Fortællinger

Født i 1922 Ved Broen i Karrebæksminde. Forældre flyttede til ”Ravnsborg” og derefter til Enø, hvor de boede resten af deres liv.

 

Henning startede med at fiske, da han var 13-14 år. På Enø havde Hennings forældre som nabo et sommerhus ejet af pastor Joensen fra Sct. Peders Kirke i Næstved. Joensen sagde til Hennings far, at Henning burde læse, men Henning svarede: ”Jamen jeg vil være fisker”, fordi hans far jo var fisker. En farbror havde bundgarnsfiskeri ved Overdrevsgården og henne ved Vesterhave.

 

Den 17. januar 2007 fortalte Henning til diktafon:

 

Jeg havde aldrig været uden for Karrebæksminde og arbejde før senere, da jeg kørte med post og aviser i 24 år. Jeg er født her. Det første jeg gjorde, var at fiske med rejegarn, og min far var med. Jeg har en bror, der byggede pramme. Vi havde købt en motor, og det første år, jeg fiskede med den, var den tjent fri.

 

Min bror havde ”Ravnsborg” efter min far, og lavede forskellige bygningsting og pramme, og disse pramme var kun til fjordbrug. Jacobsen byggede lægtere, som var meget større, og som blev brugt til at fragte gods til Næstved op ad fjorden og Susåen. Han var en dygtig håndværker. Som ganske ung kan jeg huske, han havde et stort bådebyggeri, hvor Kvindeligt Arbejderforbund ligger i dag. Derfra er der kommet meget værktøj til Næstved Museum af Jacobsens datter Agnethe Christiansen.

 

Når man arbejdede, tog man sig tid til at lave det ordentligt. Man tolererede ikke sjusk. Man havde også bedre materialer, for man kunne selv udvælge det bedste træ.

 

Vi havde rejeruserne stående her på fjorden og inde på Nørre Dybsøfjord, og der kunne vi sejle med de fladbundede pramme af min brors, vi brugte, og vi kunne sejle ind over Hestevodsandet. Vi havde også ruser ovre i Avnøfjorden. Det var dengang, der var rejer, for det er der jo ikke mange af mere.

 

Mens jeg under krigen var på Bornholm, fiskede vi med sildegarn. I dag er det jo udbredt med kasteruser, og det har jeg da også selv en del af, og dem fisker jeg med nu. Jeg har mine daglige ture på fjorden stadigvæk. Tit fisker jeg til omkring 1. november. Det ligger jo i blodet, at man skal fiske. I de første år fiskede jeg sammen med min far. Han holdt på grund af gigt, da han var 80. Så fiskede jeg selv videre med rejegarn og bundgarn, men fik splintret det meste af mine garn under stormen sidst i 1960’erne. På det tidspunkt var jeg allerede begyndt at køre for postvæsenet. Det gjorde jeg i 24 år, og så var fiskeriet bierhverv. Jeg havde en tur på 175 km med aviser, som jeg kørte rundt og afleverede til budene, og så skulle jeg op kl. 02.30 alle dage undtager juledag. Med det samme jeg begyndte med aviserne, søgte jeg om lov til at drive fiskeri på fritidsbasis som bierhverv.

 

Min kone og jeg har boet her i huset Ved Broen i 56 år, og da vi købte huset, gav vi 7.500 kr. for hele herligheden, og i 2006 har de sat det til 1,4 million. I de første år, vi var gift, havde vi en indkomst på omkring 4.000 kr., og det kunne vi godt leve af.

 

Sammen med min svoger satte jeg somme tider kroge ved Agersø og Omø. På 10 minutter havde vi mange sild til at sætte på krogene.

