Vedtægter for
Karrebæksminde Fiskeri- og Bymuseum

§ 1 Navn og hjemsted
stk. 1. Foreningens navn er KARREBÆKSMINDE FISKERI- OG BYMUSEUM.
stk. 2. Foreningens hjemsted er Næstved Kommune

§ 2 Formål
stk. 1. Foreningens formål er
A:  at drive Karrebæksminde Fiskeri- og Bymuseum beliggende i "Den Gamle Materielgaard"
B:  at danne baggrund for en upolitisk borgerforening.

§ 3 Medlemskreds
stk. 1. Som medlemmer optages enhver, som ønsker at støtte foreningens formål.
stk. 2. Indmeldelse sker ved henvendelse til et af bestyrelsens medlemmer.
stk. 3. Medlemskontingentet vedtages af generalforsamlingen. Kontingent opkræves forud for hvert kalenderår.

§ 4 Generalforsamlingen
stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt senest ved udgangen af maj måned og indkaldes med mindst tre ugers varsel med angivelse af dagsorden ved annoncering i Næstved Tidende og Næstved Bladet.
stk. 3. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, der ikke er i kontingentrestance, og som er fyldt 18 år. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
stk. 4. Dagsorden for den ordinære generalforsamling:
1.   Valg af dirigent
2.   Valg af stemmetællere
3.   Formandens beretning
4.   Regnskabaflæggelse
5.   Behandling af indkomne forslag
6.   Godkendelse af budget
7.   Fastsættelse af kontingent
8.   Valg af Formand
9.   Valg af kasserer
10. Valg af 5 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter
11. Valg af 2 revisorer og 1 suppleant
12. Eventuelt
stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde i skriftlig form senest 14 dage før generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer, skal være formanden i hænde i skriftlig form inden udgangen af februar måned.
stk. 6. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
stk. 7. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal. Skriftlig afstemning anvendes, når det begæres af blot én mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt flertal. Ved stemmelighed foretages lodtrækning.
stk. 8. Referat fra generalforsamlingen udfærdiges af bestyrelsens sekretær og underskrives af dirigenten.

§ 5 Ekstraordinær generalforsamling
stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 4 uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kendskab.
stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 3 uger.

§ 6 Foreningens daglige ledelse
stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden formanden består af 6 bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsesmedlemmerne vælges af generalforsamlingen for en to-årig periode. Suppleanter og revisorer vælges for eet år. Formand og kasserer kan ikke være på valg samme år. Af de resterende bestyrelsesmedlemmer skal minimum halvdelen være på valg hvert år. På den stiftende generalforsamling vælges formand og 2 bestyrelsesmedlemmer for en 2-årig periode, kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer for en 1-årig periode.
stk. 2. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
stk. 3. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen vælger næstformand og sekretær.
stk. 4. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Til varetagelse af opgaver kan bestyrelsen nedsætte udvalg og arbejdsgrupper bestående af medlemmer uden for bestyrelsen, men med et bestyrelsesmedlem som formand.
stk. 5. Formanden - og i dennes fravær næstformanden - indklader og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden. Herudover skal der indkaldes til bestyrelsesmøde, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer ønsker det. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 3 uger efter anmodningen er kommet til formandens kendskab.
stk. 6. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
stk. 7. Der føres protokol over alle bestyrelsesmøder. Protokollen underskrives inden næste møde af alle tilstedeværende.

§ 7 Økonomi, regnskab og revision
stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for budget og regnskab.
stk. 3. Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister.
stk. 4. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.

§ 8 Tegningsregler og hæftelser
stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i forening. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtigelser, der påhviler foreningen.

§ 9 Vedtægtsændringer
stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.
stk. 2. Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.

§ 10 Opløsning
stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal af de fremmødte på to på hinanden følgende generalforsamlinger.
stk. 2. Ved opløsning tilfalder foreningens effekter Næstved Museum og arkivalier Næstvedegnens Lokalhistoriske Arkiv. Den opløsende generalforsamling træffer beslutning om evnt. formues anvendelse. Lånte effekter leveres tilbage til udlåner.

§ 11 Datering
stk. 1. Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling, Karrebæksminde, den 6. maj 2002
underskrevet af dirigenten: Bent Petersen

Tilbage til museumsoversigten