Min barndomstid i Karrebæksminde - ca. 1870
 

Barndomsminder fra slutningen af 1800-tallet i Karrebæksminde

Ovenstående omkvæd, der nok stammer fra en hyldest til et andet kendt fiskerleje, blev sunget af en klasse københavnske skolepiger, som i 8 dage var på lejrskole ovre i Kolonibygningen på Lungshave. De giver udtryk for glæden ved at færdes ved stranden og i den skønne omegn.

I min barndom var Karrebæksminde ikke alene en Fiskerby; det var ligså meget en Skipperby, idet adskillige større fartøjer, skonnerter, osv. var hjemmehørende her, og deres indehavere drev fragtfart, navnlig på Skandinavien, Finland og England. Det hændte, at disse sømænd blev derude på havet, og vi aldrig så dem mere. Flere skibe gik under med mand og mus ovre ved Skotlands klippekyst; det var derfor ikke mærkeligt, at der boede så mange Enker i byen. Beboerne i Karrebæksminde fik i deres sind et islæt fra havet og fremmede lande, så det var forklarligt, at deres tænkemåde i nogen grad afveg fra, hvad sognets andre folk tænkte.
Her tilbragte jeg en sorgløs og munter barndom. Der var noget at være optaget af hele året rundt. Om sommeren tilbragte vi mange timer ved stranden  -  dengang var bredderne ikke skæmmet af de mange strandhuse. De mere fremmelige blandt os sprang i vandet fra det store "Havnhoved", ja, engang mindes jeg, vi sejlede ud til søbøjerne, klædte os af og krøb op på bøjerne, der sagte duvede op og ned. Men ak og ve !  Da vi tog fat i rælingen af båden, blev vor underkrop ført ind under båden - den var nys bundtjæret. Resultatet var at vi på lår og skinneben havde fået et godt lag kultjære; forgæves søgte vi at gnide det af, hvilket kun bevirkede, at det tværedes endnu mere ud. Først da vi hjemme fik det behandlet med smør og petroleum forsvandt det, men det varede en rum tid, inden tjærestanken forlod os.
Vi sejlede også over til Lønned skov og tømte madkurven hos Fasanjæger Hirsch, somme tider gik vi til Gaunø og fik lov at komme ind på slottet. Der var gerne kapsejlads hver sommer, hvor man drøftede deltagernes chancer. En af bådene hed "Tag den med ro", trods dette motto vandt den hyppigt en god præmie.
Ovre på Lungshave havde Marinen opført et sømærke (nu nedrevet); skønt det var strengt forbudt at krybe op i det, faldt vi børn ofte for fristelsen, mærkeligt nok drattede vi aldrig ned, men Lods Lars Larsen (ansat som lods 1.8.1887 gik på pension 1.1.1902) var gram i hu, da han havde opsyn med sømærket. En dag kom han ind og klagede til mine forældre over, at jeg havde været oppe i sømærket. Min lidt betændte samvittighed bevirkede, at jeg skød mig i gemme, mens han var hos os, men mine forældre berettede, at Lodsen for fremtiden ville tage sin store Mineriffel - den havde jeg ofte set hænge på væggen over hans sofa - og traf han så nogen i mærket, ville han ubarmhjertigt og med koldt blod plaffe vedkommende ned. Denne moderiske trussel indgød os en sådan skræk, at vi opgav ævret - for en tid.
Megen komedie havde jeg med vore hunde, både med den store "Cæsar" og med den lille "Anni", når de løb med over til stranden, den tur ville de nok, men vandet skyede de - og stak af, når jeg klædte mig af og derfor ikke kunne holde på dem. Det var også en yndet sport, at ride over med hestene og få dem skyllet, undertiden fik vi dem så langt ud, at de svømmede, så gjaldt det om at holde fast. Vi havde jo set, hvorledes flere af Dragonerne var gledet af hesten og blevet skammet ud, når de skulle svømme dyrene over kanalen.
