe og slette handel her mange aar har været) har næppe kunne tiltrække at holde den skibsbro ved lige med neder ved Karrebæksminde toldsted, som for nogle og fyrretyve aar siden, da toldboden flyttede fra byen, allernaadigst er befalet der at oprette og vedligeholde, hvilken bro om vinteren af stærk strøm og stor isgang meget beskadiges. Saa har vi da indbyrdes samtlige Negotierede tillige med Magistraten overlagt at gøre aller-
underdanigst ansøgning (om, at) Deres kgl. Majestæt ville bevise os den naade og til foranførte bolværks reparation og vedligeholdelse her ved byen saavel somm aaens oprensning forunde os en liden bropenge af alle ind- og udgaaende vare uden forskel, hvortil enhver af os saa villig contribuerer, som det for byens conservation er højest fornødent.
Og som vi er forsikret om Deres Majestæts sønderlig højpriselig og for sine undersaatters velstand medførte Clemence
(mildhed) og naade, hvor vi underdanigst hosføjet en taalelig og meget moderat takst (hvorved lidet, som i en stor bøsse kunde indsamles), som vi allerunderdanigst vil haabe, Deres Majestæt i Naade approberer og konfirmerer saaledes: Af alle slags kornvarer, saasom rug, byg, malt, og havre, som ind- og udskibes, à td. ½ skilling, hvede, ærter og gryn à td. ½ skilling, alle slags salt, item sild, saltet fisk, tjære, beg, smør, tælle, tran, sæbe og desl. à td. 1 skilling, 1 oksehoved (ca. 197 li.) vin eller brændevin 6 skilling, 2 ankre 4 skilling, 1 anker 2 skilling, ½ anker 1 skilling, 1 skippund (ca. 159 kg.) jern, jernkakkelovn og bly 3 skilling, 1 læst kalk eller stenkul 4 skilling, 1000 tag- eller mursten 4 skilling, kramsvarer, specerier alle slags, fyr, gran og egetømmer eller brædder samt alt andet ikke før omtalt ½% hvilke bropenge deres kgl. Majestæt allernaadigst vil tillade Næstved at oppebære saavel af alt hvad, som enten til eller fra København eller nogen anden købstad i riget til vands ind- eller udgaar, enten det ved Karrebæksminde Toldsted ind- eller udskibes, eller det til byen ind- eller udgaar.
En borger ansættes ved Magistraten til at modtage pengene, magistraten lader reparation udføre.
2 købmænd gennemser regnskabet, hvorefter det indsendes til Stiftsamtmanden.
Toldbetjenten ved Karrebæksminde skal indkræve bropenge der.

Paa dette, som vi til fælles gavn og bedste saaledes allerunderdanigst har fremsat, vil vi allerunderdanigst ervarte (forvente) Deres Kgl. Majestæts allernaadigste resolution, forbliver til vor død stormægtigste Monark allernaadigeste arvekonge (Chr. VI) og herre allerunderdanigste tro arveundersaatter og tjenere.

Næstved den 5. februar 1731, Hans Hornemann, Christian Tamdrup, Oluf Elling, Peder Pedersen, Benjamin Hincheldey, Rasmus Friis, Johan Hornemann, Mathias Hansteen.

Magistraten anbefalede denne ansøgning. Om Kongen svarede på den vides ikke; men der blev ihvertfald ikke indført bropenge.

I 1738 blev skibsbroen her ved byen repareret, da den var aldeles forfalden. Der blev bygget et træbolværk, der var 118 alen
(ca. 73 m.) langt, af egepæle og gullandsk (Gotlandsk) fyrreplanker, og det blev forsynet med egestormpæle og jernbolter. Der blev endvidere opført et stenbolværk, der var 180 alen (ca. 112 m.) langt. Udgifterne var 290 rdl. 61 skilling; og man brugte de få accisepenge man havde, og desuden lånte man 236 rdl. (100 rdl. af Sct. Peder kirke og 136 rdl. af de fattiges kapitaler). De handlende lovede at svare renter af de 236 rdl. indtil de tid efter anden kunne blive afbetalt. Lejen af Blegdammen, der tidligere var brugt til skibsbroens vedligeholdelse, omtales ikke. Accisepengene var ellers tidligere brugt til Mindets reparation.
Magistraten erklærede i 1746, at accisepengene altid var brugt til skibsbroens vedligeholdelse og ikke til Mindets. Magistraten har altså ikke kendt til de tidligere tiders forhold. I løbet af årene 1738-45 havde havnen fået 129 rdl. 66½ skilling i accisepenge, hvoraf Sct. Peder kirke i 1745 fik de 100 rdl.; hvornår restgælden blev betalt, omtales ikke.

I 1736 klagede Magistraten og købmændene over, at Mindet mere og mere blev tilsandet, fordi bolværkerne i mange år havde været ødelagt.
Den 24. februar 1745 sendte Magistraten følgende ansøgning til Kongen (Chr. VI):

