Som erhvervsgruppe har de Danske lodser altid hørt til de små.  I 1831 var der 281 lodser, 1900: 218 lodser, 1938: 150 lodser, 1954: 130 lodser, 1979: 166 lodser og 1999: ca. 110 lodser.  Derfor, og fordi så meget af lodsens arbejde foregår uden for almenhedens sysnsfelt, er det meget begrænset, hvad den brede offentlighed kender til lodsen og hans beskæftigelse.
Denne artikel forsøger at beskrive lodserhvervets historiske udvikling indtil 1979, hvor en ny lodslov trådte i kraft den 1. april.
Gennem de sidste 20 år har lodserierne gennemgået større sammenlægninger samt strukturforandringer i lodseriernes opbygning og virke.

Lodserhvervets udvikling i Danmark

I dansk lovgivning omtales lodser første gang i Frederik II`s (1559-1588) søret af 1561.  Men i ældre tid har stedkendte, søkyndige mænd uden tvivl bistået skibe med navigering i lokale farvande. Man må formode, at denne virksomhed i langt de fleste tilfælde har været af maritim karakter: fisker, færgemand eller skipper.  I deres funktion som lodser har disse folk velsagtens opereret på egen hånd, men senere har man ved mere befærdede farvande sluttet sig sammen i selskaber med fælles vedtægter. På samme tid må lodsgerningen også have taget et sådant omfang, at man nogle steder kan tale om egentlige, fuldtidsbeskæftigede lodser.

Frederik II`s søret omtalte lodserne i 2 paragraffer, hvor forholdet mellem lods og skipper blev bestemt, og hvor lodsernes ansvar blev fastslået. Men bortset herfra blev der ikke fra statsmagtens side udstedt generelle regler for lodsers virksomhed eller for lodsers organisation før ved lodsforordningen af 27. marts 1831. Det betød dog ikke, at lodserhvervet fungerede ganske ureguleret indtil denne dato. Der kunne opstå behov hos enkelte lodser eller lokale sammenslutninger for at få officielt bekræftet, at de pågældende var lodser i deres område, dels vel for at kunne hævde en vis autoritet, dels for at kunne afvise konkurrenter. Men statens interesse for et bestemt lodseri kunne også påkaldes af de søfarende, som betjente sig af lodserne.
Folk på Isefjorden beklagede sig i 1727 over de lodsende fiskeres   "studsighed, forsømmelighed og ubillighed ved betalingen", hvilket gav anledning til, at toldkontrolløren i Rørvig blev beskikket som  "Oberlots" ,  samt at der blev udstedt instruks og lodsreglement for Isefjorden den 26. april 1728.  Nyord lodseris første kongelige anordning af 1748 blev fremkaldt efter klager fra nogle fynske skippere over den dårlige lodsbetjening.

Straf - dengang

Frederik V (1746-1766) fastlagde i § 366 for lodser, nogle strenge straffe.
Det er forbudt en overstyrmand/kaptajn selv at løbe et skib ind i havn, med mindre han da kendte havnen godt og tog ansvaret, det skulle overlades til den stedlige lods..
Lodsen skulle straks, når han kom ombord, erkynde sig - om skibets gode og onde qualiteter, men om mandskabets kvalifikationer, vidste han jo intet om - og ved behandlingen af sejlene måtte han nødvendigvis betjene sig af skibets søfolk - forkert sejlføring kunne drive et skib på grund.
Lodser skulle påse, at alle ankre lå parat med tilstrækkeligt tovværk. Han skulle sørge for, at skibet blev vel fortøjet, når det var i havn. Lodsen skulle ligeledes, før skibet løb ind, informere skibschefen og overstyrmanden ved hvilke vinde, skibet igen snarest kunne komme ud. Det sidste kunne lodsen ikke vide sikkert, men han havde alligevel ansvaret herfor, at vinden netop kom fra rette side, når skibschefen ønskede at stå til havs !