Jeg omtalte før Lods Lars Larsens store mineriffel, den slags blev brugt ved den årlige fugleskydning, som afholdtes i Gæstgivergårdens have. En svær træfugl solidt beslået med jern af byens smed måtte holde for; der skulle solide kugler til for at gøre den fortræd, og det hændte, at det næsten var mørkt, inden brystpladen faldt og Fuglekongen dermed kåret.
Sct. hansaften var bål enten på det Store Havnehoved ud til søen eller på det Lille Havnehoved ved fjorden (idag en del af Rotteøen) - det rettede sig efter vinden, der skulle blæse fra land. Nogle tomme tjæretønder var stablet oven på hverandre og fyldt med brændbare sager. Så blev der tændt i spunshullet i den nederste tønde, og røgen vældede op som fra en dampskorsten - senere slog de klare, lysende flammer ud, og det var jo toppunktet af begivenheden.
Vi plejede gerne at beundre Brygger-Ole, der viste sin store færdighed på keglebanen med at slå 8 om Kongen, Skomagerstol - efter ønske i højre ller venstre spænd, men Sct. hansaften var Ole optaget andet sted - han skulle til dans.
Vor længste fodtur gik ud til Vesterhave skov til en gammel Skovløber Ulrich; vi havde selv bønner med og det morede os at se den åbne skorsten og hele det gamledags Almuehjem.
Når vi en sommeraften kom kørende hjem fra Herlufsholm eller Mogenstrup, var det et smukt syn at betragte de mange blus på fjorden; det var ålestangerne, som var i virksomhed.
Der var sommerdage ikke få besøgende i Karrebæksminde; mange landboere kom i hele vogntog med musik i spidsen. En tid blev der også holdt koncerter med musik fra Næstved; Folk kom på helligdage med damperen "Activ" og skulle bade; det samme gjaldt andre gæve Næstved-borgere som f.eks. hesteslagter Olsen, Drejer Bang m.fl., de fyldte en Charabanc. Skibet lagde til ved Lille Havnehoved, og her kan jeg huske en lille episode, der vakte megen munterhed. En af mine kammarater, Charles, havde været i Næstved iført sit pæneste tøj og et par splinternye sko. Da damperen skulle lægge til, ville Charles vise, at han skulle være den første, der sprang i land. Han havde imidlertid ikke beregnet afstanden rigtigt, for resultatet blev, at han plumbede i baljen. Han fik dog fat i hammeren (tværbjælken på bolværket) og kom op. Men hvor så han ud ! Formodentlig har man nok i hans hjem ikke været særlig glad for den hjemkomst-måde. Han druknede senere ved Bornholm.
Papirmassen til Maglemølle gik pr. pram til Næstved. Det var et strengt arbejde for Pramstikkerne, senere gik det lettere, da slæbedamperne tog fat.
Vi forsøgte os også om efteråret som torskepilkere, men ofte kom der Grødulke på krogen, og dem kastede vi ud igen. På havnepladsen gik Døve-Lars og hans kone samt deres søn Hans, der var døvstum, så dem havde vi ingen glæde af at komme i lag med. Foruden vor årlige "stortur" til Slagelse, hvor vi kørte med egen befordring for at besøge bedsteforældrene, var vi gerne ude ved Bornakke skov, hvor Sangerforeningen gav koncert; min fader var aktiv medlem, og i nogle år hang Sangkorets Fane ( blandet Kor) oppe på vort loft - hvor mon den nu er henne ? Koret gæstede også omliggende byer, bl.a. Slagelse, og høstede bifald.