Udi allerdybeste soumission (underdanighed) nedlægger vi for eders kgl. Majestæts naade Krone denne vor allerunderdanigeste suppliqve (ansøgning) tillige med en tegning over denne Kjøbstads forfaldne og innavigable (ikke
sejlbar) havn ved Karrebæksminde, og ved samme allerunderdanigst forestillende, at dersom Eders kgl. Majestæt ikke efter højpriselig Clemence (overbærenhed) og sædvanlig faderlig omhu for denne bys negotierende og fattige indvaanere vilde allernaadigst komme os til hjælp, maa man befrygte, at den liden handel her endnu drives til søs inden kort tid ganske og aldeles vil cessere (ophøre), formedelst at benævnte havns indløb aar efter andet jo længere jo værre bliver tilstoppet og af sand og grus ganske opfyldt, saa at ej noget lidet eller stort fartøj herefter kan komme derigennem.
Allernaadigste Konge !  Iblandt alle de købstæder her i landet, som har sejlads og driver nogen negotie til søs, findes næppe en eneste af saa slette omstændigheder med havn som denne by, hvilket allernaadigst af det ovenanførte maatte fornemmes, og tilkommer det os da som allernaadigst beskikket magistrat her ved staden i tide, da det endnu staar til bedring, sligt allerunderdanigst for eders kgl. Majestæt at demonstrere.
Havnen ved Karrebæksminde er her fra byen 2 mil ( 15 km.) til søs beliggende, som nu er den beskaffenhed, at ej noget skib eller fartøj kan i samme rhed indløbe; men alle de skibe og fartøjer, som kommer her til stedet enten for at losse- eller lade, maa blive liggende udenfor paa aaben og skarp rhed, hvortil og og fra man alt gods, som til søs udskibes og indkommer, med pramme skal føres op og ned paa den her forbi byen og ned til havnen gaaende aa, de trafiqverende til stor bekostning; ermeldte rhed er af slet beskaffenhed ved det, at den ikke aleneste paa adskillige steder er af meget slet holdebund, men samme er op paa bunden med en del spild opfyldt, saa at et skib i storm med øst-, vest- og sydvestvinde, hvorfra den hele Østersø imellem Langeland og Lolland har fuld fart lige ind paa rheden
og tværs paa landet, maa udstaa stor hazard og livsfare for at drive paa land, hvoraf man desværre saavel i aaret 1738 som andre tider har haft mærkelige prøver, til de handlendes største skade. Indløbet fra bemeldte rhed af og indtil havnen kaldes Mindegabet og er beliggende imellem Eggemose Klint og Mindehuset, hvilket gab paa nogle aaringer især er blevet saa grunde, at næppe en tilladet pram, som ikkun stikker 1½ fod (ca. 47 cm.), kan komme derigennem, efterdi indløbet ved lavvande ej er dybere end 2 fod, hvor det dog i fordums tider har været 10 à 12 fod dybt ( 3,1 - 3,7 m.), saa at skibe, som ej stak dybere ned fuld ladning, kunne gaa ind og ud; Aarsagen til indløbets mærkelige forandring og tilstoppelse har fornemmelig været denne: paa den nordre side af indløbet har tilforn været nedsat et stenbolværk strækkende sig ud fra landet ungefær over 100 favne (ca. 188 m.) ud paa rheden, hvor grunden ophører, og saa længe samme bolværk var i god stand, har og indløbet været saaledes, at et fartøj paa 600 tønder (ca.82 t.dw.) og derover kunne gaa ind med fuld ladning, formedelst at samme bolværk har beskærmet indløbet for derpaa stødende vest- og nordvestvinde, saaledes at der ej noget sand eller grus ved saadanne vinde har deri kunne blive indført.
Desuden har benævnte bolværk og ført den nytte med sig, at den strøm, som ind- og udgaar igennem benævnte Mindegab ungefær hver 24 timer, da har haft langs samme en saa meget hastigere fart, saa den har altsaa været stærk nok til at bortføre alt det sand og grus, som i benævnte Mindegab af havet kunne være opkastet, havnen i sig selv som ligger imellem Mindehuset og Enø land, er endnu i nogenlunde god stand og vel bekvem til at losse og lade; men Reveren (Åen) ,  naar man er kommet op over fjorden, befindes ligeledes paa en del steder at være tilstoppet, fornemmelig imellem Appenæs og Ydernæs, saa de til byen opgaaende premme tit og ofte ved lavvande ej kommer derover, og maa de handlende i saa fald lade deres gods af prammene i baade udskibe og her til byen opføre, hvilket og er dem anselig bekostning. Heraf vil Eders kgl. Majestæt allernaadigst behage at fornemme, hvor besværligt det er for de handlende for nærværende tid her paa stedet at drive nogen negotie til søs, fornemmelig da de, som allerunderdanigst meldt er, maa lade deres skibsrum og fartøjer ligge paa aaben rhed, hvor de tit og ofte med lossen og laden udi 3, 4 à 5 uger blive opholdt, før de kan komme til at udskikke deres pramme paa rheden, især naar vinden staar paa landet, formedelst den stærke søgang, som de falder; hvilket omstændighed og forvolder, at man nu om stunder snart ikke kan faa nogen skipper til at lade sig fragte her til stedet, med mindre man vil betale 1/3 eller 1/4-del mere i fragt end som andre omliggende købstæder; de handlende kan ej heller selv holde nogen fartøjer, fordi her er ingen havn, og har man altsaa for nærværende tid ikkuns en liden Jagt her ved stedet, da her tilforn har været 10 à 12 fartøjer her til byen, se anmærkning, saa det er desværre en fuldkommen sandhed, at dersom man ikke kan faa denne havnens defekt endnu i tide redressetet (genoprettet) ville deraf flyde negotiens totale undergang, som og desuden i disse tider er ganske ringe, hvilket ikke aleneste ville geraade til Eders kgl. Majestæt høje interesse Nakdel, men endog
til undersaatternes, og især de negotierendes ruin og forarmelse. Vi vil altsaa i dybeste underdanighed paa denne fattige bys vegne indflyee til Deres kgl. Majestæt og allerunderdanigst forestille, om det ikke allernaadigst maatte behage Deres Majestæt at komme os til hjælp med ofte benævnte indløbs istandsættelse, siden det er en pur umulighed, at byen sligt af egne kræfter kan afstedkomme, som nu for det meste bebos af fattige og uformuende borgere, det og allernaadigst kan erfares af en Ekstaskats paabud, hvad fattigdom byen bestaar af, og er vi af den allerunderdanigste tanke, at naar det ommeldte stenbolværk blev bragt i forrige stand, at den ind- og udløbende strøm jo snart ville udspille grunden, saa at Mindegabet snart inden kort tid ville bekomme sin forrige dybde, hvilken bekostning inden for faa aar igen udi told og konsumtion ville mindes, efteri byen desformedelst visselig ville blive extenderet og langt mere populleret af søfolk og handlende, allerhelst da den ellers til negotie ligger meget bekvemt og belejligt, hvilket vi saaledes til Eders kgl. Majestæts allernaadigst resolution allerunderdanigst vil henstille, og vi forbliver med allerdybeste underdanighed Eders kgl. Majestæts allerunderdanigste tjenere.

Niels Rasmussen                                                   Peder Rist                                                Mathias Hansteen
 
 

Anmærkning:

år 1614     7 skibe var hjemmehørende i Næstved:
                             1 fartøj på 7 commerce-læster                       Reder: Jens Sørensen
                             1      ''       6           ''                                          ''     Poul Hansen
                             1      ''       7           ''                                          ''     Jens Jørgensen
                             1      ''       5           ''                                          ''     Hans Wallach
                             1      ''       4½        ''                                          ''     Hans Madsen
                             1      ''       3           ''                                          ''     Peder Skauboe
                             1      ''       3           ''                                          ''     Hans Eschelsen

år  1680     4 skibe hjemmehørende i Næstved:
                            1 fartøj på  23 commerce-læster                     Reder:  Borgmester Robring's Enke
                            1     ''         24         ''                                          ''       Hans Hornemann
                            1     ''         10         ''                                          ''       Borgmester Zakarias Hansen
                            1     ''         10         ''                                          ''       Anders Bjørnsen
 

år  1729     2 skibe hjemmehørende i Næstved:
                            1 fartøj på  7 commerce-læster                       Reder:   Johan Hornemann
                            1     ''         6½        ''                                          ''       Skipper Jørgen Carstensen

1772. en galease hjemmehørende i Næstved "Der Friede", købt af Claus Brysting, Niels Hincheldey og Peder Mørch, fra
          skipper Peder Pedersen i Sønderborg.

1786  ingen skibe hjemmehørende i Næstved
 

Den 9. juli 1746 skrev Magistraten en lignende ansøgning til General Landets Havnekompagni og fortalte om skibsbroens reparation i 1738.

Den 28. december 1747 gav borgere Magistraten følgende svar angående havnevæsenet på det kgl. reskript af 18. september
1747 om, hvad der kunne tjene byens velfærd og det almindelige bedste: I Mindegabet er der nu kun 3 fod ( ca. 0,9 m.) vand,
mens der tidligere har været 8 - 10 fod ( 2,4 - 3,1 m.)., ingen skippere vil sejle hertil, uden man betaler dem en højere fragt end til andre steder. Derfor må købmændene her ofte købe varer i Korsør, Skelskør og Vordingborg, mens købmændene i disse byer i forrige tider købte her.
Den allerbetydeligeste og største hjælp for denne næsten ruinerede by var at få havnen og indløbet sat i god stand; men dertil krævedes så mange penge, at byen aldrig kunne skaffe dem. De bad derfor om hjælp af den kgl. kasse til havnens istandsættelse.
Magistraten sendte borgernes udtalelser om havnen til Stiftamtmanden og tilføjede under henvisning til de tidligere andragender, at den ville foreslå, at byen blev aftergivet 1 à 2 års konsumtion, der så skulle anvendes til havnens istandsættelse.

Der blev rimeligvis i 1749 bygget et lodshus ved Mindet på Saltø`s grund, og en lods (Poul Eriksen) blev ansat der. Ejeren af Saltø var misfornøjet hermed, og det kom i 1749 til proces mellem ham og Magistraten i Næstved.
Ved Stiftamtmand Reventlovs mæling blev der sluttet forlig mellem Saltø og Næstved, den 12. februar 1750: Lodshuset med grund og have, saaledes som det nu findes, skal fremdeles tilhører Næstved uden afgift og være under Næstveds jurisdiktion og Næstved skal herefter som tidligere uhindret beholde sin losse- og ladeplads. Lodsen maa ikke holde kro eller skænke for Saltø`s  bønder; men han maa godt sælge mad og drikke til fremmede søfolk. Processens omkostninger ophævedes.

I 1756 sendte 13 borgere og de 8 eligerede mænd en ansøgning til Kongen (Frederik V) om forbedring af havnevæsenet her af et lignende indhold som Magistratens i 1747. Et kort over Mindet, Fjorden og åen fulgte med, disse ansøgninger hjalp.
Efter Stiftamtmanden havde afgivet erklæring over andragendet fra 1756, spurgte Kammerkollegiet den 30. april 1757 Admiralitetet og General Kommissarietkollegiet, om der ikke fra Søetaten kunde erholdes en i havnearbejde kyndig person, som kunde syne Næstved havn.
Så befalede Admiralitetet skipper Jacob Stavanger fra Holmen i København, at rejse til Næstved og syne havnene. Kortet fra Næstved blev leveret til ham.

