Historisk tilbageblik på Danske skibsfortegnelsers
etablering.
Skønt midler til signaludveksling fra eller
på søen har været kendt ret langt tilbage i tiden, var
det først i begyndelsen af forrige århundrede, at egentlige
signalbøger fremkom.
Ingen af disse værker var internationale,
men en Captain Marryat, udsendte en signalhåndbog i 1817, denne blev
også anvendt uden for England og kan på den måde betragtes
som den første Internationale signalhåndbog.
Captain Frederick Marryat (1792-1848) udviklede en signalkode først og fremmest til identificering af et skib. Hans system gik ud på ved hjælp af 10 forskelligt farvede flag, som fik numre fra 1 til 0 og ved på særlige lister at tildele et skib et nummer, at gøre det muligt at finde frem til, hvilket skib det drejede sig om.
Captain Marryats system var således optakten
til det system, der i dag anvendes som kendingssignaler for ethvert registreret
skib, men det har intet at gøre med det signalsystem, hvorefter
skibe kan sende eller modtage meddelser, ved brug af signalflag,
efter gensidig aftalte koder (kodebøger).
Den Danske Captain i søetaten, Levin J.
Rohde, der under sin tid som havnekaptajn på St. Thomas, udarbejdede
en skibs -
liste i september 1833, som dog først
udkom i 1835.
Det Internationale system
Der var et voksende behov for et internationalt
skibsregister, det engelske Board of Trade nedsatte derfor den 2. juli
1855 en
komitè, der fik til opgave at udarbejde
en signalhåndbog, der kom i trykken i 1857 under navnet: Commercial
Code and
Signal for the use of all Nations.
Ved udarbejdelsen af signalerne - koderne - brugte
man forskelligt farvede og udformede flag og standere, hvor hvert flag
eller stander svarede til et af det engelske alfabets konsonanter, ligesom
man brugte 10 forskelligt farvede standere til tallene fra 1 til 0. Hertil
kom så en særlig "svarstander". Flagene med de 10 konsonanter
blev så kombineret med hinanden i grupper af 2, 3
eller 4 bogstaver.
Systemet blev herefter først antaget af Frankrig i 1864 og hurtigt derefter af de 13 andre førende søfartsnationer: Danmark, Sverige, Norge, Det Tyske Rige, De Forenede Nordamerikanske Stater, Brasilien, Grækenland, Italien, Nederlandende, Østrig-Ungarn, Portugal, Rusland og Spanien, i denne rækkefølge.
I Norge udkom en for Norge og Danmark fælles udgave af den internationale signalbog, som efterfulgtes af en særlig dansk udgave i 1881.
På engelsk initiativ, nedsattes en kommission bestående af førende søfartsnationer, der mødtes til konference i Washington i 1889, for at drøfte en ny og forbedret udgave af signalhåndbogen fra 1857.
Efter lange forhandlinger kom man i 1897 overens
om en ny signalhåndbog. Den ny bog udkom først i England i
november 1900.
De største ændringer var, at man
i stedet for at bruge de 18 konsonanter nu benyttede alle 26 bogstaver
i det engelske alfabet, samt de 10 talstandere. Det danske Æ, Ø,
Å kom aldrig med !
Danmark indførte den ny internationale signalhåndbog den 1. januar 1902.
I forbindelse med det nye signalsystem var det
blevet besluttet, at "hver Sø-stat skal, med passende mellemrum,
udgive Fortegnelse over Krigs- og handelsflåder, som havde erholdt
Kjendingssignaler efter det internationale signalsystem
til brug for skibe i søen og signalstationer.
Tydligere kunne det vist ikke siges, og vi ser her nok begrundelsen for, at Danmark i 1869 udsendte "Første udgave" af, hvad der senere er blevet betegnet som Flagbogen.
En af de første kendte lister over orlogsfartøjer
er fra 1648, hvor flåden ved Kong Christian IV`s død blev
opgjort til 42 enheder (plus 20 koffardifartøjer tilhørende
kongen), anført med hvert skibs navn, dets dimension og bestykning.
I 1699 var flåden mere end fordoblet til
91 enheder.
I "Archiv for Søvæsenet" 1835 optræder ellers den første egentlige fortegnelse over Danske orlogsskibe. De var herefter opført i denne oversigt indtil i 1864-udgaven, som fra 1856 havde skiftet navn til "Tidskrift for Søvæsen".
Danske handelsskibe
Fortegnelsen over danske handelsskibe findes tilbage
til midten af 1700-erne, der hersker nogen usikkerhed om alle toldsteder
har indsendt oplysninger.
1829 udsendes "Fortegnelse over de med Kjendingsflag forsynede danske skibe", udgivet dobbeltsproget (Dansk og Tysk), omfattende 697 skibe.
1843 udsendes "Fortegnelse over de i Kongeriget
Danmark og Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen hjemmehørende
fartøier
af 10 Commerce-læsters drægtighed
og derover", omfattende 1871 skibe.
Omkring 1850 afløses ovennævnte "Fortegnelse
over de i Kongeriget............................. osv., med den årlige
"Mercantil
Calender for det Danske Monarchie", som herefter
og indtil 1869 var den kilde, hvorfra oplysninger om danske skibe bedst
kunne søges.
Ved lov af den 13. marts 1867 var det blevet vedtaget at oprette et "Hoved-Skibs-Registrerings- og Maalins Contoir i København".
Herefter skulle der pr. 1. oktober 1867 oprettes et skibsregister, som skulle varetage registreringen af alle danske skibe.
Danske handelsskibe skulle efter den 1. oktober
1867 også tildeles kendingsbogstaver, begyndende med HBCD.
Første
danske registreret skib blev: jagtgaleasen Nicoline
som fik tildelt HBCD.
Orlogsflådens skibe havde som første registreringsbogstaver fået tildelt GR, første danske orlogsfartøj registreret i det nye system, blev skruepanserfregatten Danmark som fik tildelt GRBC.
Skibe hjemmehørende på Færøerne begyndte med KBCD, på Island: LBCD og på De Dansk Vestindiske øer: MBCD.
I tidsrummet mellem skibsregistrets oprettelse i marts 1867 og udgivelsen af den første liste over registrerede skibe i 1869 var man blevet klar over, at bogstavet H som det første kendingssignal kunne medføre forveksling. Det besluttedes derfor at erstatte Hèt med bogstavet N og at inddrage de først registrede skibes H-signal successivt - men denne operation strakte sig over flere år end forudset og var faktisk først helt afsluttet i 1895.
Vokaler kom først med i den nye og ændrede signalhåndbog fra 1902.
I 1931 blev initiativet taget til en ny ændring
i kendningssignalsystemet. For Danske skibe indebar det, at begyndelsesbogstavet
N, plus de efterfølgende 3 bogstaver,
blev erstattet med bogstaverne fra OUAA til OZZZ.
Denne ændring gælder for orlogsskibe
og handelsfartøjer.
I en overgangsperiode 1933-1934 arbejdede man
for mange skibes vedkommende med et dobbelt kendingssignalsystem, men allerede
ved udgangen af 1934 var alle danske skibe, herunder luftfartøjer
- blevet forsynet med de nye kendingssignaler.
Kontrolnumre har intet med skibsregistrering at
gøre. Direktoratet for Statens Skibstilsyn blev oprettet i 1921,
og det var dettes
journalsystem der gav anledning til at medtage
kontrolnummeret i Flagbogen.
Kilde: Årbog 1993 fra H & S
Tilbage til oversigt