Skulle lodsen fejle - at vinden ikke passede, skibet tog grunden, eller anden hændelse gav skade eller forsinkelse, kunne han først fortabe sine lodspenge, men også sættes fra bestillingen for eftertiden, i særlige tilfælde, som det hedder: Er det sket af ham på forsætlig vis, da skal han hænges på strandbredden.  Spørgsmålet var så, hvem der skulle bedømme, om det nu også var forsætligt.

Hvor mange lodser der er hængt på strandbredden - om det nogensinde kom så vidt, ved vi ikke. Men vi ved at lodser har sat skibe på grund, fordi vind, strøm og fejl fra søfolkene ombord, greb ind i lodsens bedømmelse.

------------------

Den tidligst kendte, officielle bekræftelse på eneretten til lodsning, er en kongelig resolution af 8.marts 1684, hvori Christian V (1670-1699) gav Dragør lodserne privilegium på lodsning gennem Drogden.
Senere blev privilegiet fornyet, og samtidig begyndte staten at regulere og kontrollere enkelte lodsers aktiviteter gennem udstedelse af flere privilegier og lodsreglementer. Efter Dragør og Isefjorden kom lodseriet ved Hals 1735, i 1740 gjaldt det lodserne under færgelauget ved Helsingør, og Dvalegrundene i Læse Rende fik privilegier i 1743. Fælles for disse første officielle lodserier var, at de i alt væsentligt havde udviklet sig på grundlag af stedlige og historiske forhold, og at de først efterhånden blev underlagt en vis statslig kontrol. Denne private, isolerede karakter blev i endnu højere grad bevaret hos de mange andre, som rundt om i landet udførte lodsninger. Og først omkring år 1800 fik man fra statens side et samlet overblik over og fast tilsyn med lodserierne.
I statsadministrationen var lodsvæsenet underordnet Admiralitets- og Kommissariatskollegiet. Fra 1700-tallet ses de lokale søindrulleringschefer at have haft et vist tilsyn med distriktets lodser, som var opført i sørullerne ligesom andre maritimt beskæftigede. I 1760 blev kaptajnløjtnant Andreas Lous ansat som lodskaptajn ved Dragør Lodseri, og samtidig skulle han føre tilsyn med Dvalegrundenes lodser.  Fra 1775 udvidedes tilsynet til Isefjorden, og da han i 1778 også blev lodskaptajn i Helsingør i forbindelse med en reorganisering af lodseriet her, fik han nu titel af "Overlods".  Lous, der steg i rang til kontreadmiral, kom således til at virke som egentlig chef for de danske lodseri i løbet af sin lange embedsperiode.
Ved ansættelsen fik Lous til hovedopgave at inspicere og eksaminere lodserne samt afgøre stridigheder, og han kunne også afgøre mindre forseelser med bøder, mens større sager skulle afgøres af Admiralitetet eller retsvæsenet. Herfor fik han en fast årlig ydelse samt diæter og rejsepenge.
En gennemgang af Overlodsens korrespondance fra denne periode viser, at hovedvægten i arbejdet naturligt nok lå ved Øresundslodserierne, specielt detaljeret ved Helsingør lodseri. I øvrigt udgjorde personalesager en stor del af arbejdet, men væsentligt var også udarbejdelse af nye reglementer for lodserier, undersøgelse og afgørelse af klager over lodser samt indberetninger om sømærker og vragafmærkninger. I perioden 1775-1800 udgjorde Overlodsens årlige korrespondance i gennemsnit ca. 300 skrivelser. Som eksempel på Overlodsens virksomhed som "personalechef"  er i det følgende gengivet en af de såkaldte nytårslister, som blev sendt til Overlodsen, og hvori lodsoldermændene gjorde "status" over de enkelte lodsers opførsel i det forgange år.