Den 10. maj 1757 befalede Stiftamtmanden Magistraten at vælge nogle af de bedste og kyndigste borgere til at hjælpe Jacob Stavanger med at undersøge havneforholdene.
I maj 1757 kom Jacob Stavanger så til Næstved og undersøgte grunden med et jerngrundbor. Grunden i åen og sejlløbet i sejlløbet til Toldergården ved Mindet bestod af løst mudder i en dubde af 10 - 12 fod. Fra Toldergården til Lodshuset (altså Mindet) var der 3-4 fod vand. Grunden bestod af løst mudder i en dybde af 10 fod, hvorefter man traf på sand. Fra Minde-
gabet og 150 favne (ca.283 m.) ud i Smålandsfarvandet var dybden 3½ - 5 fod, og 50 - 60 favne længere ud 5½-10 fod.
Grunden blev undersøgt på 8 forskellige steder og bestod af sand i en dybde af 1 - 2 fod, hvorefter man stødte på blåler.

Man fandt på sydseiden af Mindegabet et forfaldent stenkar af form som en spidsagtig trekant med den brede ende vendende
til landet, og uden for spidsen syntes der at have været tilsat et andet lidet stenkar; det første stenkar var så forfaldent, at det næsten ligger kun plat paa bunden, og det andet var så forfaldent, at man ikke kunne se, hvilken form det havde haft. I begge stenkar var der mange sten, hvoraf en del var faldet ud i indløbet. Fra land til den yderste ende af brokarerne var der ca. 15o favne.
Ved nordsiden af Mindegabet fandtes der et meget forfaldent stenbolværk med pælestumper i grunden. Ingen af disse forfaldne stenbolværker kunne repareres.

Stavanger foreslog nu følgende til forbedring af havnevæsenet her: Der skulle anskaffes en muddermaskine for 1024 rdl. og 2 smaa mudderpramme til opmudring af aaen og Mindet. De skulle betjenes af en formand og 12 arbejdere. Der skulle købe et jernslag og en rambuk.
Ved nordsiden af Mindegabet skulle der opføres et stenbolværk med træpæle i en længde af 150 favne fra land ud i havet. Det opmudrede sand og blåler kunne lægges ved nordsiden af dette bolværk for at styrke det. For at hindre, at denne opfyldning blev bortskyllet, skulle den beskyttes af et smalt stenrev fra bolværkets yderste spids til land, saa
bolværket med opfyldning ville faa form af en trekant.
Bolværkets højde over daglig vandstand skulle være 3 à 4 fod, og dets bredde for oven 4-5 alen.
Dette bolværk skulle hindre, at Mindegabet fyldtes med sand. Paa sydsiden skulle der ikke opføres noget bolværk, da det gamle stenbolværk dèr beskyttede indløbet. Efterdi det endnu i det mindste kan anses som et stenrev under vandet.
Mellem Lodshuset og Toldergaarden skulle der bygges en havn.

Der skulle mellem bolværkerne og i Mindet mudres til en dybde af 10 - 12 fod og i en bredde af 8 - 10 favne. Åen skulle opmudres, så middelmaadige fartøjer kunne sejle op til byen.
Stavanger udarbejdede et overslag over bekostningen, og han anslog alle udgifter til 14.020 Rigsdalere.

Han sendte så planen og overslaget til Kammerkollegiet, der sendte dem til Rentekammeret, som den 17. september 1757 skrev til Stiftamtmanden, at denne havns istandsættelse fornemmelig vil ankomme derpaa, om Næstved er i stand til eller ved noget middel uden besværing for den kgl. kasse at tilvejebringe de udfordrede omkostninger.
Stiftamtmanden sendte den 24 september 1757 denne skrivelse med planen og overslaget til Borgmester N.W.Dorph, der sammenkladte borgerne til et Raadstuemøde den 6. oktober 1757.
Borgerne erklærede, at de ikke kunne tilvejebringe disse penge. Hvis den kgl. kasse derfor ikke ville istansætte havnen, måtte den blive, som den var, og al skibsfart til Næstved ville derfor snart ophøre.
Borgmesteren sendte den 7. oktober 1757 borgernes erklæring til Stiftamtmanden. Regeringen ville ikke skaffe pengene til en forbedring af Næstveds havneforhold, og i over 50 år måtte Næstved vente på at få en tidssvarende havn.

I 1774 ønskede Stiftamtmanden en nøjagtig efterretning om havnevæsenet i Næstved. Borgmester Niels Thorup svarede ham følgende: For 100 aar siden kunne fartøjer paa 10 fods dybde sejle ind i fjorden, og for 50 aar siden kunne fartøjer
paa 5-6 fods dybde sejle op ad aaen til skibsbroen; men nu maatte smaa skibe, der stak over 3 fod, ligge for anker paa reden i Karrebæksminde 1/8 eller 1/4 mil fra land, og et stenkar eller en trekant udenfor anlagt til at beskytte indløbet mod tilstopning, kunne skibene sejle ind til Mindet. Aaen skulle opmudres til 4-5 fods dybde. Alt dette ville tjene til søfartens og handelens opkomst, da Næstved havde en god beliggenhed og et stort opland. Han ønskede at Kongen (Chr.VII) ville bevilge byen de nødvendige penge til Mindets istandsættelse, uden at der skulle betales renter, før arbejdet var færdigt. Afdrag og renter kunne saa skaffes til veje ved havnebropenge. Han mindede om, at Christian IV
for ca. 150 aar siden havde forstrakt Næstved med 2000 rdl. til havnens og indsejlingens forbedring.

Generaltoldkammeret lod så Viceadmiral Lous i foråret 1776 fortage en undersøgelse af Susåen, Fjorden og Mindet. Hans erklæring herover lignede meget Stavangers. Der skete dog intet til en forbedring af havnevæsenet.

Købmændene Wilken Hornemann, Claus Brysting, Niels Hincheldey, Hans Christian Misleth, Peder Mathias Frich og Peder Mørch meddelte den 29. marts 1774 borgmester Thorup, at bolværket her ved byen var så forfaldent, at prammene ikke kunne komme nær til det, hvorfor de havde måtte lave en vej ved Sydhavevænget og køre med vogne midt ud i åen til prammene. Det var både besværligt og meget bekosteligt for dem. Derfor havde de ladet tømrer Eisensee syne bolværket og gøre et overslag over dets reparation. Han anslog udgifterne til egepæle og planker samt til åens oprensning ud for bolværket til 186 rdl. og 1 mark. De anmodede nu Thorup om at udvirke på højere steder, at havnekassen, hvis indtægt kun var 1/3-del af accisen, måtte låne af byens kæmnerkasse så mange penge, som var nødvendige til bolværkets reparation m.v.

Thorup sendte den 5.april 1774 købmændenes skrivelse til Stiftamtmanden og anbefalede deres forslag om, at havnekassen lånte de nødvendige penge af kæmnerkassen, da skibsbroens reparation var til gavn for det meninge borgerskab såvel for hele egnen.
Stiftamtmanden svarede den 9. april, at skibsbroen skulle udbydes i licitation, der skulle approberes af ham. Han mente, at købmændene selv burde betale omkostningerne ved reparationen, så  de øvrige indvaanere, som ikke umiddelbart kunne siges at have fordel af havnen, kunne forskaanes for denne udgift.

Thorup meddelte den 7. juni 1774 Stiftamtmanden, at der den 10. maj var holdt licitaion over arbejdet på skibsbroen, og at arbejdet var tilstået de mindstbydende, han ønskede nu en afgørelse af, om pengene måtte tages af kæmnerkassen. Stiftamtmanden forlangte den 14. juni, at få at vide, om købmændene selv ville betale udgifterne.
Thorup bad så købmændene om at svare på Stiftamtmandens forespørgelse, og de erklærede den 16. juli, at de ikke selv ville betale reparationen, men ønskede, at pengene blev taget af kæmnerkassen. Thorup sendte deres svar til Stiftamtmanden og anbefalede atter, at pengene blev taget af kæmnerkassen. Stiftamtmanden svarede så, at kæmnerkassen ikke måtte betale udgifterne ved reparationen af skibsbroen, og den så foreløbig ikke blev repareret.