 

Efter jeg havde været marinesoldat, købte jeg en båd og trak skovlevod (eller trawl, som man siger nu), og det gjorde jeg hver vinter i ca. 12 år. Når vi fiskede ved Bornholm og Klintholm, lå vi sammen med fiskere fra mange steder, bl. a. Omø-drengene (Willy og Louis Iversen). Når der var fisk andre steder, sejlede vi jo efter det. Vi havde jo barkgryden i fællesskab alle fiskerne. Nogle havde selv en, men de fleste brugte den af fiskeriforeningens. Man begyndte at bruge barkkedel, før jeg begyndte at fiske. Min far og hans bror havde jo fisket i mange år, og det var jo mens der var bomuldsgarn, og hvis de ikke blev kogt, holdt de ikke længe. Der var en omrejsende fra Netfabrikken Danmark i Helsingør, som var hernede og kom med de første nylon-net og viste, da vi skulle til at have nye garn til brug om efteråret til bundgarn og ålefiskeri. ”Og det bliver fiskernes fattigdom og elendighed”, sagde han, ”for det skal ikke tages op og koges, det kan stå uendeligt”. Og det viste sig jo også, der er jo kommet sådan en mængde af ruser på fjorden, og det kunne ikke lade sig gøre med bomuldsruserne, for de skulle jo hjem og koges af og til, for ellers var de hurtigt forgået. Grundet de nye net, der kom fra Japan, var der jo også netfabrikker, der måtte lukke, men der kom jo andre, bl. a. Fisher på Fiskerlodden. Han handlede med Japangarn. Bomuldsnettene startede vel tilbage først i 1800-tallet. Den første, der købte bomuldsgarn i Karrebæksminde, hed Dibbert og boede, hvor Alexandersen ligger nu, har far fortalt, og i starten gik alt køb af garn gennem ham fra Tyskland. Han drev selv fiskeri i stor stil. Før bomuldsgarnet kom, havde man disse her riskurve. Man kunne ikke købe tillavet garn fra netfabrikken, så det var vinterarbejde for kone og mand at sidde i stuen og sy nye garn og ruser, så det er jo blevet noget nemmere, at man bare kan bestille det, man skal bruge, og det giver jo mange fritidsfiskere.

 

De første år jeg fangede rejer, havde jeg garn stående ved Lønnede Skov ved slusen, og der kunne om efteråret somme tider være en hel kasse undermåls-ål. I dag skal man være heldig for at fange 1 eller 2 undermåls-ål. Og der havde man somme tider førhen 40 kg ål, når vi satte garn ved Lønnede, men nu fanger de de små ål i Spanien og Frankrig, og derfor kommer der ikke mange hertil. Vi skal tilbage til midt i 1970’erne, da jeg holdt op med at fiske med bundgarn, efter at de var blevet ødelagt af storm sidst i 1960’erne, havde jeg nogle få garn tilbage, som jeg fiskede med. Ved Knudshoved dengang var der 5-6 både, der fiskede med bundgarn, og nu er der kun Thomas, som har 18-19 garn samt et par stykker , der har et enkelt garn derovre. Hernede langs kysten var der jo førhen Herluf Hansen, Frits Hansen og Oluf Olsen fra Karrebæk og os selv og Oluf og Emil Christiansen. Der var næsten altid 2, der var sammen om bundgarnene, men det er efterhånden store investeringer, der skal til for at holde sådan et fiskeri i gang.

 