Nytårsliste over Dragørs lodser 1781
 

Navn	alder	kyndighed og øvrige opførsel
Anders Clemmensen	62	Er en god lods, som i sin tjeneste forsigtigt og påpasselig, samt temmelig ordentlig i sin opførsel
Petter Madsen	53	Er ikke af de bedste lodser, haver og ofte været ulykkelig i lodsning, haver ellers samme karakter.
Peder Teysen	50	Er en temmelig god lods, som er påpasselig i sin tjeneste, og fører et ædru og ordentlig levned.
Rasmus Ingermand	46	Haver tilforn været en meget forsigtig og påpasselig lods, men i år haver han været meget ulykkelig i lodsning. I forsommeren var han endnu temmelig drikfældig, men i eftersommeren haver han vist god forbedring.
Peter Petersen Svart	46	Haver samme karakter, undtagen dette: at han altid haver været lykkelig i lodsning.
Niels Nielsen	44	Er en flink og hurtig lods, men i år ligeledes været ulykkelig i lodsning, uagtet at han i sin opførsel i år haver været meget ædru og ordentlig, for så vidt han haver i mit øjensyn.
Povel Nielsen	41	Haver samme karakter, haver og ført et temmelig ordentlig levned.
Jan Jensen	40	Er en god lods, som ligeledes haver ført et ordentlig levned.
Tønnes Mortensen	35	Er og en af de bedste lodser, som er hurtig og påpasselig i alle begivenheder, og i opførsel ædru og ordentlig.
Rasmus Jacobsen	33	Haver samme karakter, haver og i år temmelig forbedret sig i sin opførsel.
Rasmus Sørensen	35	Haver samme karakter, men fører et meget ordentligt og ædru levned, såvel uden for som for i mit påsyn.
Peer Peersen	32	Haver samme karakter, men i forsommeren haver han mest ligget inde uden at gøre tjeneste. Årsagen dertil kan jeg ikke med nogen vished rapportere, men i efteråret haver han dog været temmelig påpasselig og gjort sin tjeneste.

De 6 reservelodser
 

Rasmus Larsen	34	Er ikke den kyndigste, ejheller meget påpasselig i sin tjeneste, men i mit påsyn haver han dog i eftersommeren ligesom vist lidet forbedring, men når han kan være mig af øjesyn, hører jeg det er ved det gamle.
Tønes Erichsen	33	Er den kyndigste, er desuden påpasselig, ædru og ordentlig i sin opførsel.
Tejs Nielsen	38	Haver samme karakter
Jacob Olsen	33	Er og hurtig og påpasselig i sin tjeneste, haver og i eftersommeren vist temmelig forbedring i sin øvrige opførsel.
Jens Sørensen	31	Fører et ædru og ordentlig levned, haver i år været mere føjelig i ord og omgang, er ellers af samme karakter.
Jon Peersen	28	Tegner sig meget godt, han haver været hurtig og påpasselig i sin tjeneste, samt opført sig ædru og ordentlig, javer og erhvervet sig den kundskab, at han med lette skibe haver lodset såvel i bouting (krydsning op mod vinden) som i bougsejling (sejlads op mod vinden).

Dragør, den 31. december 1781. (underskrevet af Schmidt).
 

Den 23. december 1796 tiltrådte kommandørkaptajn Poul Løwenørn stillingen som Overlods. Allerede som ung havde navigationen været hans særlig interesseområde, og i årenes løb fik han betydningsfulde poster inden for dansk farvandsadministration, fra 1784 således som direktør for Søkortarkivet.
Som noget af det første efter sin tiltrædelse som overlods, rejste Løwenørn til Lolland og Falster for at inspicere lodserierne her, og som et resultat heraf udstedte han i 1797 reglement og takster for Albuen lodseri - det første i en lang række.
1797-98 inspicerede han lodserierne langs Sjællands nordkyst, og herefter blev Løwenørn beordret at rejse til Jylland, bl.a. for at inspicere lodserierne. Han forlod København den 3. april 1798 og rejste over Vejle til Hjerting, langs Vestkysten til Thisted, og derfra til Sæby og Fladstrand (Frederikshavn). Den 16. maj var han på Hirsholmene for at bilægge en strid mellem fiskere og lodser, og så gik turen sydover: igen til Sæby for at mødes med Læsølodserne, til Aalborg, Randers, Aarhus og Vejle.
Først den 4. juli var Løwenørn igen i København, overbevist om, at reformer og strammere regler var helt nødvendige:
Ved Lodserierne adskillige steder har jeg forefunden megen uorden, og de største misbrug især Fladstrand og på Hirsholmene, hvor antallet af de passerede skibe er betydelig."