Den 22. august 1780 mødte 7 købmænd: Brysting, Mørch, Hornemann, Misleth, Hencheldey, Stennecke og Buch på Raadstuen og blev enige om at reparere skibsbroen her ved byen. De penge som havnekassen manglede til reparationen, skulle lånes hos købmand Claus Brysting. Alle 7 købmænd skulle kautionere for lånet, og de skulle i forhold til deres næringstakt betale renter af lånet, indtil det var tilbagebetalt ved hjælp af accisepengene. Hvis en købmand tog borgerskab, inden lånet var tilbagebetalt, skulle han være med til at betale renter. Stennecke og Hornemann skulle føre tilsyn med arbejdet, der skulle udføres af de 2 mænd, der ved licitationen i 1774 var tilstået det.
Mørch leverede fyrreplanker for 4 skilling pr. alen, i sommeren 1780 blev skibsbroen så repareret.

Efter ordre fra Amtmand Bjelke og ifølge skrivelse fra Generaltoldkammeret af 16 marts 1780 blev der ved Næstved byting udmeldt to tømrer og en grovsmed til at syne skibsbroen ved toldergården i Karrebæksminde og lave et overslag over dens istandsættelse, og den 22. maj fremlagde de deres synsforretning på bytinget, og i sommeren 1781 blev denne skibsbro repareret.

I 1792 anskaffede købmændene Stennecke, Buch og Simonsen i forening 3 pramme til at føre vare fra Næstved til Karrebæksminde og omvendt. Kort efter fik de at vide, at nogle borgere mente, at det var deres pligt at holde prammene i god stand og overlade dem til brug for enhver, som kunne ønske det. I den anledning lod de 3 købmænd tillyse ved Næstved byting den 11. november 1793, at prammene var anskaffet til dres eget brug, at de derfor havde lov til at behandle dem, som de ville og at de var villige til at overlade dem til andre mod en passende betaling, når de ikke selv havde brug for dem.

De andre købmænd har muligt ikke været tilfreds med denne tillysning, men har klaget til Stiftamtmanden. Han opfordrede nemlig købmændene til at danne et pramlaug. Borgmester Wulff indbød da købmændene Misleth, Weygaard, Harboe, Buch, Stennecke og Simonsen til et møde for at danne et pramlaug og for at rådslå om at anskaffe en muddermaskine.
Den 22. februar 1794 vedtog pramejerne og de øvrige købmænd, at der for en tur med en pram fra Næstved til Karrebæksminde og tilbage igen skulle betales 4 rdl. om vinteren og 3 rdl. og 2 mark om sommeren. Prammændene skulle betales efter akkord. De vedtog endvidere at oprette en havnekasse, hvis indtægter skulle fremkomme på følgende måde: Der skulle svares 8 skilling af hver pramladning fra og til Karrebæksminde og 8 skilling af hver læst, som de skibe indeholdt, der gik til pælene ved Mindet.
Disse vedtægter fik kgl. stadfæstelse den 10. oktober 1794.

Borgmester Wulff spurgte den 27 februar 1794 Buch, Stennecke og Simonsen, om der ikke skulle fastsættes en mulkt for ikke at holde prammene i forsvarlig stand. De svarede ham den 28 februar, at de ikke kunne betale mulkt eller underkaste sig laugsartikler; men hvis et pramlaug blev oprettet, ville de overlade det for 8000 rdl. pr. stk, de kunne ikke skaffe en muddermaskine.

Endelig hen imod århundredes slutning blev der for alvor forhandlet om at forbedre søvejen til Næstved. Det var købmændene der stod i spidsen derfor.

I 1797 var Susåen så grundet, at prammene næsten ikke kunne komme fra og til Næstved. Købmændene M.H.Stennecke, M.Buch, H.C.Misleth, Weygaard, Harboe og Simonsen sendte da en ansøgning til kongen (Chr.VII) om åens opmudring og en havns anlæggelse ved Karrebæksminde. I anledning heraf lod generaltoldkammeret Generaladjudant Lövenörn og pæle- og bukkemester Halkier fra Holmen rejse hertil i sommeren 1797 for at undersøge Suså og Mindet.
De udarbejdede så planer over åens opmudring og et havneanlæg ved Karrebæksminde. Disse planer gik ud på, at der skulle graves en kanal tværs over Lungshave, og en havn skulle anlægges i havet ud for kanalen. De mente, at det ikke kunne betale sig at reparere det gamle udløb (Mindet), da det gennem tiderne havde været vanskeligt at vedligeholde, og da vandet ikke var ret dybt ud for indløbet. Omkostningerne ved gravning af en kanal, anlæggelse af en havn og oprensning af Susåen ansloges til 50.000 rigsdalere.

På et Raadstuemøde den 27. oktober 1797, hvor borgmester E.Wulff og købmændene undtaget Misleth var tilstede, fremlagde Lövenörn og Halkier deres planer, som købmændene var meget tilfreds med, og som de ønskede udført. Wulff gav Stiftamtmanden meddelse om dette møde og bad ham om at være byen behjælpelig med at få den nødvendige kapital til låns.
Der blev den 27. oktober 1797 valgt en havnekommission, der kom til at bestå af Stennecke, Buch, Harboe og Wulff.
Den 3. marts 1798 var Wulff, købmændene, toldinspektør Rømer og toldkassere Bugge samlet for at drøfte Lövenörn og Halkier planer samt for at forfatte et overslag over afgiften af ind- og udgående skibes varer for 1797, ville udgøre ca. 2200 rdl., Stennecke, Harboe, Witte og Suhr blev valgt til nøjere at gennemgå forskellige forslag om havnepenge, og de skulle være færdige dermed inden den 9. marts.  På den dag holdt borgmesteren og købmændene atter møde, og en fortegnelse (tarif) over vareafgifter blev underskrevet.

Wulff sendte den 23. marts 1798 meddelse til Stiftamtmanden om disse to møder og tilføjede: Deres excellence kan ikke forestille sig, hvilken glæde det har foraarsaget alle retskafne mænd her, at denne sag er kommet under betragtning, og hvor oplivende det er for den tanke, at denne by, der om faa aar ville miste sin søhandel og blive landkøbstad, nu vil faa en god havn; men vi tror, at kommer dette ikke nu til fuldkommenhed, sker det aldrig. Havnen kan ikke nytte, uden at aaen opmudres.

Den 9. august 1798 mødte Wulff og købmændene på Raadstuen. Man spurgte pramejerne, om de ville sælge deres pramme til havnekommissionen. Buch forlangte 500 rdl., Simonsen 900 rdl., og Stennecke 300 rdl., man vedtog at købe en pram i Bandholm for 300 rdl., havnekommissionen lånte i 1799  250 rdl. dertil, af Stenneckes svigersøn løjtnant Kongsted.

Den 16. august 1798 var Lövenörn kommet hertil efter generaltoldkammerets ordre for at konferere med Wulff og købmændene om havnesagen. Man foreslog, at havnekommissionen blev udvidet med to medlemmer, købmændene Simonsen og Witte blev valgt.
Lövenörn foreslog, at man brugte den købte pram til at mudre i åen med ved hjælp af sandspader. Købmændene havde tidligere erklæret, at de selv ville påtage sig oprensningen af åen.
Man drøftede derefter havneanlægget ved Karrebæksminde og gennemskæringen af Lungshave.
Købmændene erklærede, at de ikke selv kunne skaffe penge dertil. De mente alle sammen, at de ikke kunne få nogen bedre  planer end Lövenörn og Halkiers af 1797. De vedtog at dele disse planer i to dele:
Havneanlægget ved Lungshave og kanalen gravning, hvilket ville koste 14.000 rdl.; det sidste arbejde kunne opsættes indtil videre. Borgmesteren og købmændene vedtog at sende en ansøgning til Kongen (Chr.VII) om et lån af den kgl. kreditkasse på 36.000 rdl. (4% årlig rente og 2% afdrag, i alt 2160 rdl. årlig). Fordelt på 3 år: 1.st år 20.000 rdl. og de to andre år 8.000 rdl.,
som sikkerhed for lånet kunne de stille de årlige havnepenge, som dog først skulle træde i kraft, når Kongen havde beviliget lånet. De var overbeviste om, at der ville komme så mange havnepenge ind, at der blev overskud i havnekassen. Overskuddet skulle så gå til åens opmudring.

