SAXO

Fædrelandskjærlighed afholdt ikke vikingen Hake fra at angribe Danmark, thi medens de andre førte krig imod fremmede, ville han være kommen til at kæmpe med sine landsmænd. Stærkodder derimod ville ikke gå som fjende imod den gamle Sigar, fordi han havde nydt gjæstevenskab hos ham og saaledes ville være kommen til at lønne godt med ondt.
Saa stor ærbødighed nærer nemlig somme for gjæstevenskabet, at de ikke er at bevæge til at øve nogen overlast imod dem, de mindes en gang at have nydt venlighed af. Men Hake, som regnede sin broders død for et større tab end sine kæmpers frafald, samlede sin flaade i den havn, som hedder Hærvig, lod sine krigsfolk gaa i land og opstillede sin fylking af fodfolk dèr, hvor nu den by, Esben har bygget (Kalundborg), med sine forskansninger beskjærmer de omboende og formener vilde barbarer adgang.
Derpaa delte han sine folk i tre skarer og sendte to trediedele af flaaden i forvejen til aaen Susaa, idet han satte nogle faa mænd til at ro. Skibene skulle gjøre den vanskelige sejlads op ad aaens krumninger og i fornødent fald komme fodfolket til undsætning. Selv gik han med resten til fods og søgte for det meste ind i skovene for ikke at blive set. Denne vej, som i gamle dage var opfyldt af store skove, er nu til dels tjenlig for ploven og kun sparsomt bevokset med krat.
For at de ikke, naar de kom ud paa aaben mark, skulle savne træernes skjul, bød han dem afhugge grene og bære dem foran sig, og for at intet skulle besvære dem under deres hurtige fremrykning, bød han dem derhos kaste en del af deres klæder samt sværdskeder fra sig og bære sværdene blottede. Til evigt minde herom gav han en høj og et vadested navn.

Ved saaledes at rykke frem om natten skuffede han to vagtposter, men da han kom til den tredie, ilede spejderen, som blev dette usædvanlige syn var, straz til Sigars sovekammer og sagde, at han havde en sælsom tidende at melde, han havde set løv og buske gaa som mennesker. Da kongen spurgte, hvor langt borte den gaaende skov var, svarede han, at den var tæt ved, og kongen sagde da, at dette vidunder varslede hans død. Derfor kaldes den sump, hvor grenene blev huggede af, i folkemunde
Helmosen. Da han var bange for, at der var for snæver plads i byen, forlod han den og søgte ud paa aaben mark for at byde fjenderne slag der. Ved det sted, som nu hedder Valbrønde, hvilket vil sige ligbrønden, maatte han bide i græsset, efter at slaget havde gaaet ham imod. Hake benyttede sig af sin sejr til at fare med grumhed og lod saa stor en misgjerning følge efter sin lykke, at han, opsat paa at dræbe i flæng, hverken ænsede byrd eller kjøn. Han kjendte hverken til medlidenhed eller skam, men rødnede sit sværd i kvindeblod og dræbte grumt mødre og børn i det almindelige blodbad.

Sigvald, Sigars søn, som hidtil havde holdt sig hjemme i sin faders hus, samlede nu, da han fik nys om dette, en hær for at tage hævn over Hake. Denne, som blev forskrækket over det store tilløb, Sigvald fik, besluttede nu med en trediedel af hæren at vende tilbage til flaaden i Hærvig og tage vejen over havet.
Hans staldbroder Hake med tilnavnet Hugprude, mente imidlertid, at han mere burde sætte lid til den nys vundne sejr end nære frygt, fordi Hake drog bort, og, idet han foretrak Døden for flugt, ville han bevare resten af hæren. Han trak da lejren lidt tilbage og ventede ved byen Axelsted en liden stund paa, at flaaden skulle komme, idet han lastede sine staldbrødre for deres sendrægtighed, fordi det varede saa længe, inden de kom.
Flaaden, der var blevet sendt ind i aaen, var nemlig endnu ikke kommen til den havn, den efter bestemmelsen skulle ankre op i. Sigars fald og kjærligheden til Sigvald opflammede nu imidlertid almuens sind i den grad, at begge kjøn blev opsatte paa kamp, paa at man ikke skal tro, at kvinderne holdt sig tilbage for at hjælpe i slaget.

Næste morgen mødtes Hake og Sigvald, og slaget varede i to dage. Der blev kæmpet med den største grumhed, begge høvdinger faldt, og de, der var tilbage af danskerne sejrede. Men natten efter, slaget var endt, naaede flaaden den bestemte havn efter at være sejlet igjennem Susaa.

I gamle dage var denne aa nemlig sejlbar, men nu er den saa tilgroet og smal, at kun faa skibe kan komme ind i dens snævre og dorske løb. Da søfolkene ved daggry saa deres staldbrødres lig, opkastede de for at jorde høvdingen en anselig høj, som endnu i vore dage er navnkundig og kaldes Hakes Gravhøj.

Pludselig kom saa Borkar over dem med sine Skaanske ryttere og huggede dem ned, og efter at have fældet fjenderne besatte han skibene, som nu var blottede for rorfolk, og satte over hals og hoved med aandeløs hast efter Hammunds søn. Han traf ham, og efter at det var gaaet Hake ilde i slaget, flyede denne slagen af skræk med tre skibe til Skotland, hvor han to aar efter døde.

Kilde: Saxo Grammaticus, Danmarks krønike, side 285-287.

Tilbage til oversigt