Som nævnt var Løwenørn allerede gået igang med at udfærdige og udstede specielle reglementer, instrukser og takster for lodserierne. De gjaldt for de 18-19, som han korresponderede med på denne tid, og dertil føjede sig i årene frem til 1811, andre 15-20 lodserier, som var blevet indberettet af Stiftamtmændene efter en henvendelse fra Admiralitetet i 1797.
Den 27. oktober 1800 udstedtes "Lodsanordning for Fladstrand og de dermed forenede lodserier", og alle senere anordninger
havde denne som model.
I 1801 blev det bestemt, at den gamle ordning med Søindrulleringscheferne skulle gøres generel, så at disse skulle fungere som Overlodser i deres distrikter, herunder inspicere lodserierne på sessionsrejserne. Ordningen gjaldt dog ikke for Sjælland, Lolland-Falster og Møn, hvor Løwenørn fortsat skulle have ledelsen. I praksis fungerede han fortsat som overordnet for hele lodsvæsenet i mere principielle sager.

Efterhånden som lodseriernes antal og virksomhed tog til, forøgedes også den centrale arbejdsbyrde. Det blev derfor også nødvendigt med mellerum at udstede generelle retningslinier for de enkelte sider af lodsernes arbejde, og behovet for en overordnet lov for hele lodsområdet føltes også stærkere og stærkere.
I 1818 blev der nedsat en kommission med nu kontreadmiral Løwenørn som formand, som skulle udarbejde forslag til en anordning for hele lodsvæsenet. Resultatet af kommissions arbejde blev "Forordning angaaende Lodsvæsenet......."  og
"Reglement for Lodsindretningen i Danmark", som begge forelå i 1831.

I forordningerne blev lodsernes arbejdsområde og pligter nøje fastlagt, og de detaljerede bestemmelser omfattede både den rent saglige side af erhvervet og den mere personligt/moralske. Og på begge områder blev der fastsat strenge straffe ved eventuelle overtrædelser. Men samtidig indeholdt forordningen også klare regler for, hvilke rettigheder, der tilkom lodsen, så længe han var ombord på det lodsede fartøj.
Med forordningens udstedelse blev alle hidtige bestemmelser ophævet, men der var ikke tale om noget brud med fortiden. Flere af Løwenørns resolutioner blev optaget direkte, og der var i mangt og meget en klar fortsættelse af Lous` linie.
På forordningens grundlag kom det danske lodsvæsen til at hvile langt op i dette århundrede.
Det grundige og sagkyndige kommissionsarbejde fortsatte i de følgende år, hvor samtlige lodserier fik udstedt specielle reglementer og takster.

Lodsreglementet, som blev udsendt sammen med forordningen, fastlagde de nærmere retningslinier for lodsvæsenets organisation og de enkelte lodseriers virke.
Som hidtil skulle lodsvæsenet henhøre under Admiralitetet, og posterne som Overlodser blev også fortsat tillagt Søindrulleringscheferne, Sjælland undtaget.
Overlodserne havde pligt til at inspicere lodserierne og ders fartøjer, og de antog lodser og reservelodser, mens Admiralitetet besatte Oldermandsposterne efter indstilling af 2-3 kvalificerede lodser.
Lodsreglementet fastlagde endvidere et syn for aflønning af alle ansatte ved lodsvæsenet, og der blev opstillet nøje krav til lodsernes kvalifikationer og opførsel efter ansættelse.
Også disse bestemmelser holdt sig stirt set uforandret i lang tid, med den undtagelse, at Overlodsstillingerne i 1851 blev ændret til 2 selvstændige embeder, et Østligt og et Vestligt.