Den 19. august 1798 sendtes ovennævnte andragende til generaltoldkammeret tillige med en Fortegnelse over afgifter af skibe og varer, som sø- og landværts førtes til og fra Næstved.

Købmændene håbede, at man fra nytår 1799 kunne opkræve vareafgiften, mens afgiften af skibe først skulle opkræves, når havnen var færdig. De håbede at få 20.000 rdl. til 11. juni 1799.
Borgmester Wulff og 13 købmænd ansøgte samtidig generaltoldkammeret om, at det tømmer, der skulle bruges til havnen, måtte indføres fra Pommeren uden toldafgift.

Det ser nu ud til, at generaltoldkammeret har forlangt, at Wulff og købmændene skulle kautionere for de 36.000 rdl.; the den 21. september 1798 svarede de, at de ikke kunne påtage sig at kautionere for de 36.000 rdl., da det ville ødelægge al deres kredit. De kunne derfor kun stille havnepenge som sikkerhed. De var villige til med folk, vogne og pramme at transportere sten og andre materialer til havneanlægget.
Den 24. januar 1799 vedtog havnekommissionen at spørge Amtmand Scheel-Plessen til Saltø om, hvad han forlangte for tilladelse til at grave en kanal igennem landtungen (Lungshave) ved Karrebæksminde. Hans svar var ikke velvilligt.
I havnekommissionsmødet den 8 november 1799 fremlagde det approberede havnereglement.

I et møde på Raadstuen den 21 november 1799 lovede pramejerne, at prammene måtte anvendes til at transportere sten fra Enø til havnen, ligesom de fleste købmænd lovede gratis at levere en del sten til havnen. Stennecke og Harboe havde talt med bønderne på Enø om prisen på stenene der. Havnekommissionen ved den 6. december 1799 at spørge Gavnø, om man måtte tage sten i vandet ud for Enø og om betaling derfor.

Den 15 februar 1800 forlangte generaltoldkammeret oplysning om, hvor meget arbejde købmændene ville gøre gratis, havnekommissionen svarede, at købmændenes arbejde ikke kunne angives i penge. Havnekommissionen ønskede nu et lån på
40.000 rdl. i stedet for de 36.000 rdl., hvilke penge skulle anvendes til havnen ved Karrebæksminde og kanalen gravning.
Den 12 august 1800 sendte Stiftamtmanden en skrivelse til havnekommissionen om, at den kgl. Kreditkasse ønskede, at byen ville indestå in subsidium for, at de årlige renter og afdrag af lånet på 40.000 rdl. til havn og kanal ville blive betalt, da man ellers ikke kunne vente at få noget lån.

Havnekommissionen vedtog så den 22 august 1800 at sammenkalde borgerne på Raadstuen. Den 4. september 1800 var borgmester Wulff, de eligerede og grundejere forsamlet på Raadstuen.
Stiftamtmandens skrivelse af 12 august drøftedes. Man vedtog, at "et affattet cirkulære" skulle bæres omkring til byens borgere og grundejere for at få deres svar på, om de ville efter deres grund- og næringstakst indestå for betalingen af renter og afdrag af de 40.000 rdl.

Resultatet af denne skriftlige afstemning blandt borgerne blev, at de borgere, der tilsammen havde 1507 grundskilling og 3922 Næringsskilling, påtog sig det subsidiære ansvar for lånet med det forbehold, at de ikke kunne betale mere end 1 skilling pr. mark årligt, mens de borgere, der tilsammen havde 294 Grundskilling og 101 Næringsskilling, svarede nej dertil, og de borgere, der tilsammen havde 170 Grundskilling og 68 Næringsskilling, havde ikke påtegnet sig cirkulæret, fordi de enten var fraværende eller havde nægtet at gøre det. Byens Grundskilling var i alt 1970 4/5 del, og dette års Næringsskilling var 579,
¾-dele af borgerne havde nu stemt for at garantere for renter og afdrag af lånet.

Havnekommissionen meddelte den 3 oktober 1800 Stiftamtmanden ovennævnte afstemning og anmodede om, at havneanlægget kunne begynde i 1801.

Den 26. juni 1801 bevilgede Kongen (Chr.VII) lånet på de 40.000 rigsdalere, idet han skrev følgende til Stiftamtmanden:
Vor synderlige gunst; det er Os allerunderdanigst foredraget, at der til udførelsen af den havnekommissionen i vor købstad Næstved udkastede og approberede plan til aaens opmudring og en havns anlæg ved Karrebæksminde, vil udfordres et laan af 40.000 rdl. og at denne kapital kan erholdes af vor Kreditkasse mod 6% aarlig afbetaling, naar byen foruden den ombudne sikkerhed i de samme tilfaldne havneafgifter forpligtiges til subsidiel ansvar for afdragets rigtige erlæggelse, hvortil den største del af byens indvaanere har paa det af havnekommissionen udstedte cirkulære erklæret sig villige efter den foreslagne ligning af 14 skilling aarligt for hver anpart af grund- og næringstaksten eller for hver saakaldt grund- og næringsskilling, hvorefter byens ordinære afgifter lignes. - Da pluralieten (flertallet) af byens indvaanere har samtykket i at paatage sig det subsidielle ansvar for det attraaede laan, og da vi anser denne maade at fremme dette nyttige anlæg paa for den bekvemmeste, saa giver Vi dig hermed tilkende, at Vi efter Vort Generaltoldkammers derom gjorte forslag samt Din i den anledning gjorte forestilling vil herved bemyndige Magistraten og de eligerede mænd i bemeldte Næstved til i den anledning af det til et havneanlæg ved byen med videre optagende laan af 40.000 rdl., paa bemeldte bys vegne at indgaa subsidiel ansvar for, at denne kapital med deraf svarende rente, saafremt samme ikke til rette tid af havneafgifterne kan udredes, skal efter den forslagne ligning
paa grund og næring vorde tilbagebetalt med 6% aarligt, og i medhold deraf underskrive den obligation, som for dette laan til Kreditkassen bliver at udstede. - Derefter du dig allerunderdanigst haver at rette og vedkommende saadant til efterretning at tilkendegive. Befalede Dig Gud.

Skrevet paa Vort slot Frederiksberg den 26. juni 1801

Under Vor Kgl. Haand- og segl   Christian Rex (Chr.VII)
                        Moltke, Colbjørnsen, Reirsen, Feddersen, Coll. Knudsen, Monrad Hansen

Stiftamtmanden sendte denne kgl. skrivelse til Wulff den 30 juni 1801.

Den 5. juni 1801 ønskede Stennecke, Harboe og Simonsen at udtræde af havnekommissionen, hvad Wulff ikke kunne give tilladelse til; men han bad dem om at henvende sig til Stiftamtmanden eller Generaltoldkammeret.

På et Raadstuemøde den 26. juli 1803 erklærede borgerne, at de ikke kunne påtage sig en større garanti for de 40.000 rdl., en 1 mark af hver grundskilling, Wulff sendte meddelsen herom til Stiftamtmanden og tilføjede, at indløbet snart var helt     tilstoppet.

Den 18. november 1803 blev der holdt Raadstuemøde. Amtmand Bjelke, told- og konsumtionsinspektør Rømer, toldkassere Bugge, de eligerede borgere, havnekommissionen og købmændene var mødt og forhandlede om havneforholdene. Materialerne var nu steget noget siden 1797. De tilstedeværende var dog eninge om, at en forbedring af søvejen til Næstved var nødvendig, selv om det ville koste noget mere end tidligere. Der blev meddelt, at opmudringen af åen var standset, men ville blive pågegyndt igen, når man begyndte at bygge havn. Der blev talt om at erhverve det areal, hvorigennem kanalen skulle graves. Havnekommissionen havde dog allerede i 1799 spurgt Scheel-Plessen til Saltø om, hvad han forlangte for, at havne -
kommissionen kunne få lov at grave en kanal gennem Lungshave; men han var vist ikke villig til at give tilladelse dertil, hvorfor Havnekommissionen bad Stiftamtmanden Hauch om at forhandle med Scheel-Plessen om Lungshave.