Vi barkede flere gange om året, ca. 2 -3 gange. Når barken blev vasket af, tog vi garnene hjem og de blev kogt igen. Når bomuldsgarnet stod og fiskede, skulle de hænges lop på pælene et par gange om uge, så de kunne tørre. Når vi lå i Dybsøfjorden, gik vi ind i skoven og sov 4-5 timer, medens garnene tørrede, og så kunne vi sætte dem i vandet igen. Det vi barkede garnene i hed Catticut, og det kom i en kasse, og det var sådan en fast blok, som man skulle mejsle ud. Det var meget hårdt og sprang lige som glas, når vi huggede i det. Der var 25-30 kg i sådan en kasse. Vi købte det igennem netfabrikkerne. Vi hældte vand i barkgryden, og så fyrede vi op med alt tilgængeligt brændbart. Det var mange gange noget forfærdeligt svineri for når vinden var hen over byen, blev konerne rigtigt godt sure, for vi fyrede med bildæk og gamle tjæregarn, og det sendte nogle slemme røgskyer ind over storvasken. Vi fyrede ind i et stort hul, der var under barkgryden, eller tjæregryden, som var til bundgarn. Før bildækkene fyrede vi med bundgarnspæle, og hvad der ellers blev kasseret hvert år. Man kunne fyre med stykker på op til 1 m’s længde. Sådan en gryde er nok ca. 1.000 liter, som skulle fyldes ¾ op med vand (garnene fyldte jo også), og når det så begyndte at koge, så væltede de jo op. Vandet fik vi fra en vandhane ved siden af. De første år blev vandet nok hentet i kanalen. Det tager en times tid at varme 700 liter op. Ilden bliver fordelt på siderne nedefra, og gryden er trukket forover. Der er muret uden om kedlen. Vi havde dengang gamle murer Thomsen, som har bygget mange huse i Karrebæksminde, til at mure om kedlen, og han sagde: ”Nu står den brøleme til dagenes ende!” Garnene skulle koge med Catticut i vandet ca. ½ time, men man rørte i dem. Når vi havde garnene stående på fjorden tog vi ikke dem alle hjem og koge på én gang, så der altid var nogle i vandet. Bundgarnene blev tjæret, men ålegarnene, som stod på fjorden, blev også kogt lige som rejegarnene. Nu tjærer man ikke bundgarn mere, for det er jo ikke nødvendigt, efter man har fået nylongarn. De første år tjærede vi stadig nylongarnene, og vi reparerede dem også, men det gør man ikke mere. Nogen bruger nu noget, der hedder Altin at dyppe garnene i. Man mener, garnene holder sig bedre rene, men det er ikke alle, der bruger det. Det meste garn, man køber nu, er trykimprægneret.

 

KR29 Else er den båd, vi sejlede med, og under krigen skulle vi have en sejlbog, hvor der skulle stå, når vi afsejlede og anløb havnene. Også når vi bare sejlede ud at fiske fra den havn, vi lå i. Og fra Bornholm er der tyske stempler i bogen, som vi fik på Havnekontoret. Det var dengang, man var ung med bølger i håret og det hele. Det sidste stempel er fra august 1945 fra Neksø. Vi sejlede derfra 14 dage før Bornholm blev bombet.

 

En gang jeg var på Bornholm og sætte torskekroge, sejlede vi ud 1 times tid fra Neksø og satte krogene. Da blev det hårdt vejr, så vi måtte sejle fra det. Ellers blev vi liggende nogle timer, og så halede vi dem igen, og der var jo mange torsk. Det var på 50 m vand, vi fiskede, hovedsageligt fine store torsk. Dengang var det lige meget, hvor vi satte garn, så var der sild. Den båd, jeg havde dengang, var på 29 fod, og den har flere gange været synkelastet. Vi var 3 mand ombord, og den ene gang havde jeg 125 kasser sild, men så skal det også være fint vejr, ellers kan man ikke sejle ind med så meget. Dengang fik vi 14 kr. pr. kasse, og det var jo en masse penge dengang.

 

Min far havde garn og stå ved Dragsbjerg, med ålegarn inde ved land, og et garn med større masker udenfor, og båden blev så fuld af sild, at de næsten ikke kunne sejle hjem, men de fik næsten ingen penge for dem. Nu om dage er det ikke hvert år, der er sild her omkring. Nu om dage har jeg en aftale med Steen og Kurt, at jeg får 4-5 kg små sild til at lave kryddersild af. Det har jeg ikke kunnet få i år 2006. Førhen skovlede vi efter småsild med et vod, der blev trukket mellem 2 både, og disse sild blev solgt til fiskemelsfabrikker, bl. a. Blåkilde, og da kunne der ligge 10-12 både fra andre steder, bl. a. Kerteminde—både, og det var måske årsagen til, at sild forsvandt herfra og dermed også torskene, og når de fiskede små sild, arbejdede fiskerne næsten i døgndrift.