I 1872 nedsattes atter en kommission, med henblik på en revision af 1831-forordningen. Den nye lov om lodsvæsenet fra 1879 ændrede dog ikke væsentligt ved principper og praksis, og var snarere en tilpasning til nye tider.
Overlodsembederne blev nu besat med afskedigede søofficere, idet staten påtog sig udgifterne ved administrationen af lodsvæsenet.
Aldersgrænset for at få lodspatent blev sænket fra 25 år til 22 år. Lodsernes hidtidige biindtægt fra udlægning og vedligeholdelse af sømærker, de såkaldte "prikkepenge", bortfaldt og blev erstattet af betaling fra statskassen i det omfang vagervæsenet ikke overtog afmærkningen af farvandene.

Allered i 1900 blev der nedsat et nyt lodslovsudvalg, som året efter bl.a. foreslog lodsvæsenet omdannet til en statsinstitution.
Udvalgsrapporten blev dog henlagt, og et nyt udvalg blev nedsat i 1907.
Nu mente man det bedst, at der fortsat skulle være tale om et reguleret, liberalt erhverv, og i lodsloven af 8.juni 1912 blev princippet fastslået. Lovens væsentligste nyskabelse var, at de 2 Overlodsembeder blev slået sammen til de centrale stillinger som Lodsdirektør og Lodsinspektør, og samtidig fik lodsvæsenet status som et direktorat under Marineministeriet.

Statens interesse i lodseriernes forhold var bl.a. forårsaget af bestemmelser i traktaten af 1857, som ophævede Øresunds -
tolden. Danmark forpligtede sig heri til aldrig at indføre generel lodstvang, men på den anden side skulle der være lodser på passende steder, som skulle lodse til moderat betaling. Hermed blev staten inddraget i lodsernes arbejde på 2 felter, først gennem sikring af et tilpas antal kvalificerede lodser, og dernæst i at taksterne ikke kunne give anledning til klager udefra.
Begge hensyn indebar i sidste ende, at staten engagerede sig økonomisk i lodsernes drift.
Men hertil føjede lodsloven af 1912 også en mere almen kontrol af lodsernes arbejde, som op gennem årene kom til at betyde, at lodsdirektiratet i praksis administrerede mange almindelige lodssager.
På samme måde kom direktoratet til at virke som mellemled og koordinator, når der blev ønsket forandringer i reglementer, takster mv., som berørte lodsernes arbejde og indtjening.
Lodsloven af 1912, revideret på enkelte punkter i 1916, gav lodsvæsenet en struktur, som blev bibeholdt indtil 1974, hvor lodsvæsenet blev nedlagt som en selvstændig insttution og i stedet indgik i det nye Farvandsdirektorat. På trods af de meget forskellige vilkår lodserne måtte arbejde under i denne periode, bl.a. under de to verdenskrige, kunne forandringerne rummes inden for den gældende lov, som igen i de grundlæggende dele havde hjemme før 1830.
Intet andet erhverv har vel på lignende måde kunnet udøves i over 150 år på samme fundament, så der er god grund til at lette på hatten for Løwenørn og hans samtidige !

Lodserierne
Det er nævnt, at der mange steder i Danmark tidligt var folk, som fungerede som lodser. Farvandet indenfor Skagen og til Gedser er med de indviklede strømforhold og mange spredte grunde, praktisk taget overalt, lodsfarvand for større skibe.
Efter Løwenørn`s  tiltrædelse i 1796, blev lodserierne registreret, nye blev oprettet, fra ca. 40 i 1810 til ca. 70 lodserier i 1831.