De samme mænd, der var på Raadstuen den 18 november 1803, mødte atter den 30. december 1803, Bjelke foreslog, at da der var stor vanskelighed ved at få lov at grave en kanal, skulle man blot bygge en havn og forbedre det gamle indløb. Købmændene mente, at en havn uden en kanal var til ingen nytte. De mente alle sammen, at hvis de ikke kunne få et lån, der var større end de tidligere forlangte 40.000 rdl., var det bedst, at regeringen lod havnen anlægge og kanalen grave mod en tålelig afgift, der skulle ophøre, når regeringens udgifter var betalt. De vedtog at begynde åens opmudring til foråret. For at skaffe penge dertil skulle der af hver fuldtlæsset vogn med købmandsvarer fra København hertil betales 48 skilling og af pramme og tømmerflåder 4 mark. Disse takster blev stadfæstet af Kongen den 20. juli 1804 og trådte straks i kraft.

Den 2. februar 1804 drøftede Bjelke, de eligerede borgere og havnekommissionen atter havnevæsenet og svarede Told-
kammeret, at når de måtte vente i 4 år, var det vel rettest, at den halve havneafgift trådte i kraft, når man begyndte at grave en kanal og bygge havn.

I mødet den 4. maj 1804 blev de 5 havnekommissærer enige om at skrive til amtmand Bjelke, at de ønskede at træde ud af havnekommissionen, da de ikke kunne udrette noget til byens nytte.
Det er også ganske ejendommeligt, at der i over 6 år var forhandlet mellem havnekommissionen, Stiftamtmanden og Generaltoldkammeret om Næstved havnevæsen, uden at der blev påbegyndt noget arbejde. Hvad grunden dertil var, omtales ingensteds. Regeringen har måske ikke anset det for absolut nødvendigt, at Næstved fik et så kostbart havneanlæg.

Bjelke sendte havnekommissionens skrivelse til Generaltoldkammeret, og at de 5 medlemmer fik så deres afsked. Ved kgl. resolution af 21. november 1804 udnævnes følgende mænd til medlemmer af havnekommissionen: Justitsraad Neergaard til
Gunderslevholm, Konsumtionsinspektør Eggeris i Næstved, Konsumtionskassere Bugge i Næstved, Proprietær Christen Grønbech til Grevenvænge, Branddirektør Knudsen til Vejløægaard samt to eligerede borgere: Vinhandler Sorterup og Christian Mørch. Borgmester Wulff var født medlem af havnekommissionen. Det blev nu disse mænds opgave at skaffe Næstved en god forbindelse med Smålandshavet.

Det var især Grev Danneskjold-Samsöe til Næsbyholm, der dog ikke var medlem af havnekommissionen, og Neergaard, som arbejdede på at få anlagt en havn m.m. ved Karrebæksminde, da den kanal, som Danneskjold-Samsöe ville grave for at gøre Susåen sejlbar for pramme til Bavelse sø og lette udskibsningen af træ fra midtsjælland, ikke ville kunne svare sin hensigt, hvis den ikke blev sat i forbindelse med en nogenlunde sikker havn. Det er defor især disse to mænd, Næstved har at takke for, at byen i de følgende år fik bygget havn og gravet kanal.

Lungshave måtte først erhverves. Havnekommissionen opfordrede den 1. marts 1805 Grev Danneskjold-Samsöe til at forhandle med Scheel-Plessen til Saltø, om erhvervelse af Lungshave.
Han var villig dertil, den 23. april 1805 lykkedes det havnekommissionen at indgå en foreløbig forening med forvalteren på Saltø, og denne forening blev approberet den 4. maj 1805 af Scheel-Plessen. Den gik ud på følgende: Lungshave, ca, 90 td. land, overlodes til Næstved til "fuldkommen fri raadighed", mod at der aarligt skulle svares 100 rdl. til Saltø og 100 rdl. til Karrebækstorp.
Havnekommissionen sendte denne kontraklt til Næstved kommunalbestyrelse. Borgmester Wulff og de eligerede borgere, der i mødet den 17.oktober 1805 vedtog, at Næstved kommune skulle overtage Lungshave mod at betale de 200 rdl. årligt - den 16. november 1805 approberede Danske Kancelli denne kontrakt, og i 1806 henlagdes Lungshave under Næstved Jurisdiktion.

Imidlertid var materialer og arbejdsløn steget så meget at havnen og kanal efter Lövenörns forslag ville koste 60.000 rdl. i 1805. Havnekommissionen ansøgte derfor i foråret 1805 toldkammeret om at låne de manglende 20.000 rdl. af kreditkassen, men fik et afslående svar.
Toldkammeret rådede havnekommissionen til at henvende sig til nogle offentlige stiftelser om lån. Havnekommissionen ansøgte da i juni 1805 Gisselfeldt, Vallø, Vemmetofte og Sjællands Stifts offentlige Stiftelser om lån til havneanlægget.
Wulff bad Bjelke om at spørge ejerne på Gavnø, Saltø, Rønnebæksholm, Gunderslevholm m.fl. om de ville låne penge ud til havnen.
Gisselfeldt lovede 4000 rdl., grev Danneskjold-Samsöe 1200 rdl., Baron Holstein, Kaptajn i Söetaten 400 rdl., Baron Holstein, Major i Marineregimentet 400 rdl., Neergaard til Gunderslevholm 1200 rdl., Amtmand Bjelke 1200 rdl., Baron Wedel Jarlsberg 400 rdl., Neergaard til Tybjerggaard 400 rdl., grev Moltke til Rønnebæksholm 1200 rdl., Scavenius til Gjorslev 800 rdl., Scheel-Plessen til Lindholm og Saltø 1200 rdl., Krigskommissær von Schmitten til Lundbygaard 1000 rdl., Castenskjold til Borreby 400 rdl., Reedtz-Thott til Gavnø 1200 rdl., i alt 15.000 rdl., de manglende 5000 rdl. lånte Bang til Sparresholm senere havnen.

Havnekommissionen besluttede nu at påbegynde på haveanlægget. Lövenörn, Major Recke og Halkier omarbejdede havne- og kanalplanen, således at der skulle bruges flere sten og ikke så meget tømmer. Bøgetømmer skulle anvendes i stedet for pommersk fyr, da det var billigere.
Toldkammeret bifaldt denne plan, den 25. januar 1806.

Mellem havnekommissionen og Lövenörn blev der i begyndelsen af 1806 forhandlet om, hvem der skulle antages til at føre overopsyn med havneanlægget og kanalgravningen. Major Recke blev antaget dertil, hvad toldkammeret bifaldt den 17. maj 1806. Til at føre det daglige tilsyn med arbejdet antoges efter Lövenörns forslag Hans Christian Møller fra Holmen i København. Han havde været tilknyttet til andre havneanlæg. Han skulle have 9 mark om dagen.