 

Miljøet har forandret sig meget, men ikke til det bedre. Det liv der var på havnen, er væk.

 

Der er blevet for mange fritidsfiskere. De skulle lade være med at tage undermålere med hjem. De skal være et mål i båden.

 

---

 

Den 28. januar 2007 fortalte Henning Petersen til diktafon:

 

Jacobsen byggede de store lægter. De transporterede papirmasse til Næstved. Det var jo store pramme, vi kaldte lægter.

 

Otto Hansen, som boede i Skomagergården var håndlanger for murer Thomsen Han kørte somme tider for os, bl. a. garn. Han blev kaldt ”Dafutten”. Vores redskabshus lå helt bag huset, og far siger så til Otto: ”Jamen Otto, nu sidder ringen jo sådan, at du skal bakke derom. Tror du, at du kan gøre det?” ”Om jeg kan gøre det?” Otto snøvlede lidt: ”Nu er det gået tilbage for mig de sidste 50 år, så tror du ikke, jeg kan bakke?” Han var en dygtig murer. Villaen, hvor Robert Petersen og hans søn Henrik bor, og der, hvor Jens Ditlevsen bor, har han jo også bygget. Det var murer Thomsen, men det gik lidt nedad p.g.a. flaskerne.

 

Murer Thomsen og Otto var ude ved et sommerhus og skulle reparere noget der, og mureren gik med en tand, som han havde så forfærdeligt ondt i, og det var vist en af de sidste, han havde tilbage, og så siger Otto: ”Skal vi trække den ud?” ”Ja”, sagde mureren, ”Hvordan skal vi bære os ad?” ”Vi binder murersnoren om den”, sagde Otto, og det gik mureren så med til, og de satte snoren om, som Otto skulle trække i, men så sagde Otto: ”Skal det være med bedøvelse?” ”Ja tak”, sagde mureren. Så tog Otto en lægtestok og daskede ham en oven i hovedet, og da tanden var kommet ud, trak han 2 øl op og sagde: ”Værs’go og skyl!”

 

Ja, der kunne jo fortælles masser af små hændelser. Og så længe mureren kunne bruge det trekantede jern (murerskeen), så skulle han ikke have nogen folkepension. Han havde en bror oppe i Karrebæk, der var bestyrer, som en dag sagde til mureren:” Du ved nok, at du kan få din folkepension?” Nej, det skulle han ikke have, men så gik der ikke ret lang tid, så siger bestyreren: ”Hvis nu det var, at du hentede den, så kunne jeg jo administrere den, så du kunne få lidt tøj og andre ting.” Så sad mureren og tænkte lidt, og sagde så: ”Der står i skriften, at du ikke skal være din brors vogter.” Så hentede han selv sin folkepension, på kommunekontoret, og da han kom tilbage, sad han og skruttede sig lidt: ”Der er blevet valuta-pukkel!”

 

Hos barbereren i gaden sad Otto lige inden for døren, da den tykke barber tren ind. Så siger Otto: ”Flæske-Niels”. ”Nå, nå” siger barbereren, ” Vi kan jo ikke alle sammen være født som hornfisk”.

 