Lodserierne blev i almindelighed organiseret på følgende måde: I spidsen stod lodsoldermanden, han havde det daglige tilsyn med lodserne, arbejdet, fartøjerne mv. Han stod for lodseriets regnskaber og korrespondance, og han indstillede ansøgere til stillinger som fastlods og reservelods.
Under oldermanden fulgte så et antal fastlodser og reservelodser, og til de fleste lodserier var der også tilknyttet bådmænd.
Nogle steder var lodserne dog "offentligt ansatte", især ved havnelodserier som Aarhus og Rønne, der allerede i 1743 fastan-
satte to lodser. Denne grundlæggende struktur har i store træk holdt sig til i dag. Oldermandstitlen blev i begyndelsen af 1900-tallet erstattet af "Lodsformand", og en række af detaljerne omkring opførsel og straffe er også moderniseret, men så sent som i 1940 brugte enkelte lodserier stadig specialreglement fra 1831.

Hvorledes lodsbetalingen blev fastsat i ældre tid, er uvist, men man må formode, at skipper og lods har forhandlet sig frem til et beløb fra gang til gang. Senere har der vel været opkrævet takster, som byggede på sædvanen, og da lodserierne blev reguleret omkring 1800, indgik der takstbestemmelser i alle Løwenørns reglementer.
I forordningen af 1831 blev det fastslået, at foruden selve betalingen for lodsning var lodsen berettiget til fri kost og hvile ombord, ekstra betaling ved forlænget ophold, ventepenge og ilandsætningspenge samt fri hjemtransport. Hertil kunne komme de tidligere omtalte "prikkepenge".
Derfor blev der i de specielle reglementer indsat taksttabeller for de enkelte lodserier, hvor betalingen normalt blev fastsat efter skibets dybgående ved længere lodsninger og efter tonnage ved korte (havne) lodsninger. Der blev også fastlagt en detaljeret fordeling af lodsernes bruttoindtjening. Overlodsen fik 2%, og hans skriver, som var lodsrevisor, 1%. Ved de lodserier, hvor materiellet blev anskaffet for fælles regning, blev der oprettet jollekasser, hvortil 4% af lodsfortjenesten skulle gå. Yderligere blev der indsat 4%  til pensionskasserne. Det nettooverskud, der så var tilbage, skulle deles således, at oldermanden fik 1½ part, fastlodser 1 part, reservelodser ½ part og ekstralodser ½ part. I hovedtrækket blev denne ordning bibeholdt langt op i 1900-tallet.
I almindelighed fremkom et lodseris bruttofortjeneste gennem det beløb, lodserne tilsammen indtjente over en periode, og som oldermanden opbevarede i den jernbeslåede kiste, som reglementet af 1831 også krævede ved hvert lodseri.
En speciel afvigelse fra dette mønster var de få steder, hvor der fandtes kaplodsning. Ved Nyord lodseri fik den lods, der først ankom til et skib, forlods halvdelen af lodsbetalingen - foruden den reglementerede delingspart. De dårligt stillede af lodserne lå derfor meget og langt ude, og ikke sjældent listede en mand sig ud ved nattetide for at sikre sig en ekstra fortjeneste.
Ved lodsloven af 1879 blev staten i højere grad part i forholdende ved lodserierne. Fordelingen af bruttoindtægten ændres lidt, prikkepenge bortfaldt og kaplodsningerne blev afskaffet.
Desuden lod man lodserierne regulere på den måde, at fastsættelsen af antallet af lodser ved det enkelte lodseri blev afhængig af en analyse af lodseriets økonomi. Dette hang sammen med, at staten krævede en minimumsløn på 700 kr. årligt for en fastlods, og også med, at ældre lodser blev bevilget statstilskud. I 1903 blev systemet med lokale takster erstattet med en fælles taksttabel for alle lodsningsruter, som byggede på lodsningens længde samt farvandets særlige beskaffenhed. Systemet søgtes yderligere forenklet ved indførelse af nye lodstakster i 1941.
I lodsloven af 21. marts 1979 blev det betonet, at man på det forretningsmæssige område måtte se lodseriernes økonomi som et hele, og derfor blev alle lodserier pålagt at indtræde i reguleringsfonden. Alligevel blev det også fremhævet, at lodserierne principielt var selvstændige med egen interesse i at få så stor fortjeneste som mulig. Og så længe denne "forretnings"-opfattelse
lever i lodsvæsenet, vil der vel også til stadighed være grundlag for uenighed og klager.
Fra 1979 skulle lodserierne indbetalte 80% af deres bruttoindsejling til Lodsreguleringsfonden, der derefter skulle udbetale en fast månedlig "hyre" til alle lodser, samt betale til pension og drift. De sidste 20% skulle deles mellem lodserne ved de enkelte lodserier. Denne form for "afregning" virker stadig, dog med mindre justeringer.