Recke sluttede akkord med fiskere i Hornbæk og Gilleleje om at føre sten til havnen. Der blev bygget et materielskur på Lungshave. Der blev lavet en muddermaskine. Et jernrambukkeslag blev lånt fra Holmen.
Den 1. juni 1806 begyndte man at nedramme pæle til havneanlægget. Recke antog Poul Eriksen til at forestå stennedlægningen. Han fik 7 mark i dagløn.
30 mand arbejdede nu på havneanlæget til langt hen på efteråret. 1300 læs sten til havnen blev opbrækket på Lungshave. 1200 rdl. blev udbetalt af kreditkassen. Wulff og de eligerede borgere underskrev obligationen på de 1200 rdl.
Den 18 marts 1807 tog man atter fat på havnearbejdet; men arbejdet blev pludseligt standset den 19 august 1807 af 3 havnekommissærer, Lund, Bugge og Sorterup, da det var rygtedes hertil, at Englænderne var gået i land ved Øresund. Wulff
bebrejdede dem dagen efter, at de så brat havde standset arbejdet.
Fiskerne fra Hornbæk sejlede deres både ind i fjorden og trak dem på land ved Karrebæk, hvorefter de rejste hjem.
I 1808 blev der ikke arbejdet på havnen på grund af krigen med England. I foråret 1809 toges der atter fat. 100 soldater var med til for mod betaling at grave kanalen i 1809. I løbet af 1809 havde man brugt de 60.000 rdl., men der endnu en del arbejde tilbage. På et Raadstuemøde den 12. oktober 1809 vedtog borgerne at garantere med 6 skilling af hver grund- eller
næringsskilling for et lån af kreditkassen på 14.000 rdl., så borgerne nu garanterede med 22 skilling for et lån på i alt 54.000 rdl.
I 1810 blev de 14.000 rdl. udbetalt af kreditkassen. Disse penge slog heller ikke til. Den 13. juni 1811 meddelte amtmand Danneskjold-Samsöe, at Kongen (Frederik VI) havde bevilget et nyt lån på 12.000 rdl. til havnevæsenet på den betingelse, at Næstved garanterede for lånet. Den 14 juni 1811 underskrev Wulff og de eligerede borgere en obligation på 12.000 rdl. på den betingelse, at havnekommissionen afgav erklæring om, at der ikke måtte bygges pakhuse på Lungshave; der måtte aldrig drives handel der.

I december 1811 var havnen så vidt færdig, at skibe der stak 7½ fod, kunne ligge i den yderste del, og skibe der stak 5½ fod
kunne ligge overalt i havnen. Prammene og mindre skibe kunne sejle gennem kanalen ind i fjorden.

Der var endnu tilbage at opmudre havnen og bygge en bro over kanalen. Havnekommissionen, der vist nu kun bestod af borgmester Schönheyder, Bugge, Sorterup, Arendrup og Addit, alle af Næstved, indstillede nu til generaltoldkammeret, at den fulde havneafgift måtte opkræves fra den 1. januar 1812.

Da amtet den 29. januar 1812 forlangte renter til den 11. december 1811 af de 66.000 rdl., svarede Schönheyder, at havnekassens beholdning kun var på 36 rdl., og at et lån på 20.000 rdl. var nødvendig til opmudringsarbejdet i kanalen og havnen, hvilket havde sat sig i indløbet til havnen. Det blev endvidere nødvendigt at anlægge en stoppesluse tværs over havnen.....

Havnekommissionen sendte så en ansøgning til Kongen (Frederik VI) om et lån på 20.000 rdl. af kreditkassen, og Kongen bevilgede den 3. august 1812 dette lån. Den 7. september underskrev borgmesteren og de eligerede borgere obligationen på de 20.000 rdl., skønt Witte og Galle var betænkelige ved at pådrage byen ansvaret for en så betydelig sum.
I løbet af efteråret 1812 var havn og kanal helt færdige og havde kostet i alt 106.000 rdl.. hvis hele den privat tegnede kapital
da var blevet indbetalt. Materialer og arbejdsløn var steget voldsomt under krigen.
Desværre blev åen ikke tilstrækkeligt oprenset.

Når havnekommissionen kunne få så store lån af kreditkassen, skyldes det sikkert, at havnen ved Karrebæksminde skulle benyttes som udskibsningssted for brænde til København fra de Midtsjællandske skove, efter at de var transporteret ad Næsbyholm kanal (færdigbygget 1812) og Suså. Det var især denne brændeudskibning der skulle give havnen indtægt.

I 1814 fastsattes bl.a. følgende havnetakster for havnen ved Karrebæksminde og udhavnene: Bisserup og Dybsø: 1 rdl. 32 skilling pr. læst af et ladet skib, der kom ind i havnen; den samme takst for et ladet skib, der sejlede ud af havnen. 16 skilling pr. læst ballastede skibe.

Det viste sig straks umuligt for havnen at svare renter og afdrag af den store gæld, da skibsfarten på grund af krigen var meget ringe. Der blev derfor kun betalt renter i 1813-15.
Imidlertid var der blever forvirring i Danmarks pengeforhold, og havnens gæld til kreditkassen blev vistnok i 1815 (Kancelli-
skrivelse af 17. januar 1815) nedskrevet til ca. 50.000 Rbdl. sølv, og gælden til de private til ca. 10.000 Rbdl. sølv; men trods denne nedskrivning kunne havnen kun med stort besvær betale renter og afdrag.

De høje havnetakster var meget trykkende for handelen. Omegnens godsejere klagede over dem til toldkammeret. Kongen tilbød da i 1821 at nedsætte afdraget i 10 år af restkapitalen 47.102 Rbdl. sølv, mod at havnetaksten blev nedsat, og mod at borgmesteren og de eligerede borgere afgav erklæring om, at byen vedblev at beholde sit subsidiære ansvar for gælden.
De eligerede borgere bad købmændene om at afgive erklæring herover, de 11 købmænd: Harboe, Simonsen, Stenholm, Daase, Gielff, Soldath, Knæckenborg, Flor, Bagger, Michaelsen og Flindt, erklærede den 4. juli 1821, at de ikke kunne tilråde, at havneafgifterne foreløbig blev nedsat. Som grund hertil angav de, at havnen trængtes til at fordybes, da større skibe med fuld ladning ikke kunne sejle ind i den, men måtte losse en del af deres ladning på reden, og at Suså skulle oprenses, så mindre skibe kunne sejle ind til Næstved, hvilken oprensning var medtaget i den oprindelige havneplan, men måtte opgives, da havnen og kanalen ved Karrebæksminde kom til at koste så meget.
De eligerede borgere erklærede den 5. juli 1821 under henvisning til købmændenes udtalelse, at de ikke kunne anse det for
forsvarligt at afgive den forlangte erklæring og derved forøge vore fattige og betryggende medborgeres byrde og ansvar, hvis havnepengene blev nedsat.
Borgmesteren sendte disse erklæringer til toldkammeret, og havneafgifterne blev ikke foreløbig nedsat.

Skovejerne Danneskjold-Samsöe til Næsbyholm, Neergaard til Gunderslevholm og Sorø akademi forlangte i 1822, at havneafgiften for brænde skulle nedsættes til det halve.
Havnekommissionen udtalte sig i 1822 til fordel for skovejerne på visse betingelser, som toldkammeret ikke brød sig om; men det begærede de eligerede borgeres samtykke dertil. De ville dog ikke gå med til, at havneafgiften for brænde blev nedsat (22 juli 1822).

Borgmester Schönheyder erklærede, at hele havnevæsenet ville gå til grunde, hvis havnens gæld til Kongen ikke blev modereret. Han rådede til, at havneafgiften for brænde blev nedsat, da brændeudskibningen ellers ville ophøre. Havnekassen kunne slet ikke undvære denne.
Sagen blev så endelig afgjort, og brændeskipperne måtte vedblive at betale fuld havneafgift, hvoraf dog halvdelen indtil videre blev deponeret hos toldkasseren.
Således henstod sagen, indtil toldkammeret og Kommercekollegiet den 30. marts 1824 meddelte borgmester Schönheyder, at Direktionen for Statsgælden, der havde overtaget Kreditkassens fordringer, var villig til at overtage Næstved havn for den til den kgl. Kreditkasses skyldige kapital, som blev opgivet til 46.088 Rbdl. sølv, hvis Næstved ville betale den private gæld, der var 7.360 Rbdl. sølv.

Borgmesteren sammenkaldte den 31. marts 1824 de eligerede borgere Witte, Galle og Gielff, og de erklærede, at byen ikke kunne betale de 7.360 Rbdl. sølv, da samtlige byens grundejere var svært trykket af skatter. Hvis havneafgiften blev nedsat uden deres samtykke, hvad de havde hørt tale om, ville de anse byen for løst fra sit subsidiære ansvar for gælden. Ville Kongen overtage hele gælden, havde de intet imod, at Kongen (Frederik VII) overtog havnen.