På det første kendte billede af fiskere ved det rune stambord på Kroen var jeg jo ikke med, for de var jo en del ældre end jeg. Min oldefar, Peter Olesen er med på billedet. Det var faktisk alle dem, der havde fiskeri ovre på Knudshoved. Der var jo 4-5 lav, der havde der, og nogle af dem havde jo også nede på Sevedø. Det var jo mest dem (6-7 stykker), der mødtes derovre hver formiddag ved det runde bord. Martens bedstefar var også med. De behøvede jo ikke at gå hjem og være fulde, det var jo mere for at snakke. Det kunne jo somme tider være lidt, når de sad lidt længere over det. Senere på min alder kom jo Ove Ditlevsen og Valdemar derovre. Nu Ove Ditlevsen (Tommys far) han var et af mine bedste bekendtskaber, men han fik koldbrand i benet og døde tidligt. De måtte jo begge lidt tidligt væk. Der er jo faktisk ikke mange tilbage. Og der jo somme tider nogle muntre fester, især ved kapsejladsen. Jeg var såmænd ikke for god. Jeg har tit været med til løjerne. Netop det første år jeg sejlede kapsejlads – jeg var nok kun 13 år – og jeg var med på dommerskibet, og så kom jeg gående, efter jeg havde været med ude at sejle, og mødte læreren fra skolen. ”Andersen”, sagde jeg, ”Du har fået en vældig fin præmie”. Nå, jeg skulle jo have det fine tøj og det hele på, og der var far med sin fine hat, som han gik med., og vi kommer ind ved sådan et lange gennemgående bord oven på Kroen, og det var jo med kaffebord. Og far og jeg var nogen af de første, der kom, så vi satte os ca. midt i salen. Så kommer der 3-4 stykker og sætter sig lidt overfor. Der var jo dækket op med flødekager og virkelig sat op med det hele. Der var en af dem, Harald Ditlevsen, som boede på Fiskerlodden, og han sidder lige over for mig, og de havde jo fået en del at drikke og var i godt humør. Jeg havde jo endnu ikke fået lov at røre stærke drikke, så lige som han sidder, kigger han lidt på flødeskumskagerne, som stod der, så tog han sin store skrå ud af munden og satte den lige oven i en flødeskumskage, og sagde: ”Den der vil jeg ha’” Og ikke et ord mere. Han var en gammel rad, men jeg kiggede jo til far og tænkte ”Hvad er det?” Jeg var jo kun en stor dreng.  Jeg kan huske, hvad jeg fik i præmie første gang, jeg sejlede kapsejlads. Den gang sejlede vi i én pulje, både store og små både. Jeg blev nr. 1 og sejlede i en lille træjolle på 17 fod med en lille Sonar motor. Den havde far købt, og det var første gang, den kom her til Karrebæksminde. Den var på 2½ heste. Vi fik 2-3 minutters respit i forhold til de store både. I første omgang blev jeg nr. 1 af alle bådene. I anden omgang blev jeg nr. 1 i pålidelighedspræmie, og min nabo blev nr. 2. Præmien var noget sølvtøj fra Ørbæk Netfabrik, og pålidelighedspræmien var et sølvfad. Den Kählervase har min far vundet længe før jeg begyndte at sejle, den er fra ca. 1920. Det var jo også mange gange sejlbåde, de brugte den gang. I krigsårene skete der ikke så meget. Der var ikke rigtigt nogen til at tage sig af det.

 

Det er over 50 år siden, fiskeriforeningens bankospil startede. Jagtforeningen havde også noget, der hed ”vildtspil” førhen, og den forening stoppede jo også på et tidspunkt, lige som andre foreninger. Jeg har også været jæger og har en masse pokaler og præmier, jeg har vundet ved forskellige ting. Jeg har også mit jagttegn endnu, og vi har nogle venner i Jylland, hos hvem jeg er kommet på jagt i ca. 40 år. Jeg har også tit bøssen med, når jeg er ude og fiske, da jeg var yngre, og i isvintrene kunne vi godt skyde omkring 80 fugle på havjagt. Lena pottemager fik i reglen 30 stykker. Hun lavede så galt leverpostej af dem, for der var jo en stor lever i dem. Min far, som var ivrig jæger også den gang, de måtte skyde svaner, han var helt vild med at spise havfugle, selv de trannede svaner, men det brød jeg mig ikke om.