Lodserne

De, der i ældre tid fungerede som lodser - eller "kendtmænd" - har alene haft deres kendskab til de lokale farvande som kvalifikation. Formodentlig har skippere, som regelmæssigt besejlede et bestemt område, efterhånden skilt fårene fra bukkene og betjent sig af den/de samme lokalkyndige fra gang til gang. Således har den samme kreds af personer vel fået et ry blandt søfarende og lokale beborer, så at de har kunnet etablere sig som egentlige erhvervsdrivende på fuld tid eller som supplement til anden beskæftigelse.
Først efter 1700 begynder man i større omfang at kunne se, at sådanne personer har fået officiel godkendelse og tildeling af visse rettigheder. Nogle faste retningslinier herfor fandtes ikke. I 1743 blev Peder Fugl antaget som kgl. lods ved Fladstrand efter indstilling fra Admiralitetet. Skipper Peter Nisted fra Stige fik i 1782 fra Danske Kancelli, kongelig bekræftelse på den stilling som lods ved Odense fjord, som magistraten i Odense havde bevilget ham. Og i andre tilfælde var det den lokale søindrulleringschef, som udstedte lodspatentet.
Et specielt tilfælde var lodseriet på Nyord, hvor ingen måtte få gård eller hus, før han ved eksamination havde vist sig dygtig til at lodse i farvandet.

For Løwenørn var det også vigtigt at sikre sig, at de kvalificerede og officielt udnævnte lodser kunne fremstå som sådanne overfor omverdenen. Hvad lodsfartøjerne angik, brugte de fleste lodser på denne tid at føre en rød dug i hvidt storsejl, og Løwenørn fastlagde i de mange nye lodsreglementer denne skik som en pligt og rettighed for de autoriserede lodserier.
Yderligere indførte han et lodsflag, hvor øverste fjerdedel var Dannebrog, mens der på resten af det hvide flag stod malet LODS eller PILOT. Dette lodsflag anvendtes indtil 1824, hvor lodskaldeflaget blev ændret til nationalflaget, omgivet af en hvid kant. Dette flag var gældende indtil 1978.

For at de autoriserede lodser skulle kunne haævde deres autoritet, lod Løwenørn også indføre regler om tegn og påklædning.
I 1800 bestemte han, at fastlodserne skulle bære et skilt med bogstaverne FL og reservelodserne RL. Og lodsoldermændene
fik en speciel mundering med jakke, krave, opslag, underfoer og en rund hat med guldgallon.
Gennem årene gav emnet lodspåklædning anledning til mange diskussioner og forslag. Problemet var især, at lodserne på den ene side ikke var embedsmænd og derfor ikke burde ligne sådanne; på den anden side, at både de selv og de søfarende kunne føle behov for at de på afstand kunne skilles ud fra mængden. Igen i 1927 blev emnet taget op, fordi autoriserede "kendtmænd"
stadig generede lodserne i deres næring. 1931 fik lodserne mulighed for at bære emblem på kasket og trøje, men først i 1940 blev uniformering påbudt.

Kilde: Maritim kontakt 11, Kommandør Sølling m.fl.

Tilbage til forsiden