Havnekommissionen foreslog, at de deponerede havneafgifter, der i 1824 var på 4.486 Rbdl. sølv og 90 skilling, blev anvendt
til at betale af på den private gæld. Dette forslag blev dog ikke bifaldet.
Derimod bestemte Kongen uden nogen virkelig forhandling med borgmesteren og de eligerede borgere ved en resolution af 14. april 1824, at den i Næstved havnetakst paabudte afgift 8 mark sølv pr. læst af ethvert fra Karrebæksminde udgaaet ladet skib, skulle nedsættes for de skibe, der var ladet med brænde, til 4 mark pr. læst, og at denne nedsættelse skulle regnes fra den 1. juli 1824, og at de aarlige kapitalafdrag skulle nedsættes fra 2% til 1%.

Ved nedsættelsen af havneafgiften for skibe med brænde tabte havnekassen fra den 1. juli 1824 til 1832, i alt 14.394 Rbdl. sølv, i 1824 blev der udskibet 7.415 favne brænde (16.500 kbm.), i 1825 blev der udskibet 6.939 favne brænde ( 15.446 kbm.), i 1828: 4.616 favne brænde ( 10.275 kbm.), i 1831: 2.318 favne brænde ( 5.160 kbm.) og i 1832: 1.134 favne brænde (2.524 kbm.), trods nedsættelsen af havneafgiften tog brændeudskibningen alligevel af.

Da havneafgiften af brænde var blevet nedsat uden de eligerede borgers samtykke, mente de, at byen var løst fra sin forpligtigelse som kautionist for havnens gæld.
Havnens gæld var i 1832 på 41.020 Rbdl. sølv til Kongen og til private 6.560 Rbdl. sølv. En del af den private gæld var nemlig i 1829-erne blevet betalt med kgl. obligationer, som havnen havde købt. Indtægten var 3.451 Rbdl., de ordinære udgifter var 1.903 Rbdl., så der blev kun 1.548 Rbdl. sølv til renter og afdrag, mens der skulle bruges ca. 2.500 Rbdl. sølv dertil.

Siden havnens anlæggelse havde man næsten hvert år måtte mudre i den, da den under vestlige storme blev fyldt med sand og tang. For at forhindre dette foreslog Havneinspektør Leth i 1834, at den Nordre havnearm blev forlænget noget, og at en pælebro blev opført. Udgifterne dertil ansloges til 20.000 Rbdl., havnekommissionen ansøgte da den 28. november 1834 told-
kammeret om at udvirke, at havnen fik et lån på 20.000 Rbdl. sølv, havnekommissionen bad også omegnens godsejere og Sorø Akademi om hjælp dertil. Der blev nu brevvekslet en del mellem havnekommissionen og toldkammeret om ovennævnte sag. I 1837 blev Nordre havnemole vistnok forlænget noget.
Åens oprensning blev udsat indtil videre.

I begyndelsen af 1830-erne klagede omegnens godsejere til toldkammeret over de høje havnetakster. Toldkammeret bad da den 28. november 1835 borgmester Schönheyder om at indhente Næstved borgers erklæring om byens kaution for havnens gæld og havnetaksternes nedsættelse. Toldkammeret foreslog bl.a. følgende: 1 rbdl. sølv pr. læst af et indgaaet ladet skib og 64 skilling pr. læst af et udgaaet ladet skib og af et ballastet skib 8 skilling pr. læst, 3/4 del af disse takster skulle gælde for udhavnene Bisserup og Dybsø. Hvis borgerne ville vedtage disse takster, ville afdraget paa havnens gæld blive suspenderet i 5 aar og renterne i samme tid nedsat til 2%.

Borgmesteren sammenkaldte den 8. december 1835 de eligerede borgere og hele borgerskabet. De erklærede, at havnen havde stor betydning for byen, at de med visse reservationer kunne kautionere for havnens gæld og tiltræde havnetaksternes nedsættelse, at de kunne ønske sig, at Kongen (Frederik VI)  eftergav havnen en del af gælden, og at der ved Bisserup og Dybsø blev svaret samme havneafgifter som ved Karrebæksminde.
Toldkammeret var ikke tilfreds med denne erklæring, men forlangte en mere bestemt erklæring om byens subsidiære ansvar. Borgmester Bluhme sammenkaldte den 3. december 1836 de eligerede borgere og borgerskabet. De erklærede da, at det subsidiære ansvar, som byen havde påtaget sig for havnens gæld, endnu vedvarede i fuld kraft trods forandringer i havnetakster, og de ønskede, at de af Leth foreslåede arbejder ved havnen blev udført snarest muligt, og at åen blev opmudret til en dybde af 5½ fod ( ca. 1,7 m.).

Der blev nu forhandlet en del mellem toldkammeret og havnekommissionen om havnetaksterne, og den 1. juli 1839 trådte de nedsatte takster i kraft.

Skibsfarten på havnen ved Karrebæksminde tog i de følgende år til, så havnens økonomiske forhold bedredes år for år.

Urmager Christensen foreslog den 27 november 1835 de eligerede borgere, at der blev anskaffet en dampbåd til at slæbe prammene fra og til Næstved; men da byen ikke kunne skaffe de nødvendige penge ( ca. 7000 rbdl. ) dertil, blev sagen indtil videre udsat.
I 1846 toges sagen op igen, og der blev dannet et aktieselskab, der købte damperen "Dragen", som kom til Næstved den 6. august 1847; men dette aktieselskab har rimeligvis ikke kunnet klare sig; thi den 4. juli 1855 blev damperen solgt på auktion, og den gammeldags måde at slæbe prammene  fra og til Næstved blev til dels indført og vedvarede, indtil Næstved Havnevæsen i 1892 købte damperen "Susaa" og overtog pramfarten.

I 1850 henstillede 35 borgere til kommunalbestyrelsen, at den foretog en undersøgelse om den mest hensigtsmæssige måde, hvorpå besejling til Næstved kunne tilvejebringes, da aaen kun var 4 fod dyb (ca. 1,2 m.). Kommunalbestyrelsen vedtog i den anledning den 2. april 1850, at nedsætte en komitè, der skulle anstille de fornødne undersøgelser, tilkalde sagkyndige mænd og forhandle med havnekommissionen. Til komitèen blev valgt : Hoffmann, Sorterup, Knæckenborg, Wulff og Hansen.

Komitèen anmodede i juni 1850 kommunalbestyrelsen om at holde et Raadstuemøde. Det blev holdt den 17 juni 1850. Borgerne vedtog, at havnekassen og kæmnerkassen hver skulle betale halvdelen af komitèens udgifter.
Havnekomitèen forhandlede med ingeniørerne Carlè og Kaufmann, der i 1856 sendte til havnekommissionen 3 forskellige planer om åens og fjordens opmudring, hvoraf den billigeste lød på 34.000 rbdl., åens og fjordens dybde skulle være 7½ fod (ca. 2,3 m.) og bundbredden i fjorden 50 fod ( ca. 15,5 m.) og i åen 40 fod ( ca. 12,4 m.). Denne plan vedtog havnekommissionen, og kommunalbestyrelsen tiltrådte den på et møde den 5. juni 1856 og lovede at garantere for et lån på 25.ooo rbdl. dertil.
På et Raadstuemøde den 10. februar 1857 gav et stort flertal af de mødte borgere, kommunalbestyrelsen bemyndigelse til at garantere for de 25.000 rbdl.

I 1857 begyndte ingeniørerne på åens og fjorden opmudring, og de var færdige dermed i 1860. I samme år anlagdes en træksti langs åen fra Næstved til Appenæs.
I 1884-87 lod man foretage en undersøgelse af, hvor meget et sejlløb for større skibe fra Karrebæksminde til Næstved ville koste; men da udgifterne dertil blev anslået til ca. 800.000 kr. (kronesystemet blev indført 1873) blev denne plan opgivet.

I 1890-erne drøftede byrådet havneforholdene. Forskellige planer blev fremsat, bl.a. en udvidelse af havnen i Karrebæksminde, en forbedring af havneforholdene i Næstved og en uddybning af sejlløbet fra Næstved havn til Magle Mølle.
Alt dette blev udført i 1900-1902. Dybden i Karrebæksminde havn blev nu 5,8 m.

Nu er der planer fremme om, at grave en kanal fra Næstved til Karrebæksminde.
 

Kilde: Næstved Købstads historie, fjerde del, 1932, af Rasmus Nielsen
 
 

Tilbage til oversigt