Næstved havn
Næstved havn var i middelalderen en af de nordtyske Hanse-købmænds vigtigeste havne. Men efterhånden som Hansaens magt blev mindre og mindre så faldt trafikken på Næstved også.
Der var også to andre forhold, der betød
faldende trafik. Det var Susåens tilsanding og skibenes stadig større
dybgang.
Derfor blev købmændene i Næstved
efterhånden nød til at lade deres skibe laste og losse deres
varer ved Mindet, åbningen til havet mellem Longshave og Enø.
Og dernæst føre varerne frem og tilbage ved hjælp af
pramme.
Åen sander til
I 1796 var det rent galt. For Susåen var
nu så mudret til, at selv pramme havde svært ved at komme frem.
Flere af dem blev beskadiget så købmændene led store
tab.
Der var kun en løsning på problemet.
Der måtte anlægges en ny havn ved Lungshave, og der skulle
graves en ny kanal gennem Longshave, der ejedes af Saltø gods.
Men ingen ønskede at spytte penge i projektet,
før godsejeren på Næsbyholm og Bavelse, Overdirektør
for Gisselfeldt, amtmand over Præstø amt, greve Christian
Conrad Sophus Danneskjold-Samsöe, gik ind i det.
Greve Danneskjold-Samsöe til Næsbyholm
havde stor interesse i at få anlagt en ny kanal og havn, idet han
kunne bruge den til at få fragtet korn og brænde fra de midtsjællandske
områder ud til kysten, så han kunne få solgt det i København
og udlandet.
Den ny kanal påbegyndtes i 1806, men forsinkedes
undervejs af, at Englænderne i 1807 angreb Danmark.
Den nye havn
Kanalen og havnen stod færdig i 1812, og
nu begyndte problemerne først for alvor. Borgerne klagede over at
havnen var blevet så dyr, at byen havde svært ved at betale
renterne. Godsejeren klagede også. For de syntes alle at taksterne
var for høje.
Efterhånden viste det sig dog at pengene
havde været givet godt ud. Skibsfarten på Karrebæksminde
steg, så økonomien bedredes år for år, og i 1854,
da åen igen uddybes, var der ingen vanskeligheder med at få
kommunalbestyrelsen til at garantere for udgifterne.
Når man ser på byens indbyggertal,
så viser dette sig tydeligt, at havnen i Karrebæksminde var
en succes.
I 1824 boede der 1600 indbyggere i Næstved.
Et tal der blev fordoblet frem til 1854. Hvorved byens omsætning
også øgedes, f.eks. udførtes der i 1828: 37.000 tønder
korn, hvor der i 1856 udførtes ca. 110.000 tønder korn, hvilket
svarer til f.eks. 1100 tons hvede. (en tønde korn er ca. 139 liter,
stuvefaktor for hvede er 1,40 kubikmeter til een ton).
Disse korntransporter kom langt omkring, bl.a.
til England, Norge, Holland, Bremen, Preussen og Hamborg.
Men der foregik også en stor import til
såvel købmændene som til Næstveds industrier,
idet der indførtes salt, kaffe, vin, rom, trævarer, manufaktur
(tøj), jern og kul.
Ny utilfredshed
Efterhånden som trafikken på Karrebæksminde
steg, så steg også utilfredsheden hos købmændene
og industriejerne. For det betød forøgede omkostninger for
dem, når varerne skulle omlæsses fra skib til pram. Og dermed
faldt deres konkurenceevne på de internationale markeder. Derfor
gik man i 1884 i gang med at undersøge, hvad det ville koste at
få gravet en ny kanal, der kunne føre de havgående skibe
helt ind til Næstved.
Dog viste det sig at blive alt for dyrt, så
planerne skrinlagdes indtil videre, og man begyndte at undersøge
andre muligheder.
Næstved Tidende startede således
i 1896 en kampagne for at få udbygget havnen i Karrebæksminde
samtidig med, at man skulle bygge en jernbane fra Næstved til Karrebæksminde,
så man ved hjælp af denne kunne få godset fragtet hurtigt
og billigt frem og tilbage.
Den ny jernbane til Karrebæksminde nåede
endog så langt, at Staten lovede at give en millionbevilling, hvis
projektet blev ført ud i udført.
Dog døde disse planer efterhånden
hen, og man koncentrede sig i stedet om kanalen, og fandt i 1921 frem til
mange forskellige planer med priser fra3 - 12 millioner kroner. Men nu
kom der i løbet af de næste adskillige år adskillige
prisfald. Så det projekt, man ønskede, faldt fra 8 mill. kr.
til 4 mill. kr., og da havnen i Karrebæksminde trængte til
at udvides for 1,5 mill. kr., så fandt byrådet det klogest
at vedtage det nye store havneprojekt, den 27.10. 1930.
Fra Næstved Tidende, den 28.10.1930: Næstved byraad vedtog i aftes kanalplanen. Sagen anbefales fra alle sider.
Pramning
De varer der skulle fragtes frem og tilbage mellem
Næstved og Karrebæksminde, måtte omlades til pramme.
Og disse pramme var ikke særligt sødygtige. Drillede vinden,
og det gjorde den tit, så kunne man blive nødt til at fortøje
prammene ved de pæle, der var anbragt med regelmæssige mellemrum,
disse pæle blev også kaldt for brændevinspæle.