 

I de bassiner, der førhen var i Jens Ditlevsens værksted, opbevarede man førhen ål, bl.a. om sommeren, når vandet blev for varmt. Så kunne man tage dem ind i disse bassiner, så kom de i ferskvand. Det blev brugt mange steder. Til afhentning af ål kom der førhen ålekvaser (både) bl.a. fra Kolding og Glyngøre og andre steder fra, ca. 4-5 stedet fra. Da lagde vi jo ålene oppe på fjorden i hyttefade, da var det ikke som nu, hvor de kommer med bassinbiler og køber dem, næsten før de er komet i land. Og der lå mange hyttefade oppe bag ved Rotteøen med ål på lager indtil de så blev solgt om efteråret, og nogle af ålene blev lagret i inderfjorden, og der var jeg med oppe om vinteren og gå og skumme de døde ål af. Opkøberne kom og købte dem om efteråret, og der blev sat en pris. Bl.a. Niels Mathiasen fra Vejle og han sagde gerne: ”Hvis nu der kommer nogen og vil handle ål, så ring lige til mig, for jeg vil gerne være med”. Og den gamle Robert Martens, han sendte bud efter Knud Pedersen fra Kolding. Og inden vi så os om, lå der 4-5 kvaser ved kajen og købte ålene. Nogle blev så sejlet væk med det samme, og andre blev lagt op på fjorden, og så var de solgt.

 

Valdemar Martens, Karls far, de lagde også en del oppe på fjorden, så de også havde nogle til vinterforbrug. Jeg har også været med over isen ind til hyttefadene, så vi kunne brække isen op rundt om hyttefadene, så isen ikke trykkede dem i stykker. I de senere år, da min far var med, så var det mig, der skulle stå for handelen, og engang jeg solgte, sagde jeg til far: ”Ja, nu har jeg fået 14 kr. kiloet.” Så sagde far: ”Ja, så kan du da ikke stige mere, for det er da umuligt, når de kommer op i de priser.” Og nu koster de jo 70 kr. pr. kg. For mange år siden kostede de 1 kr. pr. kg.

 

Vi fangede også en masse torsk. De stod her i kanalen lige så tykt. Det var jo gerne sidst i maj og først i juni, når rejerne trak ud, så stod torskene her og ventede på dem. Så kunne man høre torskene om aftenen, at de kom op og smækkede med tungen og fangede rejer. Og når det så blev blæsevejr, trak torskene ud og røg i de garn, vi havde ude på bugten, og da fik vi den enorme pris af 38 øre kiloet for torskene. Vi var ca. 2½ time om at sejle til Skælskør Fiskeauktion og sælge dem. Somme tider havde vi 3.000 pund, og det kunne vi ikke selv sejle med og sælge, og så havde vi ”Minerva” til at sejle med dem.(Nu Knud Martens båd). Vi sejlede om natten til Skælskør, så vi var ved auktionen kl. 7 morgen. De var rigtigt glade for, at vi kom, for her var et af de få steder, der rigtigt blev fanget torsk på den tid af året. I min fars tid sejlede de somme tider til Næstved og stod og solgte fisk ved kajen, når de ikke rigtigt kunne komme af med dem, så havde de udråbere til at gå op i byen og råbe: ”Friske fisk ved havnen”. Vi lagde også torsk i hyttefadene ved Rotteøen når de var svære at sælge, men de kunne ikke leve ret længe, og så måtte vi smide dem ud over siden igen.

 

De gamle både købes op af selskaber, som kun er interesseret i fiskekvoten, mens bådene bare ligger i havnene. Ved ophugning går kvoten i en bank, som man kun kan få fra, når man byger en båd.

 

De russiske tager også undermålere med. De tager alt med og klemmer olien ud af dem. Her hed det sig, at man fangede brislinger, men det kunne ikke betale sig at sortere. Under krigen tog nogle herfra til Esbjerg og fangede tunger.

