Det dejligste sted, mit hjerte ved,
er dér, hvor min vugge stod;
ved Smålandshavets yndige bred,
- der trådte min barnefod.

Der løb en sti langs klintens rand
- jeg kender den ud og ind -
lig bølgen, der glatter strandens sand,
vinden, som stryger min kind.

Mågen, der flyver med skrig forbi,
mig hilser med "lykkeklat".
Kragetorn vokser langs ensom sti
og tager i kjolen fat.

Berberisbusken, jagtet, forglemt,
fandt jeg iblandt stubbenes krat -
jeg mindes, mit hjerte blev forstemt,
den stod så ene, forladt.

Der var en have ved faders hjem
med alle urter og bær -
og ingen frugter har smagt som dem,
der vokste på havens træ´r.

Bag poplerne glimter fjordens vand,
Karrebæk kirke vi se,
de store skove og Gaunøs land
i sommersol eller sne.

Langs engen lå der et overdrev
med heste, køer og får.
Fisker på fjord med voddet drev
- ser alt, som var det igår.

Når tjørnene blomstred` en junidag,
moder os pyntede bedst,
og fader hejste det gamle flag,
i "stubbene" var der fest.

Der samledes det gamle bondelag
fra øen om festligt bord
- hurra vi råbte for hver god sag,
for konge, frihed i nord.

Om efteråret ved solfaldsskær,
når Vejrfyret var tændt,
fløj trækfugle skares store hær
vandreren lyttede spændt.

Dog juleaften var allerbedst,
om træet vi gik i krans,
medens havestuens kerter mest
sig spejled` i øjets glans.

Det var ej rigdom, ej røden guld,
der gjorde min barndom god,
- snarere pagt med den hårde muld,
der skabte det sagte mod.

Langt til skole og langt til Guds hus
der var fra min barndoms ø, -
dog var det, som selve åndens sus
fløj lavt over klint og sø.

Når moder bad med de mange små
og sang om "Haven" så skøn,
talte om konger, profeter så,
Guds engle lytted` i løn.

Min Edens Have, mit paradis
med alt, hvad du har i gem;
du lærte mig synge Danmarks pris,
mit land, mit fædrenehjem !