Ind til Appenæs foregik pramningen fra
åkanten. Oprindelig havde man brugt heste, men fra 1856 brugte man
"trækmænd" som trækdyr.
Det var en stor fordel for havnevæsenet,
at man i 1892 anskaffede en dampbugserbåd, bygget i Gøteborg
samme år, det fik navnet "Susaa", samtidig med at man overtog alle
de private pramme. Man havde tidligere, på privat initiativ, forsøgt
sig med dampdrevne/hjuldrevne bugserbåde, s.s."Dragen" og h.s "Hekla",
maskinkraften var for lille og begge fartøjer led en økonomisk
død.
Efter at traffiken på havnen fra 1912-1917
steg fra 28.000 tons til ca. 80.000 tons blev man nødt til at anskaffe
en endnu større slæbebåd. Dampbugserbåden "Enø"
blev bygget i Martenshoek i Holland i 1914.
Efter 1.verdenskrigs afslutning i 1918 faldt
tonnagemængden, og havnevæsenet blev nødt til at skille
sig af med s.s. "Susaa".
"Susaa" blev solgt blev solgt til Aalborg i 1939
og fik navnet "Goliat II".
"Enø" fik sin dampmaskine udskiftet med
en Alpha diesel-motor i 1953. I 1979 var "Enø"s skrog så nedslidt,
at isbrydningen denne vinter tog så hårdt på hende, at
den måtte ophugges. Et nyere aluminiumsstyrehus, maskinen mv. blev
overflyttet på et
nybygget fartøj, i Sakskøbing,
denne bugserbåd/isbryder blev leveret i december 1979 og fik navnet
"Enø". Dette fartøj er stadig i brug for Næstved havnevæsen
(1999).
Kampen om havnen
Efter at projektet var vedtaget i byrådet
den 27.10.1930 blev sagen sendt til ministeriet for offentlige arbejder.
Her godkendtes projektet. Dog havde ministeren et forslag, idet man opfordrede
Næstved kommune til at optage forhandlinger med De Forenede Papirfabrikker.
For ministeriet var klar over, at hvis havnen
skulle løbe rundt, så måtte man sikre de størst
mulige indtægter til den nye havn.
Her begyndte tovtrækkeriet. For hverken
Papirfabrikken eller Næstved kommunes havneudvalg ønskede
at komme med det første udspil. Alle var nemlig klar over, at de
indrømmelser man gav nu, kunne blive dyre senere hen. Man kom derfor
ingen vegne.
Forhandlingerne gik så trægt, at
stadsingeniøren ikke troede på, at et resultat kunne opnås,
hvorfor han udarbejdede et helt nyt projekt uden nogen ny havn i Næstved.
Om det var projektet, der gjorde udslaget, vides
ikke. Derimod kom der i 1932 realitetsforhandlinger i gang, idet papirfabrikkens
direktør i samarbejde med stadsingeniøren udarbejdede et
udkast til en overenskomst mellem Næstved havnevæsen og papirfabrikkerne.
Denne overenskomst godkendes af alle parter og
projektets detaljer blev nu udarbejdet, så kanalbyggeriet kunne begynde
i 1935.
Papirfabrikken fik nu de arealer den skulle bruge,
så fabrikken og dens område kunne indrettes bedst muligt. Samtidig
hermed fik kommunen de ønskede garantier fra papirfabrikken, hvorved
projektets økonomi blev sikret.
En havn bliver til
Det var et kæmpeingeniørarbejde at
bygge en ny havn så langt inde i land. Arbejdet krævede, at
man flyttede 2.300.000 kubikmeter jord, og det kunne have udryddet størstedelen
af den sjællandske arbejdsløshed igennem mange år, hvis
arbejdet skulle have været gjort med håndkraft. Men det blev
i stedet udført med to af datidens største gravkøer,
der hver kunne fylde tyve 2 kubikmeter tipvogne på to minutter. Og
når arbejdsdagen for disse maskiner var 16 timer, så blev det
til en del i løbet af en dag.
Al den opgravede jord, der ikke skulle bruges
andre steder, blev ved hjælp af pramme sejlet ud til Stenbæksholm
og anbragt i den inddæmmede "Pouls Vig", ved Fjordgaardens marker.
Denne inddæmning blev på 50 tdr. land, dvs. ca. 300.000 kvadratmeter.
Den nye havn trak mange virksomheder til sig.
Så dèr, hvor der i 1935 havde været en kæmpemæssig
industriudstilling på Præstegaards-jordene ovre i Lille Næstved,
lå der få år senere en af nordeuropas størst papirfabrikker,
samt en mængde mindre industrier, der alle kunne se deres fordel
i beliggenheden så tæt ved havnen.
Derfor var denne del af Næstved een stor
arbejdsplads, også i tiden efter havnen stod færdig i 1937,
for nye industrier blev ved med at komme til, efter at havnen den 3. juni
var blevet forevist for pressen.
Havnens officielle indvielse skete først
året efter, ved at kongeskibet "Dannebrog" sprængte en udspændt
silkesnor, den 21. maj 1938.
Tilbage til oversigt