 

Magasinet blev fra starten af bygget til oplagring af korn. Min oldefar var magasinbestyrer på magasinet. Det var Saltø gods som ejede magasinerne. Og dengang blev kornet udskibet her fra Karrebæksminde. Og så sejlede man også til Tyskland og købte synåle og stoppenåle og andre ting. Det var jo ikke så store skibe, men efter den tids forhold var de jo pænt store, de skibe som var hjemmehørende her og skulle jo have noget returlast med, når de sejlede ud med korn.

 

Kakaofabrikken (nærmest broen) blev til kakaofabrik, da der ikke længere var brug for bygningen som magasin. Det, der blev malet, var faktisk noget affald, som så blev tilsat noget, og så blev det sendt ned til Afrika igen, hvor det oprindeligt kom fra, og så kunne de få noget, som var delvist forfalsket. Kakaofabrikken startede ca. omkring 1950. Kakaoskallerne kom fra Holland.

 

 I de første år vi var gift, var der en del forretninger hernede, selvom butikkerne jo ikke var så store. Det vi skulle bruge, kunne vi sagtens få her, og der var tømrer og murer. Vi var faktisk et selvforsynende samfund. Jo større det bliver, jo dyrere bliver det.

 

Det gamle skur købte far af Margrethe Bagger, som havde ishus/slikbutik i det. Far og jeg brugte det som redskabshus. Nu er det ikke noget værd, og kan ikke repareres.

 

Da kommunen overtog arealet, blev det fastsat, at fiskerne har rettigheder ved og i kanalen.

 

Da jeg kørte for postvæsenet og med aviser om natten, ringede jeg til politiet om ballade med biler, og at de spillede høj musik fra bilerne. Der blev svaret: ”Kan du ikke sove i morgen, det er søndag”. Jeg klagede til politimesteren, som beklagede.

 

Sidste år solgte jeg min gamle bil. Jeg savner den til småærinder, men pigerne og sønnen er flinke til at køre for os. Jeg tager bussen en gang imellem, men det er godt, at familien er flinke til at hjælpe.

 

Henning Petersen slutter fortællingen af med et par muntre historier:

 

Under krigen kørte bilerne med en ”kakkelovn” på siden. Hans Johansen fra Karrebæk kørte postturen. Der var begrænsede muligheder for at komme til byen, så en dag skulle fiskehandler Peter Johansen og slagter Fritz Bentsen med Hans Johansen ind til Næstved og hente varer. På vej ind til byen ”hakkede” bilen noget i det, og Hans sagde: ”Den vil it’ ta’ gas!” Slagteren lavede lidt grin med det og sad og sagde: ”Den vil it’ ta’ gas, den vil it’ ta’ gas”. Da de nåede byen sagde Hans: ”Når vi skal hjem, vil jeg ikke have slagteren med!”. Fiskehandler og slagter fik ordnet deres ærinder og kom tilbage til bilen før Hans, så de blev enige om, at slagteren skulle lægge sig på bilens lad med en presenning over sig. Det opdagede Hans ikke, og hjemturen startede. Da de nåede til Gl. Posthusvej, og bilen tog farten af for at svinge, sprang slagteren af ladet, løb uden om bilen, vinkede, og råbte: ”Jeg kom alligevel først hjem!”

 

Før krigen fik Christian Bagger den første charabanc (postvogn med plads til passagerer). På hjørnet i Alleen, hvor DiBa Bolig nu er, havde Karl Andersen købmandsforretning. Han havde en gravhund, og en dag, Christian kørte gennem gaden, kørte han hunden over. Karl råbte: ”Hvor kunne du køre min lille hund over?” Hvortil Christian svarede: ”Jeg kunne hugge og skælleme’ ikke komme under den!”

 

Samme Christian Bagger havde en husbestyrerinde, som en dag var uheldig, at hendes hat røg i vandet, da hun gik over broen. Til dette var Christians kommentar:

 

                                            ”Din hat, den røg til salten sø,

                                              til ål og torsk og rejer.

                                              Måske den på en sydhavsø,

                                              vil ende på en ”nejer” (neger)”