Om eftersommeren kom der småskibe fra øerne ved Lolland med gæs. Jens Mortensen på Karrebæk mark tog de fleste af dem til at gå¨på stubmarkerne. Vi børn hjalp gerne dyrene fra borde og på vej; nogle af dem var så trætte, at de lagde sig ned, så vi kunne tage en hver under armene og bære dem, så langt vi orkede. Slig dyrekærlighed kunne vi ikke anvende på svinene. En gang ugentlig kom damperen "Prøven" og hentede svin til Kiel; der var meget liv og røre ved havnen. Dyrene fik et mærke indbrændt, og den procedure gik naturligvis ikke lydløst af, ligesom der også var en grynten og skrigen ved indladningen, hvor enkelte dyr strittede imod, så der måtte hales i ørene og skydes bag på.
Hvert efterår kom gerne et skib fra Bornholm med stentøj, så folk kunne forsyne sig; på den tid holdtes også det årlige torskegilde på Gæstgivergården, så var der også Ålefiskeriet, som nogle "storfiskere" drev ovre ved Knudshoved, til Ende, og man belavede sig på at gå i hi.
Vinteren bragte mange glæder. Gaden måtte holde for til slædekørsel; de lidt ældre og mere drevne bandt deres slæder fast i vognene og fik sig således en billig drivkraft. Man fik efterhånden en vis færdighed i at slå rebet om den bageste vognaksel og sørge for at have et langt reb, så mandens pisk ikke kunne genere en.
Skøjteløb dyrkedes navnlig ovre på "Pølen" - et stykke af den gamle indsejlingsrende til fjorden. De almindeligste skøjter var af træ med et indfældet stykke jern, senere fik vi stålskøjter til at skrue fast, og til sidst havde jeg et par Halifax-skøjter, der ganske simpelt spændtes fast med en fjeder. Under Enøbroen (bro nr. 3) var meget dybt vand og lidt strøm, her frøs isen først til ved stærk kulde. En af mine kammerater tog sig ikke i agt, men dumpede i, og hans forsøg på at komme op på isen slog fejl; et par af os opdagede og fik ham trukket op ved hjælp af et langt uldhalstørklæde, sådant et havde de fleste af os på om vinteren. Nå, han kom altså op, kastede en del vand op, og vi fik ham hjem. Hans moder belønnede os senere med et par guldmanchetknapper.
I strenge vintre frøs fjorden til, og her foretog vi lange ture med slæde og pigkæp. Nogle satte pigstangen fast i slæden og anbragte en gammel sæk eller lignende på en tværstang; således var vor issejlads. Ja, det skete et år, at søen frøs et stykke ud; vi løb på skøjter helt ud til Lodne Hoved, og det var vor skønne drøm at løbe lige til Skelskør. Drømmen blev dog ikke realiseret.
Alt om efteråret var planlagt Dilettantkomedie, prøverne holdtes på Gæstgivergården, og der spilledes mest stykker af Hostrup, Erik Bøgh o.a. Da min fader spillede med, var der stor interesse hjemme for, hvorledes det ville spænde af; foreløbig havde vi at dæmpe vor leg, når der blev læst på rollen. Juleaften måtte et par af os gerne med i kirke til gudstjeneste kl.16. Det kunne være en kold tur ud og hjem på den åbne vej langs fjorden, men så glædede vi os til juletræet, gåsestegen, æbleskiverne og julens andre herligheder.
Nytårsaften gik vor genbo gerne ud ved midnatstid og affyrede et par skud. Det var hans afsked til det gamle år og hans hilsen til det nye. Vi drenge havde samlet gamle potteskår sammen og listede os ud for at slå det på folks døre, når Vægteren og Havnefogeden var på afstand. Et år havde vi måske været lidt voldsomme; der var mærker i dørene, og man klagede til Politimesteren i Næstved. Han tilkaldte havnefogeden og pålagde denne at tage affære. En bestemt dag blev vi tilsagt til at møde hos havnefoged Poulsen, som gav os en overhaling, der ikke var værre, end at jeg tilbragte eftermiddagen med at lege med hans børn - og fik kaffe ! Følgelig kom jeg sent hjem, så mine forældre havde været lidt ængstlige for, at vi muligvis var sat i Brummen, et sted der ellers var forebeholdt berusede sømænd eller landstrygere.
En nat var der et stort slagsmål mellem søfolkene fra to skibe. Knivene blev trukket og vægteren var ikke dristig ved ene mand at gå løs på de fulde og gale folk. Men hans lille hund savnede ikke mod. Da en af sømændene havde fået det ene øre skåret helt af, løb hunden frem og åd øret, medens vægteren stod i ly bag et magasin.
Et barns skolegang plejer jo normalt at udfylde en stor del af tilværelsen. Sognets skoler og dets lærere stod jeg ganske fremmed for. Den eneste jeg kendte lidt til, var Lærer Clausen, Karrebæk, en hvidhåret gubbe i sorter klæder og hvidt halsbind; ham havde jeg set i kirken, og hans datter, Fru Frederikke Sørensen, var en af min moders gode veninder. Hun boede oppe på Bakken i det store hus, som er bygget 1846, og med hende spillede mine forældre Whist. Da hun senere flyttede til Slagelse, besøgte hun os gerne hver sommer, hendes søn var Kulturminister Enevold Sørensen.
Meget tidligt kom jeg i skole hos frøken Erichsen; jeg var kun 4 år og erindre bare, at vi legede i den store have eller i gården. Derpå kom jeg atter i Privatskole hos Marius Bentzon i det nuværende Posthus (Gl. Brovej 4). Han var en begavet og kundskabsrig mand, som ellers skulle have været læge, men af økonomiske grunde måtte bryde af. En tid florerede skolen - jeg mindes her min gudmoders største drengeflok - men da de unge stak til søs, måtte skolen flytte over på "den anden side", hvor sømandshjemmet blev indrettet, og til sidst sygnede den hen. Læreren endte på Alderdomshjemmet i Karrebæk.
Først derefter søgte jeg skolen på Enø og blev her forberedt til optagelse i Næstved Realskole 1870. Nu var de skønne barndomsdage forbi; Mindet om dem har endnu en egen varm glans, der næsten forstærkes, jo ældre man bliver. Jeg kan kun ønske, at rigtig mange må opleve en lige så god og lys barndom, som blev mig til del.

Skrevet af Vald. Møller

Kilde: "Jul i Næstved" , lokalhistorisk arkiv, Næstved
 

Retur til forsiden